Kritisk og hæderlig journalistik findes ikke længere i Rusland, og det er Putin-styrets skyld. Det siger generalsekretæren for det russiske journalistforbund, Igor Jakovenko, til Information.
"Den form for journalistik er blevet et uønsket fænomen, og er blevet erstattet med kedelig underholdning og ren propaganda," siger Igor Jakovenko over telefonen fra Moskva. "Det er en epidemi, der har ramt journaliststanden. For øjnene af os forvandles de mest kendte tv-journalister til propagandister for styret. Alle de vigtigste elektroniske medier er blevet propagandaorganer for Putin. Sådan er det desværre blevet efter Jeltsin-tiden, hvor vi havde rigtig ytringsfrihed og mangfoldighed i medierne."
Ifølge Igor Jakovenko er Rusland under Putin blevet et af verdens mest farlige lande at arbejde i som journalist. 214 journalister er, siger han, blevet dræbt, siden Rusland i begyndelsen af 1990'erne forbød censur.
"Den gamle censur er nu blevet erstattet af nye former for censur," fortsætter Jakovenko, som er kendt for sin voldsomme kritik af præsident Putins politik i det hele taget.
Undertrykte journalister
"Vi har under Putin fået skrækkens censur eller selvcensur, hvor journalister og især redaktører er skrækslagne for at kritisere, fordi de har set, hvordan det kan gå. Bl.a. har de jo set, hvordan Kreml har nedlagt de elektroniske medier som NTV og TVS, TV-6, der var hæderlige og kritiske. Selvcensuren er den mest udbredte. Desuden har vi domstolenes censur, der går ud på, at korrupte dommere idømmer medier og journalister enorme bøder for at sige sandheden. Og så har vi Kalasjnikov-censuren, hvor banditter dræber journalister, der afslører dem eller nægter at fortælle løgne. Det er dog ikke Putin og Kreml, der tyer til Kalasjnikov-censuren, hvorfor skulle de dog det, når de uden problemer styrer medierne på fredelig vis."
Igor Jakovenko fortæller videre, at alt dette er sket i total modstrid med Putins officielt erklærede politik.
"Putin lovede at garantere pressefriheden, men nedkæmpede de selvstændige medier. Han lovede at bekæmpe de rige oligarkers magt og misbrug af medierne, som var udbredt under Jeltsin, men vi har i dag fået den totale oligarkisering af medierne, idet de alle kontrolleres af en fire fem oligarker, som er højtstående embedsmænd i Kremls administration og som også kontrollerer størstedelen af landets økonomi. Heller ikke den private ejendomsret er længere garanteret her i landet. Og det værste er, at heller ikke retsvæsenet er frit, så det nytter ikke for journalister og andre at søge beskyttelse hos dommerne."
Ifølge Igor Jakovenko er der ingen grund til at tro, at journalister og medier vil tage sig sammen og gøre oprør, før selve systemet og regimet har ændret sig. De to ting hænger, siger han, sammen. Medierne vil afspejle det, når der kommer endnu en demokratisk revolution i Rusland i lighed med den, der skete i Ukraine.
"Men der bliver ikke tale om, at russiske journalister rotter sig sammen og bliver forløbere for denne revolution. Dertil er journalisterne for undertrykte. De kæmper blot en daglig kamp for at overleve. Oprøret skal komme nedefra, folk skal selv fatte, at manglen på en lang række institutioner - ytringsfrihed, et rigtigt retsvæsen, frie medier, demokrati - det er det, der forringer og forkorter deres liv. Det er nutidens Tjernobyl."
Måske revolution i aften
Igor Jakovenko spår imidlertid, at dette oprør vil komme meget snart for ifølge ham er Vladimir Putin, som ellers fremstår som en stærk og populær leder, i virkeligheden en meget svag leder. Netop fordi, han har undertrykt demokratiet og pressefriheden.
"Putin er svag og hans regime er gennemsyret af dumhed, fordi det ved at likvidere ytringsfriheden, medierne og demokratiet, har afskåret sig fra den nødvendige frugtbare dialog med befolkningen og ekspertisen. Putins Kreml er derfor blind og døv og vil i den kommende tid begå en lang række dumheder, som befolkningen og eliten sagtens kan gennemskue, og så er den dag, hvor den folkelige revolution kommer, lige om hjørnet. Putin holder ikke længe, for Rusland er som altid uforudsigelig og umulig at kontrollere. Hvem havde i 1989 troet, at Sovjetunionen ikke ville holde to år til? Hvem havde sidste år troet, at Ukraines diktatur ville være forbi om et år? Jeg er fuldstændig overbevist om, at Putin ikke har flere reserver, og at hans tid er forbi, fordi befolkningen udmærket ved, hvordan tingene hænger sammen, selv om han kontrollerer medierne. Det sker måske allerede i aften."
Den Danske Helsinki Komité, Dansk PEN og Dansk Journalistforbund afholder i dag en konference om 'Arbejdsforholdene for journalister i Rusland og Hviderusland' i fællessalen på Christiansborg kl. 13-17