Læsetid: 4 min.

Så hatten passer

30. oktober 1997

KINAS PRÆSIDENT Jiang Zemin gik i går ind til sin hidtil vigtigste opgave på det udenrigspolitiske felt, det første topmøde med den amerikanske præsident Bill Clinton. Ikke siden det skæbnesvangre år 1989 er ledere fra de to lande mødtes på så højt plan, og forventningerne har derfor naturligt nok været store forud for mødet.
Jiang, der har opholdt sig i USA siden søndag, har brugt tiden på at forsøge at charmere den amerikanske (og kinesiske) offentlighed ved at anvende en metode, der tidligere er benyttet med held: Da Deng Xiaoping besøgte USA i 1979, høstede han sikre points ved at bære en såkaldt ten gallon cowboyhat under et rodeoshow i Texas. Tirsdag placerede Jiang Zemin en såkaldt tricorn-hat - en trekantet hat fra USA's kolonitid - på sit hoved og lod sig afbilde til verdenspressen. Tidligere på ugen dukkede Jiang op på en badestrand i Honolulu, omgivet af 17 bodyguards og iført en lyserød og hvid badehat, hvorefter den 71-årige leder kastede sig i bølgerne for en rask svømmetur. Netop svømmeturen er gennem den kinesiske historie blevet brugt af ledere som Mao Zedong og Deng Xiaoping på nøje udvalgte tidspunkter til at signalere styrke og et godt helbred. Jiangs tur i bølgen blå var derfor uden tvivl møntet på det kinesiske hjemmepublikum, mens kolonihatten var et led i charmeoffensiven over for den amerikanske offentlighed.

MEN NETOP det amerikanske publikum er i dag ikke så let at imponere eller få over på sin side, især ikke for en kinesisk statsleder. Mens Bill Clinton og resten af USA's ledelse synes at have besluttet sig for en Kina-politik, der bygger på engagement og dialog, går store dele af offentligheden stadig ind for afstand og konfrontation.
Et sammensurium af repræsentanter for den yderste højre- og venstrefløj kan i disse dage blive enige om én ting: China-bashing - kritik af Kina på alle mulige punkter, lige fra handelspolitik og våbeneksport til krænkelser af menneskerettighederne. Kina har i de seneste år på mange måder overtaget Japans rolle som amerikanernes yndlings-fjendebillede, og derfor bliver Jiang Zemin mødt med demonstrationer i alle de byer, som han besøger under opholdet i USA.
Jiangs opgave er derfor klart vanskeligere end Deng Xiaopings i 1979. Deng kom til USA kort efter, at USA og Kina havde genoprettet de diplomatiske forbindelser, og Kina stod dengang stadig som noget af et mysterium for vesten. Under den store cowboyhat befandt sig til de flestes overraskelse en kinesisk leder, der var parat til at åbne Kina mod omverdenen, og hvis der opstod mindre uoverensstemmelser undervejs, kunne Deng lade enkelte bemærkninger falde om truslen fra Sovjetunionen. Dette "ondskabens imperium", som den senere præsident Ronald Reagan betegnede det, mens han skelnede mellem "gode" og "onde kommunister". Kineserne tilhørte ifølge Reagan den første kategori.

I DAG SKAL DER mere end en passende hat til at overbevise amerikanerne om, at Jiang Zemin repræsenterer det gode. I modsætning til Deng må han finde sig i kritik og demonstrationer, som Kina ellers med vanlig klodsethed forsøgte at overtale de amerikanske værter til at forbyde, og han er blevet mødt af Clintons bemærkninger om amerikansk bekymring over Kinas vedvarende overtrædelser af menneskerettighederne. Desuden må han igen og igen stå til regnskab for det, der har sat sig mest fast i offentlighedens billede af den kinesiske ledelses brutalitet: Massakren på et ukendt antal demonstranter fra Den Himmelske Freds Plads den 3.-4. juni 1989.
Selv om Jiang Zemin ikke personligt stod bag beslutningen om brutaliteten i 1989 - det gjorde "den gode" Deng Xiaoping - repræsenterer han et system, der fandt det nødvendigt at rette våben mod civilbefolkningen, og han er i dag den øverste leder af samme system, der fortsat nægter at revurdere ugerningen og indrømme, at det var en alvorlig fejl. Derfor er han den rette at kritisere for både 1989 og de vedvarende og grove krænkelser af menneskerettighederne, hvilket forhåbentlig udgjorde et vigtigt punkt på dagsordenen under gårsdagens topmøde - og på kommende møder.

NÅR DET ER SAGT, er der formentlig også grund til at se positivt på topmødet og Jiangs besøg i USA. Som Kina-eksperten David Shambaugh skriver i International Herald Tribune, er det en beskeden liste over aftaler, der kommer ud af topmødet. Det er mere af symbolsk værdi, fordi det viser de to landes vilje til at indlede en proces med øget samarbejde og mindre konfrontation. En proces, der er langt bedre for to atombevæbnede giganter end en fortsat strid, der i sidste ende kunne føre til en ny kold krig.
Også Bill Clintons tidligere sikkerhedsrådgiver, Anthony Lake ser positivt på topmødet, hvilket er naturligt nok, da han er arkitekten bag USA's nuværende politik over for Kina.
"At fremstille Kina som en fjende er formentlig en selvopfyldende profeti, og at formode at Kinas eventuelle udvikling fører til et markedsdemokrati er navlebeskuende," skriver Lake i et interessant indlæg i Berlingske Tidende. Kina kommer til at definere sin egen skæbne, men USA's handlinger kan få indflydelse på de valg, som Kina træffer, skriver Anthony Lake, der har følgende begrundelse for amerikansk samarbejde med Kina: Regional fred og stabilitet, især med henblik på den usikre situation, der hersker på Korea-halvøen. Det er det farligste og vanskeligste spørgsmål i regionen, og i samarbejdet med Kina ligger nøglen til en løsning. Et befriende nøgternt og realistisk bud på grundlaget for USA's Kina-politik. Bliver det fulgt, er det op til Jiang Zemin at vise, at han kan og vil spille med. Med eller uden hat. veb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her