Læsetid: 2 min.

'Vi er ikke så forskellige'

"Min mand kom til Polen og stjal mig," griner 57-årige Danuta Rune. Den livsglade bedstemor til fire har aldrig haft problemer med Danmark eller med at være knyttet til to lande. Men hendes syge mor i Polen fylder meget i bevidstheden
3. juli 2006

- Hvem sender du penge til?

"Min mor. Hun er 85 og er slidt af et langt liv. Hun har gigt ligesom dronningen. Jeg har lige sendt 1.000 kroner, men jeg plejer at sende et par hundrede kroner om måneden. Nogle gange 500, alt efter hvad jeg har. Jeg beder af og til mine tre børn om at sende penge, fordi de har lidt flere end mig."

- Hvor tjener du penge?

"På et plejehjem. Men jeg har haft mange forskellige job, siden jeg kom hertil for 25 år siden. Det er udmærket at arbejde på plejehjemmet, og jeg har godt og vel 10.000 kroner efter skat. Så veksler jeg nogle penge her hos Western Union og sender dem fra posthuset, så hun kan få dem direkte i hånden."

- Er det din mor, der har bedt dig sende pengene?

"Nej, hun beder mig ikke - hun kan ikke lide at spørge om penge, selv om hun har svært ved at få sin pension til at slå til. Hun tager hensyn og tænker på mig - men jeg tænker på hende. Jeg er jo ikke glad for, at jeg ikke kan hjælpe hende til daglig. Jeg besøger hende en gang om året."

- Hvorfor rejste du til Danmark?

"Min mand kom til Polen og stjal mig! Nej, jeg rejste med ham herop, men de sidste 10 år har jeg boet alene. Dengang var min mor glad for, at jeg rejste, fordi jeg var en fattig bonde, der levede alene og arbejdede hårdt, men ikke kunne leve af det. Men nu er min mor gammel og har brug for hjælp, og selvfølgelig savner hun mig."

- Har du oplevet problemer med at bo i Danmark?

"Nej, det har aldrig været svært at få arbejde. Og danskerne har altid sagt til mig, at polakker er gode mennesker! Vi er ikke så forskellige. For mig er der ingen forskel på at være dansker og polak. Jeg er mig selv, og jeg har begge dele i mig. Den eneste forskel er religionen."

- Er du religiøs?

"Ja, meget. Jeg er ikke perfekt, men jeg prøver at være en god katolik. Jeg går i Helligåndskirken på Dortheavej, hvor der er mange gode prædikener. Og ja, den er protestantisk, men det gør ikke så meget. Vi tror jo på det samme, vi fortolker det bare lidt forskelligt."

- Kunne du forestille dig at flytte til Polen igen?

"Nej, jeg bliver boende, hvor mine børn bor."

- Hvad hvis de rejser fra dig?

"Det kan jeg ikke forestille mig, at de gør. Vi ser hinanden meget. Og jeg er så glad for mine børnebørn."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her