Læsetid: 8 min.

Ryk helt frem i debattens forreste geled

17. februar 2006

Filosoffer har ikke af princip ret, men vi skal saftsuseme blande os – hele tiden, siger 'filosoffen med løvemanken', A. C. Grayling. Tiden er ikke til et 'tænkningens renhedsideal' advarer han

"Filosofi", bemærkede forfatteren H.L. Mencken engang, "handler så vidt jeg kan se i hovedsagen om, at en eller anden filosof beflitter sig på at fremføre argumenter for, hvorfor alle andre filosoffer er fæpander. Og det lykkes i reglen for ham både at bevise det - og, må jeg tilføje, at inkludere sig selv i karakteristikken." Hvis sådanne fordomme stadig er er i omløb, er det i al fald ikke A.C. Grayling, der skal lægges til last.

Professoren fra Birkbeck College er blandt de relativt få engelske tænkere, som har slået sig op til at blive sit eget varemærke i en bredere offentlighed.

Konstant dukker han med sit skulderlange hår op i tv's debatprogrammer, stirrer os ugleagtigt imøde fra avisklummefotos eller udgiver bøger om så forskelligartede emner som Descartes og kinesisk litteratur. Og nu også et værk om, hvorvidt de allieredes luftbombardementer af Nazityskland kan siges at udgøre en krigsforbrydelse.

En filosof, dette er Graylings opfattelse, skal ikke indskrænke sig til at diskutere de finere nuancer i begrebsanalyser. I så fald inviterer hun selv til karikaturer så perfide som Menckens "fæpander". Næ, hendes job er at møve sig ind i den offentlige debats forreste geled og brydes med de største spørgsmål. "At have filosoffer, der ikke deltager i samtidens væsentligste diskussioner ville være som at have læger gående ubeskæftigede rundt på hospitaler."

"I 1950'erne og 60'erne - da Oxfordskolens 'dagligsprogsfilosofi' blev dyrket på sit højeste, var der blandt britiske filosoffer konsensus om, at 'vi må afholde os fra at moralisere om, hvad der er rigtigt og forkert. Vi må alene holde os til at analysere faktisk sprogbrug om rigtigt og forkert'. Det var fundamentalt forfejlet. Gnosis - erkendelsestørst - kan ikke stå alene. Praxis - handlinger - må føjes til. Filosoffer må være slagsbrødre, der går ud i verden og kæmper på ideernes slagmark."

Ingen kan anklage Grayling for at ikke at leve op til, hvad han ser som filosofiens kald. Han sidder og er dybt involveret i menneskerettighedsarbejde for FN og retshjælpsorganisationer, og da jeg møder ham, er han netop vendt tilbage fra Det Verdensøkonomiske Forum i Davos for at genoptage sin virksomhed på London-universitetet UCL (University College London, red.). Mens han forsøger at finde en vej gennem bogstablerne i sin rodede kælderhybel i Gower-street for at opspore en tekande, fortæller han muntre anekdoter fra Davos-mødet.

Men trods sit udadvendte og muntre gemyt, som bl.a. ytrer sig i en forkærlighed for at bære røde seler, skal man ikke tage fejl: Grayling er seriøs. I sin nye bog om de allierede luftbombardementer, Among the Dead Cities, skriver han:

"Blandt fagfilosoffer er det er lettere at møde gendrivelser af moralprincipper end det er at sikre konsensus om fundamentale moralbegrebers betydning. Men vor tids filosofi svigter deres mission, hvis den tillader termen 'akademisk' at blive synonym med indholdstom og futil".

Jeg beder ham uddybe:

"I Athens og Perikles' tid, ønskede filosofferne at finde svar på spørgsmål som hvad er retfærdighed", siger han. "Det var ikke nok for dem at være pragmatiske. Vor tids filosoffer har opgivet den klassiske tilgang. Dermed har de efterladt et tomrum. Og hvem træder ind i det? Det gør biskoppen, der kun har forudsigeligheder at byde på. Hvis bare de gad, kunne filosoffer kunne tibyde større indsigter og nuancerigdom - det er jeg overbevist om."

- Hvad mener dine kolleger om din stærke mediesynlighed?

"Flere purister synes jeg sælger ud. De forfladiger og skoser mig for at være 'medieliderlig poppedreng'. De stiller sig så hånligt an, fordi det anser det for vigtigt at værne om, hvad de ser som et tænkningens renhedsideal. Heldigvis er der også andre, som jeg er mere på bølgelængde med, selv om jeg kan være vildt uenige med dem. "

Grayling henviser bl. a. til æstetikprofessor Roger Scruton (forfatter til The West and the Rest), den deterministiske bevidsthedsfilosof Ted Honderich og den skepticistiske Cambridge-tænker Simon Blackburn.

"Selvfølgelig er der en evigt lurende fare for, at filosofien bliver forfladiget, hvis den underkaster sig massemediernes fremstillingsform. Al ordentlig filosofi må have fast forankring uden for medierne i seriøse værker," understreger han.

Graylings etiske instikt blev vakt allerede i hans barndom. Han blev født i 1949 i Luanshya i Zambia, hvor hans far var bankdirektør for Standard Chartered. Grayling-familien levede et priviligeret liv blandt eliten i den hvide koloniadminstration. Han husker, hvordan familiens sorte tjenere tabte både næse og mund, da Kenneth Kaunda (der senere skulle blive det uafhængige Zambias første præsident) en dag besøgte hans far og de sammen sad på verandaen og diskuterede.

"De kunne ikke tro deres egne øren, at en sort mand kunne tale så lærd med deres bwana. I øvrigt kaldte vi konsekvent alle mandlige tjenestefolk for James - det var det nemmeste. Jeg husker, hvordan chauffør-James, som anså sig for højere i racehierarkiet, fordi han var ansat i så fin en hvid familie, havde for vane med rulle vinduet ned, hvis bilen ikke kunne komme frem og råbe: 'Skrid ad helvede til, I sorte skiderikker eller jeg slår jer ihjel'. Det var sådanne erfaringer, der fik mig til at tænke, at noget var fuldstændig forkert ved det samfund."

Efter studier ved Sussex og Oxford University - under bl. a. A. J. Ayer og P. F. Strawson - blev Grayling undervisningsassistent i filosofi i Oxford. Hans første værker var konvetionelle studier i tidens stil af Russel, Wittgenstein og Berkeley. Som ganske ung skrev han også en introduktion til filosofisk logik, der fik så stor udbredelse, at de filosostuderende gav den øgenavnet The Holy Grayling.

Som dreng fantaserede Grayling om at være jagerpilot i en Spitfire og deltage i luftslaget om England imod Luftwaffes Messer-schmidts. Han vedkender sig, at interessen for de allierede flyvere går tilbage til disse drengedrømme.

"Der er skrevet et væld af bøger om de allieredes luftkrig," siger han, "men forbløffende få filosoffer har vovet at tage klar stilling til, om Bomber Harris' (britisk luftmarskal) strategiske luftkrig var berettiget. For mig var det en stor udfordring at udforske dette spørgsmål."

Bogen, der er dedikeret til hans syv børn, giver et prisværdigt klart svar på spørgsmålet om, hvorvidt de allieredes bombardement af civile boligkvarterer var legitim krigsførelse eller forkastelig krigsforbrydelse.

Grayling konkluderer, at bombningen "hverken var nødvendig, forholdsmæssigt rimelig eller i overensstemmelse med de humanitære principper, der har været bærende i vestlige moralforestillinger gennem 2.000 år."

"Der findes ikke nogen måde, hvorpå disse tæppebombninger kan retfærdiggøres," insisterer Grayling, der mener, at brandbomberne mod Hamburg og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki må anses for fuldt så fordømmelige som terrorangrebene på Twin Towers og Pentagon i 2001.

"Vi er kommet til at se 11. september som det værste overlagte terrorangreb imod civile nogensinde. Som topmålet af al grusomhed. Men USA og Storbritannien burde se sig i spejlet. De planløse terrorbombardementer af tyske og japanske storbyer med bomber i tusindvis af ton hver eneste dag, hver eneste nat - det var 11. september døgnet rundt i flere år. Den sammenligning er uafviselig."

Grayling er urokkelig. Mere vaklende er han i spørgsmålet om sammenstødet imellem europæisk sekularisme og en stadig mere selvhævdende fundamentalistisk islam. Grayling sidder i World Economic Forums C-100-gruppe, der beskæftiger sig med relationerne imellem den islamiske verden og Vesten. I betragtning af hans position som "kompromisløs ateist" skulle man mene, at udgangspunktet ikke var optimalt.

"Under andre omstændigheder ville jeg være lige så meget fundamentalist og fastholde, at al gudstro er irrationel og absurd," siger han. "Men de praktiske realiteter er, at religion spiller en overmåde stor rolle for overmåde mange mennesker, hvilket har resulteret i nogle af de blodigste konflikter, historien har kendt. Derfor har vi alle pligt til at tænke grundigt over, hvordan vi bedst mindsker spændingerne og holder liv i dialogen."

Alligevel Grayling fastholder sin udtalte sympati for franskmændenes konsekvente, principfaste forsvar for den sekulære stats værdier, som det kommer til udtryk i forbudet mod at iføre sig demonstrative religiøse symboler i statsskoler.

"I Frankrig kan du bære hijab 16 timer i døgnet, men i de otte timer, hvor du er i skole, er du borger i republikken som alle de andre - ikke en person, der partout skal stille dit sekteriske tilhørsforhold til skue," siger han.

"Hvis det franske multikulturelle samfund er et fejlslagent eksperiment, så bæres skylden først og fremmest af de muslimske indvandrere, som valgte at komme til Frankrig for at blive franske, men efterfølgende nægtede at følge spillets regler. Men at være fransk vil først og fremmest sige at være en civiliseret samfundsborger - ikke, at man skal gå rundt med en kæmpe badge, hvor der står Behandl mig helt anderledes. I mine øjne gør franskmændene ret i at insistere stejlt på dette princip."

Det er sjældent, i al fald i britisk offentlighed, at høre et så definitivt forsvar for sekularisme. Graylings krav om, at indvandrere må sætte deres religiøse overbevisninger kommer i anden række efter den etablerede kulturs normer placerer ham i et tvivlsomt selskab af højrepopulister, som er nået til den samme konklusion fra et andet udgangspunkt. Men det får ham ikke til at vige:

"Jeg mener, at personer, der føler det påtrængende nødvendigt at iføre sig hijab eller anlægge Taleban-skæg burde tænke grundigt over, hvordan dette vil påvirke deres sociale relationer med de oprindelige medborgere i det samfundsfællesskab og den kultur, de er nytilkommere til."

Synspunktet er markant og af Grayling kunne man heller ikke vente sig mindre. I sin nye bog citerer han historikeren Robin Neillands for en bemærkning om, at "krige normalt ikke udkæmpes af moralfilosoffer". "Sandt nok," siger han. "Men vær forvisset om, at moralfilosofferne nok skal melde sig for at gennemsøge skraldespandene, når krigene er forbi og indstævne de ansvarlige for historiens domstol."

Deri ligger forskellen på Grayling og "fæpander", som hellere dyrker det højere formallogiske skoleridt, og som Mencken spiddede så træffende. Han fælder dom. Er han en filosofisk folketribun? Det afviser han: "Jeg siger ikke, at filosoffer per princip har ret, eller at vi skal opdrage på resten af samfundet. Det ville være prætentiøst. Men vi skal saftsuseme blande os. Hele tiden."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu