Læsetid: 4 min.

Russisk stormagtsspil

6. november 1997

Amerikansk arrogance og ensidige stormagtsdominans er blevet et så stort samtaleemne på det seneste, at mange risikerer at overse Ruslands ihærdige, men solide forsøg på at genopbygge sin stormagtsposition i Europa, Mellemøsten og Asien.
"Hvordan kan de på så en arrogant måde diktere os, hvor vi må rejse hen og hvilke lande, der må være vores venner?" spurgte Sydafrikas præsident Nelson Mandela fornylig. "Vi kan ikke acceptere, at en stat påtager sig rollen som verdens politimand," sagde han tydeligt irriteret over, at USA forsøger at tvinge andre lande til
at føre en isolationspolitik overfor Cuba, Iran, Irak og Libyen.
USA krav om hårdere FN-sanktioner og aktioner mod Iraq, fordi landets præsident Saddam Hussein ikke vil lade FN-våbeninspektører snuse rundt i sit rige, er blevet skarpt kritiseret af to europæiske medlemmer af Sikkerhedsrådet, Frankrig og Rusland. Som var det en refleks fra fortiden rykker Paris og Moskva tættere sammen, og efter intense diplomatiske konsultationer har de advaret mod en ensidig amerikansk militær aktion imod Irak.
Ruslands ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin og den franske regeringschef Lionel Jospin udsendte fra et fælles møde i sidste uge en skarp afvisning af det amerikanske forsøg på at lave sanktioner mod udenlandske firmaer, herunder olieselskaber som det russiske Gazprom og det franske Total, hvis de investerer i og udvikler iranske gasfelter. "Der er ingen internationale normer, der forbyder kommercielle relationer med Iran," sagde Jospin og antydede, at også USA burde underordne sig nogle fælles internationale regler i stedet for at påtvinge andre lande sine egne love.

Kritikken af USA's ekstraterritoriale handelspolitik deles af alle lande i Den Europæiske Union, men det fransk-russiske flirteri er led i et ideologisk og strategisk spil om at bekæmpe alle tendenser til et nyt Pax Americana - militært, sikkerhedspolitisk, økonomisk og kulturelt. De vil - i øvrigt på linie med andre regionale "stormagter" som Brasilien, Kina og Indien - ikke bøje nakken for USA.
På den europæiske scene arbejder regeringerne i
Moskva og Paris ihærdigt på at mindske USA's overherredømme i europæisk sikkerhedspolitik. På et topmøde i sidste måned annoncerede Frankrigs præsident Jacques Chirac og Ruslands præsident Boris Jeltsin, at de agter at holde et årligt trekants-topmøde sammen med Tysklands kansler Helmut Kohl om europæiske sikkerhedsspørgsmål. Storbritannien, Italien og USA, der ikke bliver inviteret kan tænke sit om intentionerne bag den nye fransk-russisk-tyske akse.
Foreløbig er den historiske omformatering af de geopolitiske magtforhold åben og uvis, men uden sans for det mulige historiske drama i selv små symbolske handlinger vil man ikke kunne sige noget meningsfuldt om de potentielle ubalancer og trusler i det 21. århundrede.

Symbolsk var det, da Boris Jeltsin på et topmøde i Krasnojarsk i weekenden omfavnede den mindre omfangsrige japanske ministerpræsident Ryutaro Hashimoto. På trods af de to landes uløste territoriale disput om de fire små kurilske øer nord for Japan, som japanerne gerne vil købe og have tilbage fra Rusland, så er der højere fælles interesser, der får de to gamle fjender til at rykke tættere på hinanden.
Japan har, trods intensiverede diplomatiske forbindelser med den fremstormende økonomiske og militære stormagt, Kina, brug for stærke venner til at afbalancere Kina og til at træde til i tilfælde af en konflikt på den koreanske halvø. Jeltsin og Hashimoto enedes om en plan, der skal øge de japanske investeringer i Rusland, transport, energi og et tættere handelssamarbejde.
Hashimoto lover at støtte Ruslands ønske om at blive medlem af APEC, det økonomiske samarbejdsforum i Asien og Stillehavsregionen. Og målet med de tillidsskabende aktiviteter er at underskrive en fredsaftale mellem Japan og Rusland i år 2000. "Det vil på dramatisk vis kunne ændre det geopolitiske sceneri i det nordøst-
lige Asien," sagde en talsmand fra det japanske udenrigsministerium efter mødet.

Endevender man de russiske motiver bag den lange stribe af topmøder og allianceskabende initiativer kan man finde et hovedmotiv. Det er som udenrigsminister Jevgenij Primakov har sagt et spørgsmål om anerkendelse: "Rusland var og forbliver en stormagt og dets politik i forhold til omverden må svare til denne status."
Det er stormagten, der taler, når Rusland i sit nære udland i sidste uge tilbyder at udstrække sine sikkerhedsgarantier til de tre baltiske lande. Men det er ikke altid de små stater, der bliver genstand for stormagters globale aspirationer, føler sig bekvemme ved udefrakommende indblanding.
En ikke-angrebspagt og unødig russisk omklamring er, hvad balterne allermindst ønsker sig. I løbet af de seneste dage har først Litauen, og dernæst Letland og Estland afvist - så høfligt og diplomatisk som de formår - Jeltsins udstrakte alfaderlige hånd. "De baltiske lande har aldrig opfattet sig selv som adskilte fra Den Europæiske Unions sikkerhedsstrukturer," sagde Letlands statsminister Guntar Krast i en kommentar.
Problemet for balterne er blot, at det i stigende grad
forekommer usandsynligt, at de bliver medlemmer af den vestlige forsvarsalliance NATO, fordi det vil stormagten Rusland modsætte sig. Og EU's udvidelse til Baltikum - som Rusland accepterer, fordi EU er en attraktiv økonomisk magnet og ikke en militær trussel - trækker så meget i langdrag, at balterne i mellemtiden risikerer at få en stadig mere intens russisk stormagtsånde i nakken. Europa og i særlig grad EU må overveje, hvordan Rusland på en ordentlig måde kan indfoldes i den europæiske sikkerhedsarkitektur, inden de små stater og befolkninger i det nære grænseland må betale med større usikkerhed.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her