S og DF: Læg pres på Iraks regering
Læk fra Baker-kommissionens rapport tyder på, at udvalget vil anbefale præsident Bush at påbegynde en gradvis tilbagetrækning fra Irak allerede næste år. Hos de danske politikere kommer anbefalingen ikke som en overraskelse. Mens Socialdemokraterne fortsat ønsker de danske styrker ud hurtigst muligt, fastholder Dansk Folkeparti, at vi skal følge USA og Storbritannien. Men muligheden for, at man ved at trække styrkerne tilbage kan lægge pres på Iraks regering, modtages positivt hos de to partiers udenrigsordførere.
"Det er et problem, at den irakiske premierminister (Nuri al-Maliki, red.) er meget tæt forbundet med de militser, der kæmper i Bagdad. Det handler om at lægge yderligere pres på ham, for han er dybt afhængig af træningen og den militære og økonomiske bistand fra koalitionen," siger Mogens Lykketoft (S).
DF's Søren Espersen er meget tilfreds med, at Baker-udvalget efter alt at dømme regner med, at irakerne gradvis kan overtage arbejdet fra 70.000 tropper:
"Det kan være en positiv historie om, at irakerne faktisk er på vej. Samtidig vil det være en pression at trække nogle styrker tilbage og dermed sende et signal om, at irakerne selv må tage fat. Det kan opfattes som en sovepude, at amerikanerne løser opgaven," siger han.
Ifølge Lykketoft er opfordringen fra Baker-kommissionen om en gradvis tilbagetrækning et klart signal om, at den hidtidige strategi har været 'katastrofal fejlslagen'.
"Og en erkendelse af, at de udenlandske styrker i særklasse er målet og samlingspunktet for meget af den voldelige modstand. For amerikanerne er det desuden ubærligt at have styrkerne så udsatte, som de er i dag,"siger han.
Samtidig anbefaler rapporten en konference i regionen, hvor USA kan tale med Iran og Syrien. Også det modtages positivt af Lykketoft, som peger på, at flygtningestrømme fra Irak også vil være et incitament for nabolandene til at medvirke til at finde en løsning. Den endelige rapport forventes at blive leveret til den amerikanske præsident på onsdag, men allerede nu ytrer George Bush sig skeptisk i forhold til anbefalingerne om tilbagetrækning.
"Jeg ved, at der er en masse spekulationer om, at disse rapporter i Washington vil betyde, at der er en form for elegant vej ud af Irak," sagde præsidenten efter et møde med den irakiske præsident med henvisning til lækagerne fra rapporten. Men, tilføjede Bush: "Vi bliver i Irak og gør vores arbejde færdigt, så længe regeringen ønsker, at vi er der."
Søren Espersen forventer, at rapporten vil få stor betydning herhjemme såvel som i Storbritannien og USA. Men de endelige konklusioner venter DF's ordfører først til nytår, når rapporten er læst igennem og drøftet med de allierede.
"Men omkring nytår vil der forhåbentlig komme et samlet udspil, som vi skal se på," siger Espersen.
Analysen fra Lykketoft lyder på, at den danske regering bag kulisserne leder desperat efter en grund til at trække de danske styrker ud.
"I hvert fald inden i et valg," siger han.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »