For Mikhail Khodorkovskij kan det umuligt have føltes som andet end skæbnens brutale ironi, da han den 26. juni kunne fejre sin 43 års fødselsdag i den sibiriske straf-fekoloni IK-10; den tredje fødselsdag, Ruslands engang rigeste mand indtil nu har fejret i straffelejren i Chita, tæt ved grænsen til Kina og 3.000 kilometer fra Moskva.
Russiske iagttagere er enige om, at nogen i apparatet har gnedet sig tilfredse i skægget over de sovjetiske klange over at placere olieselskabet Yukos' tidligere direktører Khodorkovskij og Platon Lebedev i sibiriske fangelejre (Lebedev henslæber sine polarkolde fængselsår i Kharp Særlige Regime Koloni PG 98/3, et højsik-ret fængsel i Ural-bjergene i Yamal-Nenets Autonome Område nord for polarcirklen).
Russisk straffelovgivning giver en straffet ret til at afsone sin dom i sin hjemegn; Khodorkovskij og Lebedevs hjemegn er Moskva; altså er den sibiriske forvisning i sig selv en pointe - skulle de to tidligere rigmænds mangeårige fængselsstraffe for skattesvig og bedrageri og den endegyldige konkurserklæring for deres olieselskab, som en ret i Moskva stemplede for to uger siden, ikke være ydmygelse og udslettelse nok.
Skurk og helt
For mange debattører, herunder den uafhængige journalist Anna Politkovskaja, Khodorkovskijs ven George W. Bush og senest Tysklands kansler Angela Merkel, der for 10 dage siden skrev en officiel klage over den tidligere direktørs fængselsforhold, står Yukos' og Khodorkovskijs endeligt som symbol på bristede demokratiske forhåbninger: Slutningen på 90'ernes og Jeltsin-tidens visioner om et frit og demokratisk Rusland med et blomstrende civilsamfund. For andre er historien mere speget. Direktøren er lige så meget en skurk som en helt, og sagaen om Yukos er frem for alt beviset for, at "Rusland aldrig har været på vej til at blive et typisk vestligt frit marked," som økonomen Clifford Gaddy fra Brookings Institution formulerer det.
Historien starter i de 90'ere, som vestlige politikere med Bill Clinton i spidsen begejstret kaldte "reformernes" og "privatiseringernes" årti. I russiske folkemunde er æraen forlængst omdøbt til "piratiseringen". Efter det kommunistiske Ruslands kollaps kom nogle få mænd med gode kontakter til penge: Oligarkerne fik de ufatteligt lukrative kontrakter i den energisektor, der var i færd med på næsten tumultuøs vis at blive privatiseret.
Mens øvrige dele af det russiske samfund nærmede sig hungersnød, tjente mænd som den tidligere bankdirektør Mikhail Khodorkovskij milliarder i det vakuum, som den kollapsede Sovjetstat havde efterladt. Det var en økonomi uden sammenhæng, og i 1998 ramte den bunden, da rublen kollapsede. Oligarkernes udfordrer kom med Jeltsins udnævnelse af Vladimir Putin til sin premierminister i 1999.
Putin havde allerede i sin universitetstid i 1996 skrevet afhandling om "strategisk planlægning" og kontrollen med råstofferne, en ifølge Clifford Gaddy næsten uhyggeligt præcis vision om Ruslands fremtid: "Putin var fra starten klar over, at spørgsmålet om Ruslands fremtid lå i to ting: Hvem der kontrollerer råstofferne, olie og gas, og hvordan man gør det. Mere specifikt: Hvordan kunne han forene kontrol med den effektivitet og konkurrencedygtighed, som han godt ved kommer ud af et relativt frit marked."
Ly i de hemmelige byer
Da Putin blev præsident i 2000 var hans største udfordrere oligarkerne, og størst af dem Mikhail Khodorkovskij, som ikke alene tjente ufatteligt mange penge, men også brugte dem til blandt andet at støtte uafhængige medier og købe sig indflydelse hos Dumaens partier, heriblandt Putins modstandere. Oligarkerne havde forspring for de statslige forsøg på at skabe en ny retsstat, og det forspring brugte de på at bevare profitterne selv i stedet for at betale skat. I Khodorkovskij og Yukos' tilfælde betød det blandt andet, at man benyttede et sindrigt system af interne skattely, som var baseret på en rest fra Sovjettiden: Ruslands hemmelige byer.
Zato'erne eller de mellem 10 og 40 russiske hemmelige byer er først og fremmest placeret rundt om den gamle sovjettids atomanlæg og uranminer. Sovjetstaten lukkede byer med i snit 80.000 mennesker, især ansatte ved atom- og våbenanlæggene, for verden ved hjælp af betonmure, udelukkelse fra landkort og en hård justits. Disse zatoer findes stadig, omend i et mindre tal end før. Og i det nye Rusland har de fået en grad af selvstyre, som gør det muligt for dem at give virksomheder skattelempelser for at fremme beskæftigelsen. Her fandt Yukos sit skattely.
Hån mod systemet
Men Khodorkovskij gør mere end det: Han vil effektivisere. Han vil skrælle hele det sovjetiske fedtlag væk: ineffektiv arbejdskraft, alenlange leveringskæder, ineffektiv infrastruktur, bestikkelse helt ned til den lokaleste lokale embedsmand, alle de "uformelle skatter", der som et gigantisk hullet vandrør sikrer, at den russiske økonomi slet ikke er blevet så kapitalistisk, som man skulle tro. Han vil gerne bestikke, men kun effektivt: I toppen hos Dumaen og hos de centrale embedsmænd. Ikke mere. Og måske en dag vil han sælge sit selskab til USA.
