»Vi er ikke særlig meget ude af trit med befolkningen.«
Socialdemokratiets politiske ordfører, Mogens Lykketoft om partiets udlændingepolitik
DET ER IKKE let at være socialdemokrat i disse tider. Se bare på citatet herover: Det strutter ikke lige frem af selvtillid, vel? Men sådan er det, når otte år på kommandobroen er blevet afløst af udsigten til måske ganske lang tid, hvor det kan blive svært overhovedet at få lagt en hånd på roret. VK-regeringen kan, når det passer den og det har det som bekendt allerede gjort nogle gange blæse højt og flot på midterpartierne, store som små, og gennemføre sin politik med de indtil videre ganske medgørlige danske folkepartister.
Når chancen for at få indflydelse så byder sig, så turde det være indlysende, at man griber den eller hva? Nej, det er ikke indlysende. Det turde fremgå af den debat, der senest i weekenden har hærget Socialdemokratiet: Skal partiet søge indflydelse på udlændingepolitikken ved at gå med i et forlig, som også rummer Dansk Folkeparti?
Ja, gå med, mener bl.a. Herlevs borgmester, Kjeld Hansen, og Metal-formand Max Bæhring, for det er det, vælgerne vil have. »Når det skrider for Socialdemokratiet på udlændingepolitikken, så er det, fordi vi ikke har et svar på, hvad vi vil gøre ved tilstrømningen, og det ønsker meget store del af den danske befolkning,« sagde Herlev-borgmesteren i weekenden.
Nej, hold os udenfor, mener andre af to grunde: For det første vil chancerne for at få indflydelse på forliget være nærmest lig nul, så derfor er der ingen grund til at få sorte fingre af det, mener f.eks Mogens Lykketoft. For det andet, mener f.eks. en Svend Auken, ligner regeringens udspil slet, slet ikke socialdemokratisk politik, så den skal man under ingen omstændigheder røre med en ildtang.
At de to grupper af nej-sigere så ikke nødvendigvis kan identificere sig med hinandens argumenter, det afspejler ganske godt den forvirring, som Danmarks fhv. største parti fortsat befinder sig oven på de tørre valgtæsk, der blev uddelt den 20. november.
AT DET LIGE præcis handler om udlændingeområdet gør det ekstra penibelt for socialdemokraterne. Gallup har for partiet undersøgt, hvor stemmerne blev af, og det dokumenterer, hvad der egentlig har ligget klart siden valgaftenen: Socialdemokratiet tabte valget på to ting: Det blotte ønske om fornyelse og udlændingepolitikken.
Den store socialdemokratiske plan om at føre valgkamp inde på fjendens område ved at lade daværende indenrigsminister Karen Jespersen køre hårdt frem på udlændingeområdet slog fejl. Måske havde man undervurderet højrefløjens muligheder for at overtrumfe de foreslåede stramninger. Måske var det den manglende enighed om partiets linie, der skinnede igennem. Og var det særlig troværdigt, at partiet nu lige pludselig begyndte at kalkere Dansk Folkepartis synspunkter og retorik? Næh, vel var det ej så hellere den rene vare, tænkte sikkert mange vælgere.
Logisk nok har valgnederlaget ført til relativt diskrete, men temmeligt bitre miner i flere kroge af partiet, og den centrale partiledelse, der er identisk med de tidligere regeringstop, er siden blevet omringet af sine egne. I disse dage, hvor regeringens udlændingeudspil er ved at udmønte sig i lovgivning, og hvor dens integrationsudspil er på trapperne, har de kræfter i Socialdemokratiet og omegn, der var helt enige i strammerkursen, let spil. De skal bare sige pip, så står pressen der for at dokumentere den forlængede krise, splid og splittelse i partiet. Og samtidig har nederlaget også styrket argumenterne for slapperne i partiet: Der kan I bare se vi kunne ikke vinde et valg på at stramme, så nu holder vi os til rigtig socialdemokratisk politik.
SÅ SPLID ER DER på flere leder, og uanset hvor mange lag arbejdstøj, Nyrup og co. trækker i, kræver et comeback som central politisk aktør både reelt og mentalt at partiet gør op med sig selv, om man vil løbe efter vælgerne, eller man bruge sin politik til at få vælgerne til at komme tilbage. Oversat til den aktuelle situation lyder spørgsmålene: Mente S det alvorligt med udlændingestramningerne, eller var det bare et forsøg på at holde på vælgerne?
Disse spørgsmål kan ikke besvares ved at at gå i strategisk vinterhi på udlændingeområdet, men det er desværre nogenlunde det, partiets top med Nyrup og Lykketoft i spidsen har valgt at gøre indtil videre. Formodentlig kan man ikke helt frigøre sig fra tanken om snart at vinde magten tilbage, og i den optik er positioneringen i forhold til Dansk Folkeparti ikke uvæsentlig.
Men hvis det betyder, at Socialdemokratiet træder vande og ikke internt gør op med sig selv, hvad man er for et parti, så får man ikke magten lige foreløbig. Det kræver mod til at dykke ned i vælgerhavet uden at være sikker på fangst, for hvem siger, at der er nogen, der bider på den holdninger, der er på krogen?
Aktuelt er der kun ét at gøre, nemlig at svare på det helt banale spørgsmål: Hvad er socialdemokratiets politik på det her udlændingeområde? At det åbenbart er så svært at svare på viser, hvor tynd is man var ude på i sin valgkampstrategi, og hvor stor lussingen siden har føltes. Men det viser også, hvor langt der er fra den ene side af partiet til den anden, og hvor langt der er igen, før Socialdemokratiet får styr på selvforståelsen f.eks. i forhold til det der parti ude til højre. Og i forhold til den befolkning, man »ikke er særlig meget ude af trit med.«
