Læsetid: 4 min.

Russisk reklame

12. december 2001

Russisk reklame
I DAG FOR TI ÅR siden var det slut med Sovjetunionen. Et regime, hvor millioner af mennesker var blevet systematisk forfulgt for politiske ’afvigelser’ – højre eller venstre – for ’kosmopolitisme’ (det var jøderne) – eller helt uden årsag. En nødtørftigt fabrikeret anklage var nok – noget hold i virkeligheden var ingen betingelse.
En gruppe, der led alene i kraft af, at den udgjorde en særlig gruppe, var kunstnerne. For få dage siden kunne man her i avisen læse Charlotte Christensens anmeldelse af den russiske primaballerina Majja Plistskajas erindringer – 300 siders beretning om politisk forfølgelse, økonomisk udbytning og KGB’s intrigeren og magtanvendelse.
Et tilbageblik på russisk kunsthistorie er på mange måder et sørgeligt syn. Det begyndte ellers så godt med den russiske avantgarde i årene efter Oktoberrevolutionen. Digtere som Majakovskij og malere som Vladimir Tatlin kastede sig ivrigt ind i skabelsen af en revolutionær kunst – men blev ligesom talrige andre ofre for partiets monopol på at bestemme, hvad kunst var. Kandinsky og Chagall valgte eksilet, andre blev henrettet eller døde i fangeskab. Majakovskij begik selvmord. De kunstnere, der overlevede – som komponisterne Sjostakovitsj og Kachaturian – gjorde det ofte ved at indgå kompromiser, der også til en vis grad var kunstneriske.
Samtidig er navne, som de nævnte, imidlertid lige så mange beviser på, at der er blevet skabt stor russisk kunst i de godt 70 år, Sovjetregimet holdt. Og kaster man blikket ud over Sovjetunionens grænser mod resten af denne verdens diktaturer, møder man det samme billede: Kunstnerne deler sig i to grupper: Dem, der vælger kompromiset eller ligefrem gør karriere ved at tjene regimet – og dem, der skaber kunst på trods, forfulgte, udstødte og betragtet som farlige. Men de betyder noget. Og de ved, at det, de skaber, er vigtigt.
For fire år siden blev fem forfattere og intellektuelle myrdet i Iran. Amin M. Alavi, der har oversat iransk litteratur til dansk, forklarede dengang til Information, at det ikke kun var, hvad forfatterne skrev, de blev forfulgt for. »Ikke blot det, de skriver, men det, at de kan skrive,« sagde han. Og som man kan læse i dagens avis, har afghanske digtere under Taleban-styret mødtes hemmeligt for at recitere poesi. Sådan var det også i den gamle østblok.

MEN SÅ faldt Muren. Tvang, censur, papir- og materialemangel, forfølgelse og indespærring forsvandt. I stedet kom der personlig frihed, ytringsfrihed og markedsøkonomi. Resultatet var, at mange dissident-røster mere eller mindre forstummede. Den opgave, de havde haft som kunstnere, var med ét slag taget fra dem. Der var ikke længere en sulten læserskare, der cirkulerede forfatternes manuskripter til laser i illegale samizdat-kopier. Nu skulle de pludselig skrive til købers marked. Og interessen var ikke længere den samme. Desuden havde det vænnet sig til at være illegale. Hvad skulle de skrive om, nu snedige hentydninger og subversive dobbelttydigheder, der kunne snyde censuren, ikke længere var en – kunst? Mange havde svært ved at finde deres ben.

SKAL MAN TRO den russiske kurator og kunstkritiker Viktor Misiano er heller ikke Sovjetunionens fald kommet det russiske kunstliv til gode.
I forbindelse med udgivelsen sidste efterår af kunst-bogen Fresh Cream, hvor ti kuratorer fra hele verden hver udvalgte ti unge kunstnere, beklagede han angiveligt, at han knap havde været i stand til at finde nogen at præsentere. Siden Sovjetunionens fald var de russiske kunstnere enten rejst til Vesten – eller gået ind i reklamebranchen, forklarede han. Det lyder jo mistrøstigt.
Har kunst det måske i virkeligheden bedst, når den
bekæmpes? Er de ligefrem noget om den gamle traver
i ny udgave om geniet med den rumlende mave på det uopvarmede kvistkammer?
Ser man på kunstens udvikling i den vestlige verden, finder man jo de samme tendenser i mere fremskreden udgave: Glidende overgange mellem kunst og reklame og en etableret kunstopfattelse, der i stigende grad ophæver grænserne mellem kunst og alt muligt andet. Kunst forlader museet og bliver i stigende grad en – forsvindende og flygtig – del af livet, siges det. Eksempelvis i denne uges Mandagssamtale.
Det kan man alt efter tilbøjelighed og temperament vælge at skælde kunsten ud for. Men måske kan man med større fordel bruge de seneste ti års omvæltninger i den gamle østblok til at genopdage en sandhed om kunstens placering og muligheder i samfundet, vi måske i al vores overflod er blevet for nærsynede til at få øje på: At kunsten i et samfund, hvor markedsøkonomien hersker, selv er en vare. En gammel sandhed, javist, men hvem tænker egentlig over det? Flyder kunst og reklame sammen, er det måske én logisk konsekvens af kunstens placering i et markedssamfund. For i videste forstand udtrykker, bearbejder, kritiserer og formulerer kunsten det samfund, den lever og skabes i. Så måske er der, trods alle iøjnespringende forskelle, erkendelse om os selv at hente i den russiske kunstudvikling.

ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her