Læsetid: 3 min.

Ruslands lig i lasten

18. juli 1998

DET SKULLE have været et symbol på forsoning
i det splittede russiske folk, da (nogle af) de jordiske rester af Ruslands sidste zar, Nikolaj den Anden, hans hustru, zarina'en, og tre af parrets fem børn i går blev stedt til evig hvile i Sankt Petersborgs Peter-og-Paul katedral - stedet, hvor russiske zarfamilier er begravet siden Peter den Stores tid.
Selveste præsident Jeltsin - manden, der i 1977 som kommunistisk partichef i Jekaterinburg gav ordrer til nedrivning af det hus, hvor zarfamilien blev ombragt, for at slette alle spor efter kommunisternes ugerning - mødte frem og erkendte, at "vi alle er skyldige" og opfordrede til "en genforening af nationen"
Alligevel har bisættelsen ført til større splittelse end heling i det russiske samfund.Videnskabsfolk og kirkeledere i den russisk-ortodokse kirke skændes bravt om, hvorvidt knogleresterne i kisterne vitterligt tilhører den aflivede zarfamilie.
Men især har bisættelsen (og dermed rehabiliteringen) af zar Nikolaj skabt vrede blandt den del af befolkningen, der ikke glemmer, at "Blod-Nikolaj" som enevældig hersker i perioden 1894-1917 var en katastrofe: upåvirkelig over for ethvert krav om demokratisering, lod kosakstyrker slå ned på fredelige demonstrationer, var mere interesseret i at tilbringe tiden på sine sommerpaladser end i regeringsbyen - og var dertil en ekstremt dårlig hærfører med to tabte storkrige bag sig.
Zarfamiliens bisættelse har været en mediebegivenhed blandt udlandspressen. Langt den hyppigste reaktion blandt Skt. Petersborg-borgere, adspurgt af Reuter om synet på zarfamiliens begravelse, er ligegyldighed. Problemerne i Rusland i dag er ikke de døde herskere, men de levende. Ikke de fyldte kister, men de tomme.

AF ALLE RUSLANDS tomme kister klinger ingen mere hult end statskassen, som lider under massiv skatteunddragelse, et kæmpemæssigt underskud på de offentlige budgetter, en heraf følgende manglende evne til at betale lønninger og pensioner og en samlet gældsætning, der nu overstiger de 200 mia. dollar (=1.400 mia. kr.). En betydelig gældspost i en tid, hvor f.eks. de korte statsobligationer har en rentesats over 100 pct., og staten må bruge mellem en og halvanden mia. dollar om ugen til at indfri blot disse lån.
Hvis denne udvikling fortsatte meget længere, ville den russiske regering være tvunget til at devaluere rublen, hvilket igen ville føre til stærkt stigende priser og en betydelig risiko for, at den eksisterende utilfredshed i befolkningen, manifesteret ved strejker og jernbaneblokader, ville udvikle sig til et regulært oprør.
I denne situation valgte verdens stormagter nok engang at træde til med en hjælpende kapitaltransfusion. Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Japan blev overtalt til at sætte hensynet til politisk stabilitet i Rusland over sund økonomisk fornuft og disker nu op med en hjælpepakke på 22,6 mia. dollar for i år og næste år - heraf størsteparten, de 15 mia. dollars, fra IMF.
Denne beslutning har været kritiseret - især af amerikanske lovgivere og dagblade som det højreliberale Wall Street Journal, som med en velgørende ligefremhed i en leder spørger: "Hvorfor skal vi dumpe mia. af dollars ned i et bundløst hul".
Kritikerne har ret, når de påpeger, at det er Kreml - og ikke mindst præsident Jeltsin - som har tilladt sine kammesjukker i finansoligarkiet at rippe staten for værdier - kapital, som i stor udstrækning er investeret i udlandet i stedet for i produktion i Rusland.
De har ret, når de siger, at helt nødvendige reformer som indførelse af et fungerende skattesystem, et regulært kreditsystem med banker, der faktisk låner penge ud, en gennemarbejdet og forenklet lovgivning om udenlandske investeringer med meget mere er grundigt forsømt under Jeltsins syv år ved magten.
Problemet er, at vi i Vesten er 'situationens gidsel' uden ret mange andre muligheder end at tro på, at den periodevis fraværende, politisk inkonsistente præsident Jeltsin fortsat er Ruslands bedste bud på en reformator.
Og at han i sin regering har folk - unge ministerpræsident Kirijenko, vice-ministerpræsident Nemtsov og finansminister Sadarnov for at nævne nogle - som gør et stort stykke arbejde for at indføre fungerende markedsøkonomiske reformer i Rusland.
Alternativet hedder Moskvas autoritære, små-nationalistiske borgmester Jurij Lusjkov eller den utilregnelige populist, general Aleksandr Lebed.
Ved præsidentvalget i år 2000 - eller måske før, hvis alt går helt galt. Det er et så uhyggeligt perspektiv, at IMF gør ret i at skrabe kistebunden for at give Jeltsin-administrationen endnu en chance - den sidste!on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her