Læsetid: 2 min.

Ikke så fantastisk

Tim Storys 'Fantastic Four' er glimtvis underholdende, men for overfladisk
4. august 2005

Hvorfor lever man ikke i en verden ligesom dem i tegneserierne? I en tegneserieverden bliver man ikke syg eller dør, men bliver til en cool superhelt, hvis man bliver bidt af en genmodificeret edderkop eller udsat for en radioaktiv storm i det ydre rum. Præcis som i Fantastic Four, Tim Storys filmatisering af Marvels og Stan Lees klassiske tegneserie om de fantastiske fire. Videnskabsmanden Reed Richards (Ioan Gruffudd), hans ekskæreste Sue Storm (Jessica Alba), bedstevennen Ben Grimm (Michael Chiklis) og Sues lillebror, vovehalsen Johnny (Chris Evans), flyver sammen med Reeds arrogante, tidligere studiekammerat - og Sues nuværende kæreste - den hovedrige Victor Von Doom (Julian McMahon) ud til Dooms rumstation og bliver her udsat for en voldsom stråling. Tilbage på Jorden begynder de alle at forandre sig, og snart er de fantastisk fire og deres ærkefjende Dr. Doom født. Reed alias Mr. Fantastic får evnen til at strække sin krop så langt, der er brug for det. Ben bliver forvandlet til den superstærke stenmand Tingen. Sue, Den usynlige kvinde, kan gøre sig usynlig og skabe kraftfelter. Og Johnny kan lave ild og flyve rundt i luften som en ildkugle, en levende supernova. Doom bliver langsomt til metal og er nu i stand til at manipulere med elektricitet - en evne, han udnytter til fulde, da Reed og Sue finder sammen igen, og Doom beslutter sig for at lade sin vrede gå ud over De fantastiske fire, der må lære at arbejde samme og mestre de nye superkræfter.

Lang i spyttet

De fantastiske fire er så at sige tegneserieverdenens førstefamilie - og Doom er en af Marvels sejeste skurke - og man kunne måske godt have ønsket sig en instruktør, der tog dem lidt mere alvorligt. Fantastic Four er en indimellem voldsomt underholdende film - især Johnnys oneliners og sammenstød med den temperamentsfulde Ben er kostelige. Men i modsætning til flere af sine kolleger, der dyrker tegneseriemediet og f.eks. interesserer sig for at udforske superheltens psyke i deres film, er Story primært fokuseret på at servere en omgang sjov og spas for sit publikum. Fair nok, det bliver dog lidt trættende i længden, at han ikke graver dybere. Filmen er lidt lang i spyttet, især mod slutningen, hvor den ene actionscene afløser den anden uden at have noget voldsomt originalt at byde på. Tillige er der ikke kælet for effekterne, som ser kunstige ud, og man forlader biografen med den kedelige følelse af at have fået fortalt en historie, som fortælleren, instruktøren, ikke selv tror på.

Fantastic Four. Instruktion: Tim Story. Manuskript: Michael France og Mark Frost. Amerikansk. Premiere i dag. (En fantastisk masse biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her