Læsetid: 2 min.

S-ordførere trodser ledelse: Vil lave fælles valgudspil med R og SF

S bliver nødt til at lave et fælles valgudspil med De Radikale og SF, mener to S-ordførere. Ledelsen er uenig. Fint med fælles strategi men 'nej tak' til fælles valgudspil
19. januar 2006

Hvis Socialdemokraterne skal vinde næste valg, så skal man satse på et fælles valgudspil med De Radikale og SF.

Så klart lyder analysen fra partiets arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov og miljøordfører Pernille Blach Hansen.

Udspillet skal ligge klar inden næste valg, men allerede til de kommende velfærdsforhandlinger bør de tre oppositionspartier koordinere en fælles politik, mener de.

"Vi bør kigge på de norske erfaringer, hvor vælgerne var klar over, at der var et fælles regeringsgrundlag fra oppositionen. Der er så mange ting, der samler os, at vi bør sætte os ned og skrive et fælles valgudspil sammen med De Radikale og SF," siger Thomas Adelskov.

Han ser reelt ingen anden udvej end et fælles valgudspil, da regeringens flertal med Dansk Folkeparti er så massivt.

"Vi må erkende, at vi har en fasttømret regering, som kun kan besejres, hvis vi står sammen. Lejligheden er til, at vi gør det nu," siger Adelskov.

Han mener, at det fælles valgudspil skal ligge klar i god tid inden næste folketingsvalg.

Tre hovedpunkter

Miljøordfører Pernille Blach Hansen er enig.

"Vi har ingen interesse i, at regeringen igen og igen kan udstille vores forskelligheder. Der skal være noget, som samler oppositionen. Derfor vil et fælles valgudspil fra S, R og SF være med til at styrke vores position," siger Pernille Blach.

Det fælles oplæg skal fokusere på tre punkter, mener hun. Uddannelse, ulighedsdebatten og velfærd. Specielt det sidste punkt bør de tre partier sætte sig ned og koordinere inden de kommende velfærdsforhandlinger med regeringen i februar.

"I forhold til de kommende velfærdsforhandlinger er det nødvendigt, at der bliver gjort en ekstra indsats for, at partierne trækker i samme retning. Det forløb skal koordineres, så vi får maksimalt ud af forhandlingerne. Vi må have en fælles interesse i, at vi står samlet i det her forløb. Efterfølgende skal det resultere i et fælles valgudspil," siger hun.

Men i den Socialdemokratiske ledelse bliver et fælles valgudspil med De Radikale og SF ikke mødt med klapsalver.

"Vores holdning er den, at vi er tre forskellige partier, der går til valg. Sådan har det været altid, og det synes vi ikke, at man skal ændre på. Vi skal samarbejde, men vi skal ikke lave noget fælles valgudspil," siger politisk ordfører Lotte Bundsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her