PARIS - Både den franske præsident, Jacques Chirac, og den nye tyske kansler, Angela Merkel, tog brillerne frem i december 2005 og brugte dem i deres nytårstaler. Beslutningen var næppe en koordineret fransk-tysk mediestrategi, men der arbejdes hektisk i det franske diplomati for at få slået fast, at regeringsskiftet i Berlin kun vil medføre et styrket fransk-tysk samarbejde. Som den franske udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde forleden i dagbladet Le Figaro, er hans prioritet at Frankrig og Tyskland "igen påtager sig rollen som ledende i konstruktionen af Europa-. og skaber ny dynamik" i den noget skrammede europæiske Union, der som bekendt fortsat ligger i selvdeklareret tænkepause efter den fransk-nederlandske folkelige afvisning af EU-forfatningen.
Med en historisk henvisning til Charles de Gaulle og Konrad Adenauers underskrivelse af Elysée-samarbejdsaftalen for 40 år siden afviste den franske udenrigsminister derudover, at tyske regeringsskift nogensinde har rokket ved det tætte samarbejde, som de to lande har på både det overordnede og det konkrete plan. Ud over fælles forberedelse til først og fremmest EU-topmøder, har såvel det franske parlament som regeringsapparatet, fra ministre til embedsmænd, en regelmæssig koordinering af arbejdet - f.eks. er der en tysk diplomat tilknyttet Douste-Blazys eget kabinet.
Intet over Europa
Douste-Blazys stærke ordvalg viser, hvor central Europapolitikken fortsat er i fransk udenrigspolitik. Historisk har EU været præget af, at de to store kontinentale stormagter, Tyskland og Frankrig, har haft en fælles, sammenfaldende interesse i et stærkt EU. Men grundlæggende kommer den pro-euro-pæiske linje fra Berlin og Paris imidlertid fra to modsat-rettede tænkemåder, der hver især bunder i de to landes historie. Kort fortalt har Tyskland lige siden slutningen af Anden Verdenskrig søgt at forankre sin udenrigspolitik i et stærkt Europa og i stærke internationale institutioner. Og uanset at det ikke længere er et fy-ord for den nye generation af tyske politikere at tale om tyske nationale interesser, har den tyske Europa-vision nu som tilforn et overstatsligt sigte.
Anderledes med Frankrig. Her har man - selvom der eksisterer konkurrerende Europa-visioner - først og fremmest set EF og derefter EU som en slags Frankrig i overstørrelse. EU havde i fransk optik en mission i verden, en gloire, hvor man i global konkurrence med USA kunne føre værdierne fra den franske revolution, frihed, lighed og broderskab, i marken. Men EU skulle handle på vegne af stormagterne og især Frankrig, ikke opløse den franske nation på tysk manér. Derfor var og er den franske Europa-politik mellemstatslig.
Det nye Europa
Men så kom udvidelsen af EU som bekendt. Og dermed nye tider for Frankrig. Den politiske integration i dybden trues af en liberal, mellemstatslig og pro-atlantisk østlinje akkompagneret af klapsalver fra London, lød og lyder det bekymret fra Paris. Franskmændene er de mest skeptiske EU-borgere over for østudvidelsen, og betænkelighederne vejede tungt, da afstemningen om EU-forfatningen tippede mod et non sidste forår.
Efter Merkels EU-ilddåb ved topmødet i december om Unionens næste fælles budget, hvor hun viste format både som mægler og som villig til at ofre nogle nationale interesser (læs: penge) for at få et kompromis i stand, der ikke var alt for pauvert set med de nye østlandes øjne, kan man med rimelighed forvente sig en aktiv Europa-politik fra den tyske del af aksen.
To til tango
Langt tungere ser det ud for Frankrig, der i den grad savner politiske ledere med opbakning i befolkningen og mod til reformer - især på det tunge og overregulerede arbejdsmarked. Men her skal vi nok om på den anden side af præsidentvalget i 2007, som allerede i 2005 til en vis grad paralyserede alle de tunge politiske handyr i fransk politik. P.t. er Chirac's popularitet helt i bund. En meningsmåling fra december viste, at bare én procent af vælgerne ville stemme på ham, hvis han skulle beslutte sig for at stille op til en tredje præsidentiel runde til næste år. Økonomien er dog - som den tyske i øvrigt - i svag bedring med arbejdsløshedstal, som er faldet fra 10,2 procent til 9,6 procent. Men den vigtigste franske udfordring er den sociale: hvordan skal årtiers diskrimination og marginalisering af tredje-generations indvandrere eksempelvis vendes, så samfundet ikke vil fortsætte med at falde fra hinanden i etniske parallelsamfund. Før der er svar herpå, er det tvivlsomt, om der kan komme format over fransk Europa-politik.
Og som enhver ved, så skal der to til at danse tango, også i EU - Merkel kan ikke klare ærterne alene. Den pessimistiske konklusion ligger lige for, men et positivt aspekt er der dog at notere sig. Det er trods alt fortsat EU's fælles institutioner - på trods af forfatningskrisen og tænkepausen - de store lande retter interessen mod. Først den dag, det ikke længere er tilfældet, er der grund til at frygte et fremtidigt Europa styret af snævre stormagtsinteresser.
