VALDAJ - Det kan være slemt nok, når man kører tværs over Salling og Limfjordsøen Mors og ser, hvordan gyllebaronerne har overtaget den tidligere så livlige landbrugsø og lagt landsbyerne øde. Men herude i den russiske provins er landsbyerne ikke blot lagt øde, der er heller ikke engang nogen godsejere, som kan overtage de øde marker og genoprette landbruget efter de fallerede sovjetiske stats- og kollektivbrug.
Området her 450 kilometer nord for Moskva i det smukke og naturskønne område ved nationalpark Valdaj ligger på overfladen helt stille hen, som om zardømme, sovjetstyre og den nye demokratitids økonomiske omvæltninger er gået helt upåagtet hen over de mange søer, store skove og de tidligere landsbrugsområder, som nu er ved at forvandle sig til skove med poppel, fyr og birk.
I centrum af landsbyen Uzjin, 25 kilometer fra områdets hovedby, Valdaj, som er på størrelse med Ribe og tæt på det nu restaurerede kloster Iverskij, er der stille, meget stille. Der høres ikke engang den sædvanlige hundeglam, for Nationalparkens ledelse har forbudt fritgående hunde af hensyn til vildtet - bl.a. hjort, bæver, vildsvin, bjørn og ulv.
Flygtet fra storbyen
Men nogle af de få tilbageværende fastboende i landsbyens få dusin træhuse bliver her netop på grund af stilheden.
"Stilheden skræmte mig lidt i starten, da min kone og jeg flyttede hertil, men efter hendes død har jeg vænnet mig til den, selv om natten hvor jeg kender alle lydene, som afbryder stilheden," fortæller Jevgenij Bykov, en 61-årig ingeniør.
Han er kommet i landsbyen siden 1976 og har boet her fast siden 1992, hvor han flygtede fra anarkiet, larmen og mylderet i storbyen Leningrad, der netop havde skiftet navn til Sankt Petersborg.
Og stilheden er larmende. Landsbyens kollektivbrug, som i sovjettiden havde 200 køer, hvoraf der nu kun er knoglerne tilbage, er for længst afgået ved døden. Staldbygningerne ligger hen i ruiner, som træer og ukrudt søger at skjule, og de rustne maskiner har gesjæftige og formentlig tørstige folk sendt til genbrug. Ingen folk på de lerede gader, som fører til både tomme, nedbrændte huse, men også til enkelte gamle velholdte og endda nybyggede, som nu huser såkaldte 'datjniki', dvs. sommerhusbeboere fra Moskva, Novgorod og Sankt Petersborg.
Mændene døde af druk
Mange af de russiske landsbyer er simpelthen ved at forvandle sig til sommerhusbyer, men mange andre dør, og de sidste beboere er pensionister, for det meste kvinder, fordi mændene for længst er døde af druk. De unge er rejst til metropolerne. Og landbruget står stille eller er koncentreret i de områder af Rusland, hvor jorden er bedst egnet til dyrkning.
De landbrug, som i zartiden var enkeltmandsbrug eller underlagt godsejere, og som i sovjettiden var tvangskollektiviseret i uhyrlige og ineffektive statsbrug, er uddøende. Ligesom i Danmark er der en tendens til, at det russiske landbrug koncentreres i gigantiske aktieselskaber med gigantiske gylleproducerende industrifarme. Boris Jeltsins forsøg med at genoprette enkeltmandslandbrug var en fiasko, fordi der ikke fulgte finansieringsmuligheder med. Resultatet er tydeligt her i Uzjin.
"Gorbatjovs og Jeltsins perestrojka, demokrati og markedsøkonomi betød i første omgang, at militærindustrien, hvor jeg arbejdede som ingeniør i Leningrad, brød sammen. Den blev simpelthen destrueret. Alt var kaos og anarki. De ældre medarbejdere døde, de unge begyndte at drikke. Det var derfor, at jeg og min kone besluttede at flytte hertil, væk fra det kaos i storbyen. Men der var også opløsning her - landbruget var for længst ved at falde fra hinanden, og landsbyen her var ved at uddø. Mændene drak og døde, de unge rejste, og kvinderne var de eneste, der holdt ud," siger Jevgenij Bykov.
Bykov har siden ernæret sig som håndværker i landsbyen og området. Han dyrkede også sammen med sin kone kolonihaven, hvor de havde geder, høns og kaniner, men da hun døde, afskaffede han hele driften og bor nu alene i sit træhus. Hans datter bor i Sankt Petersborg.
"Landsbyerne tømmes for bønder, men jeg har det alligevel bedst her. Allerbedst om efteråret når feriefolket er draget hjem, og vi kun er 12 tilbage i landsbyen. Mændene drikker så i dagevis og kan ikke arbejde. Demokratiet har vænnet dem af med at arbejde, bedstefar Stalin derimod tvang alle til at arbejde hårdt. Jeg går ikke i druk. Jeg kan godt nuppe en flaske vodka en aften og så alligevel gå på arbejde dagen efter".
Jevgenij Bykov hører dog ikke til dem, der drømmer nostalgisk tilbage til fortiden, for han husker udmærket, hvor bange folk var for myndighederne, og hvordan sikkerhedspolitiet KGB smed hans far ud, så han måtte leve i skjul i årevis. Men han har heller ikke megen tiltro til nutiden og til sin datters fremtid.
"Det skete et ryk fremad, da Putin kom til magten, men nu er vi gået i stå igen ligesom under Bresnjev. Herude på landet er alting gået i stå og svæver i det uvisse", siger Bykov.
Liv i klostret
Det er imidlertid en overdrivelse. Ude på Iverskij-klostret, hvis smukke løgkupler toner frem i disen over søen og skoven, er munkene i fuld aktivitet. Klostret er et af landets ældste, men under Lenin og Stalin blev det ødelagt, munkene forfulgt og fordrevet, ligesom den tilhørende kirke i byen Valdaj blev gjort til diskotek for Komsomolballer. Men nu er det langsomt ved at komme til sig selv igen, og munkene er fulde af driftig optimisme.
Fader Vladimir står midt ude på det tidligere kollektivbrugs marker, som er groet til med birk og fyr. Her har han og en række andre af klostrets brødre og håndværkere ryddet en stor plads.
"Vi opretter et nyt landbrug her," fortæller den midaldrende munk, "vi kunne ikke bruge ruinerne af kollektivbruget, så vi bygger alt op på et nyt sted, her. Det vil give arbejde og mad til mange, og jorden vil komme i brug igen".
Jevgenij Bykov er dog skeptisk og siger tørt: "Hvor skal arbejdskraften komme fra - her er jo ingen arbejdsduelige mænd?" Men munken lader sig ikke så let slå ud.
"Vi skal nok skaffe arbejdskraft, vi har allerede mange, som søger væk fra byerne. De tror på en fremtid herude med arbejde og tro. Og hvor der er tro, der er der håb," siger fader Vladimir.
En ny meningsmåling viser, at 15 procent af beboerne i Moskva hellere end gerne ville flytte væk fra den larmende storby og ud på landet.
