Læsetid: 4 min.

Rwanda igen igen

26. september 1997

Store nyheder er størst i store lande, det siger sig selv, selv om sandheden er lige stor.
The Washington Post slog i går til, af al sin magt
og vælde. På sin eftertragtede og meget læste forside stillede avisen FN's generalsekretær Kofi Annan til regnskab for, at Sikkerhedsrådet aldrig fik kendskab til den afgørende fax, der i januar 1994 muligvis
kunne have hindret, muligvis kunne have skabt et begrænsende boldværk mod folkemordet i Rwanda.
Der er intet nyt i den historie, især ikke for denne avis' læsere - vi fortalte den igen og igen for knapt et år siden. Men Washington Post har tvunget større mænd end Annan fra deres poster, og derfor nærer vi håb om, at Annan endeligt bliver tvunget til at redegøre for sin rolle i det rwandiske folkemord.
Information var for lille og fra for småt et land til at slå igennem hans arrogance. Det belgiske parlament var for ene til det samme - Annan forbød tidligere i år sine embedsmænd at vidne for en belgisk senatskommission om begivenhederne.
Den eneste gang, siger og skriver eneste, hvor Annan er blevet tvunget til i offentlighed at redegøre for sin rolle fandt sted i sidste måned, da Annan besøgte Danmark. Her fik én og kun én journalist mulighed for et interview med ham, og til vores allesammens store held var denne journalist Kirsten Larsen fra DR's Orientering, der sidste år kørte parløb med Information i afsløringerne af FN's generalsekretariats rolle op til folkemordet. Da hun med fare for at ødelægge sine muligheder som FN-specialiseret journalist stillede generalsekretæren spørgsmålet om hans rolle i tilbageholdelse af den fatale fax, reagerede han med vrede. Hvorefter han afviste, at spørgsmålet var relevant.
Netop i disse dage bliver vi igen mindet om, at sket ikke bare kan lades sket. Amnesty International har dokumenteret dét, som man anede på baggrund af de jævnlige dryp af grusomme nyheder: Mindst 6.000 rwandesere er blevet myrdet i år.
Hovedparten er hutuer. Hele den nordvestlige del af Rwanda, stort set kun beboet af hutuer, er reelt utilgængeligt på af usikkerheden dér. De såkaldte sikkerhedsstyrker er de umiddelbare bagmænd for usikkerheden. I jagten på hutuekstremister, der med voldelige nålestikaktioner forsøger at destabilisere den tutsi-styrede regering, farer hær og politi brutalt frem og slagter hele familier og landsbyer.
Det er ufatteligt, skriver Amnesty, at andre regeringer fastholder, at det er sikkert for hutu-flygtninge at vende hjem fra nabolandene, og derfor fortsætter med at repatriere flygtninge.
Endnu mere uhyggeligt er det, at både Sydafrika og USA ikke bare har leveret våben til den nye regering, men at USA også har nogle meget store fingre indblandet i træningen af den rwandiske hær. Åbenbart indgår uddannelsen i respekt for menneskerettigheder ikke med synderlig effekt i denne træning. Sammen med Uganda er USA Rwanda-regeringens vigtigste allierede, og eftersom USA også har stærke bånd til Ugandas regering er landet dermed placeret centralt til at påvirke den rwandiske regering. Det sker bare ikke. Lige som den amerikanske regering, der stod bag fjernelsen af Boutros Boutros-Ghali og indsættelsen af Annan, endnu ikke har ønsket at tvinge nogen af dem til at svare på ansvarsspørgs-målet.
Danmark har også en særlig rolle. Sammen med Belgien er det netop Danmark, der vedholdende og udførligt har kulegravet FN's rolle i folkemordet. Den famøse fax blev første gang offentligt kendt i Belgien, derefter internationalt kendt i en stor dansk udenrigsministeriel redegørelse for de internationale organisationers ageren op til og under folkemordet.
Siden har Danmark fastholdt en særlig interesse for Rwanda, hvis fremtid og skæbne især ligger udviklingsminister Poul Nielsons hjerte nært. Det bør han roses for, men han kommer mere og mere i det dilemma, at sympatien for folkemordets ofre, tutsierne, udnyttes af de overlevende tutsier til en mere og mere modbydelig opførsel. Enhver der frygter, hvad dette kan ende med, skal blot se på Israel, hvor dette århundredes andet store folkemord igen og igen bliver brugt til at legitimere brutale overgreb på palæstinensere og arabere.
Dilemmaet er alvorligt, for det er åbenbart, at tidens automatløsen - indførelsen af demokrati - ikke er noget svar på Rwandas kvaler. Med en (vælger-)befolkning bestående af 80 procent hutuer og med den blodige historie så tæt på det dyrebare liv, kan man hverken kræve eller forvente at tutsi-regeringen afleverer magten til demokratiet, læs hutuerne.
Hvad gør man så? Man hjælper med genopbygningen, og man kræver med store ord menneskerettigheder opretholdt. Ellers svinder alt håb.
Derfor må vi igen tilbage til 1994 og FN. Netop
dengang var landet ikke bare inde i en af de mere
fredelige perioder, det har oplevet, men der var også modererende kræfter i landet, der arbejdede hårdt
på det umulige, nemlig forsoning og forbrødring af
arvefjenderne. Fredsprocessen havde mange mang-
ler og huller og problemer, indrømmet. Men den var der.
Med FN's fatale ansvarssvigt - drevet frem af USA's berøringsangst overfor afrikanske fredsoperationer efter Somalia-katastrofen og Frankrigs tætte forbindelser til hutu-regeringen - var en fredschance forspildt.
Skal organisationen lære af dette, må det afgørende spørgsmål besvares: Havde generalsekretæren et afgørende ansvar?pety

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her