Læsetid: 5 min.

Rygter og genvordigheder

Den sande historie om, hvorfor Robert Fisk blev nægtet indrejse i USA
31. oktober 2005

Dette er historien om internettet, et pas og en plade chokolade. Nr 1. spredte løgne, nr. 2 var ubrugelig og nr. 3 blev aldrig spist.

Det hele begyndte, da jeg skulle til Santa Fe for at læse højt af min nye bog om Mellemøsten. I New Yorks lufthavn kørte det amerikanske fremmedpoliti muntert mit rødbedefarvede pas gennem deres computerscanner. At passet er fyldt med viseringer fra paria-lande anfægtede ikke skrankedamen fra Homeland Security. Hvad der virkelig bekymrede hende, var noget andet: "Passet vil ikke lade sig scanne," sagde hun.

En høj mand kom nu og scannede mine øjnes regnbuehinder og tog mine fingertryk. Nå, så må det være overstået, tænkte jeg. Jeg skulle blive klogere. 45 minutter senere kom en anden dame fra Homeland Security. Rædsomt ord, for resten, 'Homeland'. Minder ubehageligt om det nazibefængte, tyske Heimat.

"Mit ophold i Staterne behøver ikke at vare mere end 36 timer," sagde jeg. "Jeg skal bare holde et foredrag uden honorar. Hundredvis af tilhørere venter på mig."

"Jeg må spørge min overordnede," kvidrede hun, stadig lige muntert. Al munterhed var væk, da hun kom tilbage og meddelte, at den overordnede havde sagt nej. De gode folk, som skal hindre Osama bin Laden i at angribe Amerika, havde afgjort sagen: Jeg kunne ikke få lov at læse op af min bog i Santa Fe.

Internet-vrøvl

Takket være moderne satellittv-teknik lykkedes det alligevel for mig at gennemføre min oplæsning. Men så kom slaget i ansigtet. En af arrangørerne havde sagt til New Mexican - en avis, jeg kunne tænke mig at opkøbe og lukke - at de amerikanske myndigheder havde nægtet mig indrejse, fordi mine "papirer ikke var i orden".

Inden for få timer myldrede internettet - et ækelt påfund, jeg ikke bruger - med historier om, at USA havde forbudt mig adgang på grund af mine kritiske artikler om Bush-regeringen, eller fordi jeg engang for længe siden havde interviewet bin Laden, eller fordi jeg var så forfærdelig en person, at intet anstændigt demokrati ville tillade mig at besudle dets dørmåtte. Dette vrøvl forfulgte mig rundt om i jorden. Til Australien, hvor jeg skulle lancere min bog, og blev spurgt - i 10 radio og tv-interview og fire foredrag - hvordan det føltes at blive bandlyst fra USA. Jeg må have brugt timer på at forklare, at det ikke var sandt, og at mit pas bare var gammelt til at blive scannet. I Skotland introducerede en akademisk forsker mig for sit publikum med at, at "mine artikler måtte have gjort Bush-regeringen rasende", siden jeg var blevet smidt ud. Internetvrøvlet forfulgte mig helt til Dublin og Cork og derpå Belfast. Intet kunne øjensynlig slukke for det budskab.

I sidste uge kaldte min forlægger, Robin Harvie, politiets paskontor op og aftalte et interview med en inspektør, der skulle udstyre mig med de nye computerindkodede pas, amerikanerne nu kræver. Jeg er trods alt nødt til at være i New York den 8. november for at lancere min bog.

Altså af sted til paskontoret. Politifolkene her var høflige og forstod mit særlige problem. Jeg kunne godt have to pas. Jeg skulle bare have et brev fra Independent, der forklarede, at jeg arbejdede i Mellemøsten og at israelske viseringer var 'uforenelige' med indrejse i arabiske lande.

En opringning til udlandsredaktionen klarede sagen og få minutter efter kom brevet via fax. Ja, men de pasbilleder jeg havde med, passede ikke til formatet, sagde min inspektør nu. Om jeg ville tage nogle nye i fotoautomaten for enden af gangen. Det gjorde jeg så. Om igen sagde han. Mine briller havde reflekteret lys, der dækkede det nederste af mine øjne. Hvorfor ikke tage billedet uden briller på, foreslog han. Jeg vidste, hvad dette ville indebære. Fremover måtte jeg tage brillerne af over for hver en arabisk tolder. Og jeg havde heller ikke småpenge til et nyt automatfoto. Der var ikke andet at gøre end at løbe hen på Victoria Station og veksle en 10-pundsseddel. Det kunne ikke lade sig gøre, jeg måtte købe et eller andet. Det blev den billigste plade chokolade, jeg kunne finde.

Jeg drønede tilbage til fotoautomaten på paskontoret, gav Harvie chokoladen (han spiste den ikke), puttede igen 3,50 pund i sprækken, tog mine briller af og missede mod skærmen. Så tilbage til inspektøren. Nu var det en kvinde og hun lovede mig, at mit nye pas ville være klar en time, før jeg skulle til Oxford og derfra videre til Heathrow for at lancere min bog i Europa. Klokken var lidt over middag, da jeg blev ringet op fra Independent. Paskontoret havde brug for nye billeder.

Aaaaaagh!

Nu til et ord, jeg sjældent bruger i mine klummer: Aaaaaagh!

Tilbage til paskontoret. De andet sæt billeder var for slørede - noget min inspektør ikke havde registreret, da hun accepterede dem tidligere. Selvfølgelig var de slørede, for uden briller på, kunne jeg ikke se den fandens skærm. Og med brillerne på ville glasset reflektere på mine øjne igen. Jeg greb fat i Harvie.

"Kig ind i automaten og fortæl mig, hvordan mit spejlbillede ser ud, før jeg kaster pengene ind-" bønfaldt jeg ham.

Fire blitzglimt. Tilbage til inspektøren. Jo, alt var i orden. Men det nye pas ville ikke være klar, før om fire timer. Og jeg skulle til Oxford og holde foredrag om tre. Jeg bad Harvie om at sende det nye pas til mig i Irland.

"Det er ikke lovligt at sende pas med posten," afbrød inspektøren. Harvie mumlede et eller andet med tilbageholdt åndedræt - det lød, som når en anarkist planlægger sine anslag. "Jeg henter det straks i morgen og prøver at nå dig, før du tager af sted til Heathrow."

Og der stod han minsandten kl 08.00, iført cykelklemmer, og fremviste stolt kuverten med mit splinternye pas. Jeg skyndte mig til lufthavnen, åbnede kuverten og læste de ærværdige imperiale ord på side 1: "Hendes britiske majestæts udenrigsminister anmoder og gør i Hendes Majestæts navn krav på, at dette pas tillader bæreren at passere frit og uden hindring-"

Jeg kan lige se de glade drenge i Homeland Security studere denne formaning fra min udenrigsminister. Det skal nok skaffe mig ind i De Forenede Stater den 8. november. Eller måske ikke. Som det hedder: Fortsættelse følger.

Robert Fisks nyudkomne bog, 'The Great War for Civilisation' vil snart blive anmeldt her i avisen

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu