Læsetid: 7 min.

Så gik der tid med det

Mens våbenkapløbet rasede, og bevægelser som punk og yuppie sloges om at sætte dagsordenen og rydde forsiderne, underholdt ensembler som Tøsedrengene og Rocazino tidens unge med renfærdige sange om længsel, drømme, forhåbninger og tab. Nu er begge orkestres samlede produktion udsendt i hver sin handy boks
9. december 2006

Før revisionismen sætter ind, og 1980'erne forvandles til en lallopatisk catch-phrase a la de brølende tyvere eller de glade tressere (og nu begynder man også at høre den om de fede halvfemsere her og der - ja, ja, så siger vi det), så lad os huske på, at årtiet først og fremmest stod i de grelle modsætningers tegn, bedst eksemplificeret ved to modsatrettede subkulturelle tendenser, vi for nemheds skyld kan kalde punk og yuppie.

For punk var det etablerede, kapitalistiske system med tilhørende supermagter og våbenkapløb pilråddent, og kunne det ikke destrueres, kunne det i det mindste forkastes. Fuldstændig og totalt. Alternativet var sammenhold, nihilisme, solipsisme, stoffer og kinky sex samt spæde forsøg på at stable diverse alternativer på benene.

For yuppierne var kapitalismens grundregler de eneste, der duede, USA styrede for vildt, mens kunsten at tjene mange penge på andres bekostning var selve tilværelsens mening. Med trojkaen Reagan, Thatcher og Schlüter ved magten i deres respektive nationer må det siges, de havde medvind i perioden.

Det eneste, punk og yuppie paradoksalt nok havde til fælles, var ønsket om at udradere tresserdrømmen, som de af vidt forskellige årsager fandt klam, kvælende, naiv, håbløs, omklamrende og passé. Det var et årti, hvor individualismen potenseredes helt ud i det latterlige, og det er efter denne signaturs mening der, årsagerne til mange af nutidens problemer skal søges i højere grad end de efterhånden nærmest af vane så gennempryglede tressere, der sgu da fik det dræbende nakkeskud af firsergenerationen. Som nu altså sidder på magten og flæsket og vanebrokker sig over alting og et posthus.

Men så var der jo alle de andre unge, som bare ville nogenlunde helskindede gennem pubertet og tidlig ungdom, have en skid på lørdag aften og noget på den dumme m/k. Hvad med dem? Hvad gik de og lavede? Hvad gik de og lyttede til?

Udefinerlige popmagi

I starten af årtiet blev det via min tilknytning til et af tidens mange undergrundsagtige tidsskrifter mit lod at spille månedens singler for sangerinden Anne Dorte Michelsen fra den i mit miljø så foragtede popgruppe Tøsedrengene, uden sammenligning ét af tidens mest elskede navne i den særlige genre kendt som kystbanerock.

Jeg kan huske, jeg studsede over, at en så succesfuld popstjerne boede i en skodlejlighed i Istedgade, men vi satte os da fluks ned og lyttede til de medbragte singler, som Michelsen kommenterede, mens jeg griflede løs. Efter seancen spillede hun nogle af sine yndlingsplader for mig og vi snakkede om løst og fast, hvorved jeg kom til at ytre mig kritisk over for hendes praksis i Tøsedrengene. Michelsen kiggede på mig og sagde så noget i retning af følgende:

"Nu spiller vi jo ikke for en forfinet skønånd som dig, Lynggaard, men for de unge ude om i landet, der ikke læser William Burroughs og lytter til dårlig punk. Dem, der passer deres skole, er forelsket i én fra parallelklassen, ikke helt forstår, hvorfor verden ikke er et bedre sted at være og slet ikke, hvorfor deres forældre er så forstokkede. Og som kan lide en fængende melodi og en mundret tekst, de kan relatere til. Og når jeg står på en scene i en aula og ser dem danse til vores musik, synes jeg faktisk, vi gør det godt!" End of discussion.

Og måske havde Michelsen lidt ret. I hvert fald er Tøsedrengenes i alt seks albums blevet remastererede og samlet i en handy (men for os ikke kæmpefans også noget heftig) boks kaldet Komplet. På foranledning af koryfæet Tim Christensen, der også har skrevet en oprigtig kærlighedserklæring til bandet i den medfølgende appetitlige booklet.

De første to albums, hvor besætningen bestod af de herrer Henrik Stanley Møller (keyboards/vokal), Michael Bruun (guitar/vokal), Aage Hagen (keyboards), Klaus Kjellerup (bas/vokal) og Jan Sivertsen (trommer), glimrer primært ved musikkens høje tekniske niveau med primær inspiration fra reggae a la Police, om end der også kan spores inspiration fra bl.a. calypso, fusionsjazz og tidens stereotest band nr. 1, Toto, noget da relativt nyt i dansk pop, hvor det havde været norm at tale musikalsk ned til publikum.

Swinger så det svimler

Til gengæld er der langt mellem mindeværdige sange, men på Tiden Står Stille fra 1981, sker der noget på nummeret "Sig du ka' li' mig", hvor korsanger Michelsen træder frem fra baggrunden og giver en duet med Stanley Møller. Selv om nummeret er lidt debilt i anslaget, besidder det den der udefinerlige popmagi, der da også gjorde sangen til landeplage. Med tryk på plage. De fem herrer var ikke dummere, end at de kunne høre, at det her rykkede, og fra og med albummet 3 (1982) udgjorde Michelsen i tandem med den yndige Marie Bramsen gruppens blikfang og vokale fikspunkter, hvilket gjorde udtrykket mere spiseligt. Og hvad enten Michelsens inderlighed og Bramsens troskyldighed var ægte eller fake, ja, så virkede det. Og det er det vigtigste. Hvilket kommercielt også øjeblikkelig gav pote, idet bandet rykkede direkte til tops i den danske poprocks første division.

Den vigtigste for denne udvikling var, at Michelsen havde en finger med i næsten alle albummets tekster. Er hun ingen Tove Ditlevsen, besidder hun usvigelig sikker flair for den hurtigt opridsede, øjeblikkeligt genkendelige situation og dagligdagsvendingers poetiske gennemslagskraft samt ikke mindst parforholdet og forelskelsens faser og udtryk. Og så er hendes tekster simpelthen musikalske, hvilket betyder, de altid ligger godt i munden, næsten lige meget, hvordan de tager sig ud på papir, eksemplificeret ved det rygradsrislende smukke "På en lørdag", et af gruppens allerbedste numre, ikke mindst grundet Michelsens rammende tekst og stærke vokalindsats.

Musikken var stadig tiptop i orden, men udtrykket blev mere melodiøst, homogent og målrettet, og nationen overgav sig uden kamp til gruppens lethed, charme og tilgængelighed. Kunstnerisk som kommercielt peakede projektet i 1983 med Alle Vore Håb; fra Peter Ravns skægge omslag over pladens 12 vindende sange til gruppens musikalske tæthed (det swinger, så det svimler) udgør pladen et højdepunkt i ikke blot gruppens produktion, men firserpoppen som sådan. Alt fungerer perfekt, og hittene stod i kø for at komme til.

Derefter kom det til brud mellem bassist og melodimager Kjellerup og resten af holdet, så selvom gruppen udgav yderligere to albums efter ham, før den splintredes i 1985, matchede den aldrig helt den magiske formel på Alle Vore Håb, der står distancen som én af årtiets mest charmerende popplader.

Respekt for publikum

Kystbanerocken og alt dansksproget poprock styrede fuldstændig i årtiet, hvad angik salgstal og popularitet og Tøsedrengene var langtfra alene om spotlyset eller publikums gunst. Blandt de mange kandidater til tidens poptrone var det stilbeslægtede, men også musikalsk renere (ikke megen reggae, calypso eller smarte funk-tricks dér, til gengæld med klar inspiration fra powerpoppen og den lette ende af tidens new wave) og mindre komplicerede Rocazino.

Med den ukrukkede og teknisk set ligetil sangerinde Ulla Cold i front stod bandet fadder til et dusin holdbare og melodiøst indbydende poprockperler, hvoriblandt "Ridder Lykke", "Elsk mig i nat", "Timen starter nu" og "Dine øjne er så blå" alle besidder evergreen-potentiale. Med fremdrift, enkelhed og åbenlys respekt for sit publikum etablerede gruppen sig fra og med debutalbummet Rocazino (1982) øjeblikkeligt som et af scenens helt store navne, fjernt fra københavnsk in crowderi og tilhørende snobberi, for det er svært at frakende gruppen en bedårende portion hjertets renhed.

Rocazino var både stabil og homogen i sit output (måske på nær det mildt eksperimenterende Lov At Være Sig Selv fra 1986, der fik dens ellers trofaste publikum til for en stund at vende den ryggen) i de syv år, festen varede. Fra 1982 til 1988 udsendte sekstetten syv velproducerede og effektive albums, der nu er samlet i en boks med den sigende titel Det Hele.

Selv for en fan som denne signatur er det dog noget af en mundfuld, for selv om niveauet er højt, bliver det også en smule enslydende efter et par albums. Rocazinos kunstneriske peak faldt i 1983, hvor den udsendte to albums, heriblandt det Jan Sivertsen-producerede Sukker, dets absolut finest hour, som stadig lyder lifligt, vitalt og tillokkende.

Jeg har altid anset gruppens sangskriver, guitarist og primus motor, Jesper Winge Leisner, for en af epokens mest underkendte sangsmede, og tror De mig ikke, kan De for pokker bare lægge ører til Sukker. Ellers findes der et par fine Greatest/Best Of i omløb, som udgør et koncentrat af dette uprætentiøse og lidet højtidelige poporkesters gøren, laden og kunnen.

Hvorom alting er, det kan godt være, at både Rocazino og Tøsedrengene blev lagt for had af tidens toneangivende apparatnikker (jeg tager gerne på min kappe, at jeg som ung var dømmesyg, intolerant og fyldt til randen med krav om autencitet og patos; men toneangivende var jeg så næppe, hvad jeg end ellers gik og bildte mig ind) og ofte fik læsterlige klø af de der skide kritikere, men begge bands stod hver især fadder til en klynge sange, der stadig brænder rent igennem og givetvis vil indgå i den nationale sangskat, når støvet har lagt sig. For "tusinde juke-boxe skriger 'honey-honey/give me, give me money, money'".

Okay, nu bliver jeg så også lige nødt til at rense øregangene med en gang Slayer, bare for at komme videre og få sukkeret ud af systemet!

*Tøsedrengene: Komplet (6 cd bokssæt) (Universal) Genudgivelserne produceret af Tim Christensen

*Rocazino: Det Hele (7 cd bokssæt) (The One & Only Company/Universal) Ingen producer angivet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu