En lille landejendom i totalt forfald. Landbrugsredskaber ligger spredt rundt omkring som strandede hvaler. Et træ er væltet, en traktor ligeså og himlen er tung og blygrå. Som for at understrege den truende stemning, ser man i baggrunden en røgsøjle stige op fra vintermarken. Hvad er der sket? Har der været krig eller er der sket en eller anden økologisk katastrofe, som har ramt dette afsides sted? Svaret er nej, for som en kontrast til al forfaldet på det lille husmandssted, står et moderne og strømlinet transformatortårn uberørt hen ligesom en tilsyneladende uskadt bil står parkeret ved siden af huset.
Kunstneren bag dette dramatiske og melankolske maleri hedder Allan Otte (f.1978), som har et førstehåndskendskab til sceneriet. Han er nemlig vokset op langt ude på landet i nærheden af Farsø i Nordjylland. Her oplever man den samme tendens som man ser andre steder i Danmark: de små gårde og husmandssteder forfalder til fordel for gårdkomplekser, der med deres enorme størrelse og præfabrikerede bygninger nærmest minder om fabrikker. Og dette er, hvad Allan Otte maler. Sammenstødet mellem den gamle verden med dets bindingsværk, halmtag, gamle traktorer og små krydderhaver og så de nye kæmpemæssige produktionshaller, hvor svin, kvæg og høns stuves sammen i tusindvis. Hvor ajlebeholdere og kornsiloer er så store, at selv egnens herregårdsmæssige hovedbygning virker diminutiv i sammenligning.
Motiverne kan vel næppe være mere romantiske med deres præg af melankoli, apokalyptisk stemning og den negative holdning overfor industrialiseringen af landbruget. Allan Otte distancerer sig imidlertid bevidst fra enhver sammenlign med guldaldermaleriet, idet han arbejder på en nærmest konceptuel måde. Først bliver billedet behandlet på computeren med powershop, indtil kompositionen er helt færdig. Så begynder Allan Otte at male, udelukkende med lodrette og vandrette penselstrøg og med en konsekvent brug af afdækningstape og af og til airbrush. Altså ikke noget med ekspressive malerdikkedarer her!
På denne måde er det lykkedes Allan Otte på én gang at arbejde endog meget stramt og formelt samtidigt med, at motiverne som sådan tydeligvis har klare referencer til f.eks. Johan Th. Lundbyes nationalromantiske landskabsmalerier fra 1830'erne og 40'erne. At helheden ikke som hos Lundbye går op i en højere transcendens, gør blot den truende stemning i Allan Ottes malerier endnu mere markant.
Allan Otte er femteårselev på kunstakademiet i København og er repræsenteret på Skive Kunstmuseum og Arken