Og ifølge Clifford Gaddy gør det, at Khodorkovskij ikke bare fornærmer Vladimir Putin; han fornærmer hele byer, hele industrier og hele bureakratier. Og ved at overvurdere fornyelsen af den russiske økonomi tager han det første skridt til sit fald. "Ikke bare Khodorkovskij, men hele Yukos som et vestligt, kommercielt, slankt firma er en fornærmelse mod det gamle system."
"Men Ruslands nye økonomi er kun virtuel," siger Gaddy. "Nede under de fine ord om det frie marked ligger den gamle økonomi, som aldrig er gået væk, og som er baseret på, at alle skal have en lille bid af afkastet af alle forretninger. Og denne afkastdeling er en narkomani: Pengene er narkotika, og når folk holder op med at få dem bliver de vrede og desperate og gør irrationelle, aggressive ting. Som for eksempel når der kommer en mand og introducerer fuldstændigt fremmede managementsystemer, ikke ind i en eller anden marginal industri, men inde i selve økonomiens nervecenter: Olien. Putin er den gamle økonomis mand. Han sætter sig fra starten i toppen af bestikkelsessystemet og sikrer sig, at alle ved, hvor pengene skal ende. Derfor er Khodorkovskijs udfordring også politisk: Han truer det system, hvis top er Putin."
Den politiske analytiker Lilia Shevtsova fra Moskvas Carnegie Foundation er enig. "Det er som det gamle Clinton-slagord: It's the economy, stupid. Khodorkovskijs udfordring handlede om spillets regler, om ejendom og kontrol, snarere end om demokrati. Jeg tror ikke nødvendigvis, Khodorkovskij som politiker ville have arbejdet i demokratiets tjeneste. Han havde meget store økonomiske interesser i politikken selv. Det her handlede om, at nogle nye mennesker, dem omkring Putin, ville have kontrol over ressourcerne."
Vendepunktet
I 2003 går Putins stat til angreb. Den 25. november bliver Khodorkovskij arresteret, da han lander i Novosibirsk i sit privatfly, anklaget for skattesvig og bedrageri. Han er på det tidspunkt Ruslands rigeste mand. I dag, under tre år senere, er Khodorkovskijs guldhøne Yukos erklæret konkurs og direktøren selv en tredjedel igennem sin niårige fængselsstraf. Og vi andre er vidner til et historisk vendepunkt i den russiske saga, forklarer Lilia Shevtsova.
"Anklagen mod Yukos i 2003 var starten på slutningen på oligarkernes tid i den russiske kapitalisme. Men det, vi ser nu, er begyndelsen på en ny: De bureaukratiske oligarkers, hvor en ny social gruppe er opstået: apparatjik-oligarkerne: embedsmænd, der ikke direkte ejer virksomhederne, men kontrollerer dem. De er ikke ansvarlige for dem, men de udnytter dem - ligesom Robespierre."
- Er det slut på forestillingen om, at Rusland var på vej til at blive en vestlig økonomi, eller var det aldrig tilfældet?
"Det er mere kompliceret end som så. Lige nu er Rusland igang med at genetablere gamle sovjetprincipper. Staten kontrollerer de økonomiske ressurser, produktionen af olie og gas udvides, og der foregår en fusion mellem privat ejendom og statsapparatet. Men det er ikke utænkeligt, at nogle af apparatnik-oligarkerne om et par år begynder at få lyst til at eje virksomhederne selv. Man kan sagtens privatisere igen, bare selv om man har nationaliseret én gang."
Ifølge Shevtsova er de udenlandske investorer forlængst tilbage i Rusland: "Der er for mange penge i omløb til at de kan holde sig væk. Og så længe oliepriserne er høje, kommer der ingen seriøse krav om reformer. Når oliepriserne kollapser, vil vi se reformviljens tilbagekomst."
Fængslet i skattelyet
Imens sidder en gråsprængt herre med fine træk og letvægtsbriller og stirrer ud over de sibiriske sletter. Mikhail Khodorkovskij er kommet tættere på de russiske zatos, hemmelige byer, som han i sin tid brugte som skattely. Hans straffelejr, IK10, ligger nemlig i en. Chita Oblast er hjemsted for en uranmine, der den dag i dag sender sin forurening ud over et område med 400.000 indbyggere. Mens hovedbyen Chita allerede i 1800-tallet kaldtes "de eksileredes by", blev IK10's område Krasnokamensk først grundlagt midt i det 20. århundrede som beboelse for uran-arbejderne. Dens centrum er et hul på en kvadratkilometer, hvor uranen har været, og den er hjemsted for verdens femtestørste uranmine og -fabrik. Her arbejder straffefangerne, her er fremmede gæster ikke velkomne, og her måles der i visse områder radon-stråling på niveauer langt oppe i det røde felt.
Om Chita stadig giver skattely til virksomheder er uvist og for Khodorkovskij også irrelevant. Stumperne af hans ituslåede hjertensbarn Yukos tilhører i dag de statslige selskaber Gazprom og Rosneft.
