Læsetid: 3 min.

Ruslands hær mishandler egne soldater

Officerers og ældre soldaters mishandlinger af rekrutter fører nu til kravet om den russiske forsvarsministers afgang
1. februar 2006

De russiske medier har i den forløbne uge været fulde af detaljerede beretninger om, hvordan officerer og ældre soldater mishandler og forhåner nyindkaldte rekrutter i en sådan grad, at det fører til talrige selvmord, indlæggelser og fysiske og psykiske men. Medierne og offentligheden blev dybt rystet over et tilfælde fra en kampvognslæreanstalt i den sibirske by Tjeljabinsk.

Nytårsaften blev to rekrutter udsat for langvarig mishandling af vodkaberusede officerer og ældre soldater. Den ene af rekrutterne, 18-årige Andrej Sytjov, blev så slemt tilredt, at han efter først at være blevet indlagt på hospital tre dage senere måtte have begge ben og kønsorganerne amputeret. Han svæver fortsat mellem liv og død i respirator på en klinik i Tjeljabinsk.

Døde af mishandlinger

Skandalen har været omfattende, selvom den slags overgreb er dagligdags foreteelser i den russiske hær. Medierne har især fokuseret på, at den militære ledelse og forsvarsminister Sergej Ivanov i lang tid forsøgte at skjule og fortie tildragelsen.

Og da Sergej Ivanov første gang i den forløbne uge blev tvunget til at udtale sig, sagde han, at "der ikke var sket noget særligt i Tjeljabinsk". Dette måtte han dog hurtigt æde i sig under det voksende mediepres. Hele tre kommissioner er nu nedsat til at efterforske sagen, og otte er arresteret, herunder tre officerer, som deltog i mishandlingen.

Den militære statsanklager Aleksandr Savenkov er også gået personligt ind i sagen og er havnet i en åben konflikt med forsvarsministeriet. Forsvarsministeriet hævder i sine officielle tal, at der "kun" var 16 dødsfald på grund af tilsvarende overgreb i 2005. Savenkov siger imidlertid, at der omkom 1.064 på grund af forbrydelser i den russiske hær sidste år. 276 begik selvmord, og langt de fleste af dem skyldtes, ifølge Savenkov, dedovsjina, hvilet er den russiske betegnelse for ældre soldaters mobning og overgreb imod helt unge rekrutter.

I lørdags var omkring 100 demonstranter foran forsvarsministeriet i Moskva og lige så mange i den uralske by Jekaterinburg. De krævede bl.a. forsvarsminister Ivanovs afgang og afskaffelse af værnepligten. En af organisatorerne af den omsiggribende protestbølge imod den russiske hærs umenneskelige behandling af sine rekrutter er Soldatermødrenes Komite.

En af lederne, Valentina Melnikova, siger i en kommentar over telefonen fra Moskva: "I ethvert normalt land ville forsvarsministeren have været tvunget til at træde tilbage. Ivanov bør gå af. Det er det eneste anstændige for ham og for landet. Og den øverstbefalende, præsidenten, ville have været tvunget til at gå ind i sagen og måske endda også selv træde tilbage. Vores øverstbefalende, præsident Vladimir Putin, har ikke udtalt sig og sidder stille og roligt og venter i Kreml."

Generalerne mod folket

Ifølge Valentina Melnikova er der dog visse træk ved den aktuelle stemning, som kan tvinge Putin til handling.

"Vi har sjældent oplevet en så voldsom folkelig vrede over mishandlingen af et ungt menneske på 18 år. Befolkningen er ved at fatte, at det er fuldstændig utænkeligt at give slip på de unge mænd og lade dem komme ind til Verdens mest brutale og umenneskelige hær. Generalerne og forsvarsministeren vil forsøge at lægge låg på denne sag, der vil blive lagt voldsomt pres på den modige militære statsanklager, som mange gange har kæmpet imod disse meningsløse mishandlinger af unge mennesker. Vi får se, hvem der er stærkest - generalerne eller folket. Jeg tror på folket og soldaternes mødre, og hvis ikke regeringen og præsidenten er på folkets side, så må de skiftes ud," siger den vrede soldatermor.

Hun fortæller samtidig, at det bliver meget svært at få Sergej Ivanov fyret, for han er dels en nær ven og tidligere KGB-kollega til Vladimir Putin, dels er han en af præsidentens mulige efterfølgere.

Ifølge Forsvarsministeriets egne tal blev der sidste år begået 20.390 kriminelle handlinger i den russiske hær. 1.064 værnepligtige omkom. Forsvarsminister Ivanov hævder, at den traditionelle mishandling af rekrutter kun finder sted i 20 procent af kasernerne, og at omfanget er faldende. Statsanklager Savenkov afviser ministerens påstand og siger tværtimod, at omfanget er stigende, og at mishandlingerne finder sted overalt. Det kan Valentina Melnikova nikke genkendende til.

"Vi mærker en stigning i antallet af henvendelser om vold og overgreb imod soldater. Vi er overbeviste om, at der kun er en vej frem - værnepligten må afskaffes, og vi skal have en moderne civiliseret professionel hær. Den nuværende er dybt demoraliseret og ude af stand til at yde Rusland et effektivt forsvar."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her