Læsetid: 2 min.

S-forslag til bedre integration

En ny integrationshandlingsplan fra S mødt med kritik af DF, mens R og SF er positive. Regeringen arbejder med sit eget integrationsudspil
21. april 2005

Det første konkrete forslag fra den nyvalgte S-formand, Helle Thorning-Schmidts, hånd er et integrationsudspil, der skal sikre, at langt flere indvandrere kan forsørge sig selv. Desuden skal arbejdsmarkedets parter forpligtes til at arbejde konkret med integration på den enkelte arbejdsplads.

Antallet af flygtninge, der kan forsørge sig selv efter integrationsforløbet, skal op fra 24 til 50 procent, og antallet af indvandrere og andengenerationsindvandrere i beskæftigelse skal op fra 57 procent til 70 procent, ly-der nogle af målsætninger-ne i et forslag til ny integrationshandlingsplan frem til 2015.

Helle Thorning-Schmidt medbragte forslaget og en opfordring til at indlede forhandlinger i Folketinget om bedre integration, da hun onsdag havde sit første møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Statsministeren kvitterede ved at fortælle, at regeringen selv arbejder med et integrationsudspil, som på et ikke nærmere angivet tidspunkt vil blive præsenteret for partierne med henblik på at lave en aftale.

Dansk Folkeparti kritisk

Dansk Folkeparti kritiserer Socialdemokraterne for at komme med forslag om integration, samtidig med at partiet afviser stramninger af udlændingeloven, der har til formål at mindske antallet af udlændinge i Danmark.

"Det hænger ikke sammen," siger Dansk Folkepartis partiformand, Pia Kjærsgaard, til Ritzau.

Til gengæld tager De Radikale godt imod idéen om at lave en national handlingsplan for integration.

"Kvaliteten af integrationsindsatsen er desværre meget svingende fra kommune til kommune. Derfor er der behov for klare ambitioner og visioner, som kan måles," siger udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen.

De Radikale har selv lavet en integrationshandlingsplan, der på nogle punkter er mere ambitiøs end Socialdemokraternes. Blandt andet vil partiet have halveret forskellen i arbejdsløshed mellem flygtninge/indvandrere og danskere allerede i 2010.

Men vellykket integration handler også om at skabe en god stemning, påpeger Elsebeth Gerner Nielsen.

Socialdemokraterne kritiserer regeringen for ikke at løse problemerne med integration.

Initiativerne i S-handlingsplanen skal tages af Folketinget i samarbejde med arbejdsmarkedet, skolen, uddannelser, boligområder og det retspolitiske område med inddragelse af en lang række mennesker og foreninger.

Ansvaret for integrationen skal fortsat ligge i kommunerne, men de skal ifølge planen have flere penge til at løse opgaverne. Desuden skal der nedsættes en politisk følgegruppe med deltagelse af folk udefra til at overvåge, om initiativerne virker efter hensigten.

SF er positive

Flere flygtninge og indvandrere bør forsørge sig selv ved arbejde. Derfor bør private og især offentlige arbejdsgivere ansætte flere med anden etnisk baggrund. Det kan enten ske ved kvoter eller krav om, at personalet på offentlige arbejdspladser bør afspejle befolkningens samensætning.

Det siger SF's gruppeformand Ole Sohn. Han ser positivt på Socialdemokraternes integrationsplan frem til 2015. Den vil forpligte arbejdsmarkedets parter til at forbedre integration på arbejdspladserne.

Ifølge SF bør boligpolitikken også inddrages i integrationen, så man forhindrer, at indvandrere og flygtninge klumpes sammen i ghettoer. Boligprisernes himmelflugt betyder, at kun lavtlønnede bliver boende i almene byggerier med en månedlig husleje på 10.000 kroner, påpeger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu