Læsetid: 4 min.

'Jeg var så hæslig, at jeg gemte mig'

I 60 år har de overlevende efter atombomben over Hiroshima levet med forfærdelige fysiske og psykiske mén
4. august 2005

Hiroshima - "Flyet dukkede op ud af det blå-" Den eneste advarsel var den velkendte brummen fra en B-29, fortæller Michiko Yamaoka, mens hun husker tilbage på den dag for 60 år siden, da en atombombe den 6. august 1945 blev kastet over hendes by, netop som hun havde bevæget sig fra sit hjem og ind til byens centrum. 15-årige Michikos ansigt blev i løbet af ét sekund fuldstændig ødelagt. Selv i dag - efter mere end 20 operationer og med et tykt lag make-up - er hendes ansigtshud ujævn og skjoldet, som var det lavet af brændt ler. Hun kigger sjældent direkte på folk. Da hun blev kastet gennem luften af trykbølgen fra sprængningen, vidste Michiko med det samme, at der var faldet en bombe. "'Farvel, mor,' tænkte jeg," siger hun. Senere var hendes mor med til at grave hende fri af murbrokkerne. Michikos ansigt var opsvulmet som en ballon, og hendes hud hang i trævler fra armene.
"Jeg tabte alt mit hår. Mit ansigt var så hæsligt, at jeg gemte mig for omverdenen i lang, lang tid. Hvis jeg havde været alene, havde jeg nok begået selvmord, men min mor passede mig hver eneste dag, selv om hun selv var syg. Jeg holdt mig i live for hendes skyld." Michikos mor døde i 1979. Da hendes lig blev brændt, fandt man glasskår i asken - bomben havde sendt skårene dybt ind i kroppen. Som så mange andre af de 270.000 hibakusha, som er den japanske betegnelse for de overlevende efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, har Michiko Yamaoka levet et liv med konstante smerter. Hun har lidt af brystkræft og knogleskørhed, og hendes ansigt fortrækker sig af smerte, når hun bevæger sig rundt i sin lejlighed. "Min krop gør ondt, men det er endnu mere smertefuldt at genkalde sig minderne fra dengang, men jeg føler, at jeg er nødt til det," siger hun. Om aftenen den 6. august var 160.000 mennesker i Hiroshima blevet dræbt eller kvæstet. Mange flere døde senere af bombens følgevirkninger. Hvert år kan byen føje nye navne til listen over ofre, som i dag tæller 237.062 personer.

End ikke insekter høres

I Nagasaki, der blev bombet to dage efter Hiroshima, døde 74.ooo mennesker inden for et år efter sprængningen, da byen med den daværende borgmesters berømte ord forvandlede sig til et dødens sted, "hvor man end ikke kan høre summen fra insekter." De overlevende har været plagede af sygdomme. Hitoshi Takayama fik kræft i sin ryg og sin ene hofte. En stor del af hans muskler i ryggen blev fjernet, fortæller han og lader mig røre sin ryg. Den føles knoglet og kold. "Jeg har ikke noget imod at vise folk mine kvæstelser, hvis det betyder, at de får noget at vide om, hvad der skete dengang," siger han. Suzuko Numata var 20 år gammel og kun få dage fra et liv som nygift, da hun blev klemt under en sammenstyrtet bygning ved eksplosionen. Hendes venstre ben blev knust. Tre dage senere fik hun benet amputeret over knæet uden bedøvelse. "Under krigen gik vi og sang: 'Vi er forenede i ét sind, forenede som en kugle af ild, 100 millioner mennesker'," husker hun. "Da bomben faldt, kom lastbilerne, men chaufførerne ignorede fuldstændig kvinder og børn. De hjalp kun de raske mænd. De skulle ikke bruge os til noget. Det var først da, jeg forstod, hvad krig egentlig er." Suzuko fandt senere ud af, at hendes forlovede var blevet dræbt.
Som så mange andre kvinder, der blev kvæstet, da atombomben faldt over Hiroshima, er Suzuko aldrig blevet gift. Hun blev offer for den såkaldte 'hibakusha-diskrimination'. Også mænd blev ramt. "Der var ingen, der ville gifte sig med en person, som måske ville dø inden for et par år," siger Sunao Tsuboi, som blev forbrændt over hele kroppen i en brand udløst af eksplosionen. "Der blev holdt meget nøje øje med os, fordi de ville se, om vi døde."
Senere forelskede Sunao sig i en pige, hvis forældre nægtede at lade ham gifte sig med hende. "Vi besluttede os for at begå selvmord sammen og tog nogle piller, men vi tog ikke piller nok. Da vi vågnede op og græd bagefter, var vi lykkelige for at være i live."

Glemmer andre ofre

Hiroshima, der engang var et vigtigt militært centrum i Japan, er i dag en åben, grøn by med en million indbyggere, som plejer sine sår i al offentlighed i form af museer, mindeparker og fredsboulevarder. Kritiske røster beskylder japanerne for at fremhæve deres egne lidelser, mens skolerne, historiebøgerne og populærkulturen fortier de lidelser, japanerne udsatte andre for under krige. Hiroshimas officielle repræsentanter forsvarer sig mod disse anklager. "Vi ønsker ikke at overdrive vores offerrolle," siger Minoru Hataguchi, der er leder for Fredsmuseet i Hiroshima. "Vi gør os umage for også at vise, hvad Japan gjorde ved andre asiatiske lande." Atombombens ofre tager kritikken personligt. "Jeg ved godt, hvad de japanske soldater gjorde. Jeg har været på Hawaii, i Korea, Kina, Okinawa og USA og har set, hvad vi gjorde, så jeg kan sige lige, hvad der passer mig. Jeg kritiserer alle regeringer. Jeg siger til børnene, at de skal komme til Hiroshima og se, hvad krig betyder," siger Michiko Yamaoka. I marts blev Paul Tibbets - piloten, der fløj bombeflyet 'Enola Gay' og kastede atombomben over Hiroshima - endnu engang spurgt, om han havde fortrudt, hvad han havde gjort. "Nej, for fanden, ikke et sekund," lød svaret.

Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu