Læsetid: 5 min.

Så kan de lære det

Israel og Vesten afstraffer palæstinenserne for at have stemt Hamas til magten - resultatet bliver, at de radikaliseres yderligere
20. april 2006

Gider vi læse flere dårlige nyheder fra Mellemøsten? Nej. Og da slet ikke efter at de utaknemmelige palæstinensere, som danske skattekroner har gjort så meget godt, formastede sig til at afbrænde danske flag og true danske statsborgere i området.

Nu må de lære det på den hårde måde, synes tankegangen at være. Ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige verden efter at Hamas vandt parlamentsvalget i parlamentet i januar. Siden har USA og EU suspenderet sin økonomiske hjælp til Selvstyret og Israel indefrosset de afgifter, det ifølge aftale opkræver for palæstinenserne.

Ikke mindst præsident Bush har ført ivrig kampagne for mere demokrati i de arabiske lande, og valget i de palæstinensiske områder var en vigtig del af Køreplanen for Fred. Observatører godkendte det til UG. Men nu viser det sig, at borgerne reelt ikke havde andet valg end at stemme på de partier og personer, som Israel og Vesten godkendte. Først og fremmest den Abu Mazen, hvis position Israel gennem længere tid havde undergravet. Sådan at man i realiteten hjalp Hamas til magten, og dermed sikrede sig mulighed for fortsat at kunne hævde, at der ikke er nogen partner at forhandle fred med, og man derfor må fuldende mur og hegn...

Donorerne og Israel har sat tre betingelser for at normalisere forholdet til Hamas: En anerkendelse af Israels ret til at eksistere, afkald på vold og anerkendelse af tidligere aftaler med Israel.

Disse tre krav kunne man med lige så god ret stille til Israel. Der findes f.eks. ikke nogen entydig israelsk politik med hensyn til anerkendelse af, at der skal være en palæstinensisk stat og da slet ikke med anerkendelse af 1967-våbenstilstandslinien som udgangspunkt for en fremtidig grænse.

Med hensyn til vold som politisk middel er der grund til at nævne, at der er dræbt fire gange så mange palæstinensere som israelere siden intifadaen begyndte 29. september 2000. I det sidste år har Hamas ensidigt erklæret en våbenhvile. I det tidsrum - frem til 8. april - er der dræbt 36 israelere - fortrinsvis af de øvrige militante grupper. Det israelske modsvar har været 256 dræbte palæstinensere.

Yderligere islamisering

Ser vi på tiden siden januar i år og valgsejren til Hamas, er der tale om fem dræbte israelere mod 50 dræbte palæstinensere. Mandag kom så Islamisk Jihads selvmordsaktion i Tel Aviv, som kostede otte israelere livet.

Når det gælder spørgsmålet om at holde aftaler, er det nok at henvise til den fortsatte udbygning af bosættelserne i strid med Køreplanen.

Resultatet af den vestlige politik - som vi er en del af - er for det første en humanitær katastrofe og for det andet risikoen for yderligere radikalisering og islamisering af palæstinenserne.

Det fremgik af Hans Henrik Fafners artikel i lørdags, hvor alvorlig situationen er i Gaza. Området, som stort set har været hermetisk lukket siden valget, mangler alt inden for fødevarer og medicin, og det er de almindelige borgere, som lider under det, når desperate militante grupper affyrer raketter mod mål i Israel.

Den humanitære situation på Vestbredden er marginalt bedre, men forværres fra dag til dag. Spørgsmålet er derfor, om man kan tillade sig at tage en hel befolkning som gidsler, fordi man er fundamentalt uenig med den regering, samme befolkning har valgt. Det drejer sig om millioner af børn, som vil blive underernæret, fordi deres forældre stemte forkert. Og givetvis også radikaliserede, idet de lærer at forstå, at deres eneste sande venner er Iran og Syrien.

En uundværlig partner

En række vestlige eksperter - bla. International Crisis Group - har længe advaret mod den endimensionale måde at betragte Hamas på, hvor man tror, at bevægelsen kan sultes til døde. Eksperterne, som også omfatter israelere, der har været højt placeret i sikkerhedsapparatet, fastslår, at Hamas er kommet for at blive, og at der ikke kan opnås en varig fred i området, uden at Hamas er partner i en aftale.

I en artikel i den liberale israelske avis Haaretz opregnes fire skoler for, hvordan en ny regering med Ehud Olmert i spidsen bør tackle Hamas. En moderat skole siger, at man bør "adskille ord fra handling". Man skal ikke kræve ordrige løfter af Hamas, men se hvordan bevægelsen handler i praksis - ikke mindst om man fortsætter våbenhvilen og effektivt kontrollerer de væbnede grupper. Denne skole har ifølge avisen ingen tilhængere i regeringskredse. Her vælger man at se et fredeligt Hamas som en bevægelse, der bluffer og blot samler kræfter til voldelige fremstød mod Israel.

Skolens tilhængere - moderate arabere i og uden for Palæstina - siger derimod, at Hamas endog vil være i stand til at kontrollere de andre militante organisationer og dermed give Israel en virkelig fred, forudsat at Israel stopper med sine drab på palæstinensere.

Den anden skole går ind for 'regimeskifte'. Det er den politik, vi ser for øjeblikket, blot i krassere form. Palæstinenserne skal gennem udsultning - økonomisk og diplomatisk - bringes til at forstå, hvor dumt de opførte sig ved valgurnerne og føre deres støtte tilbage til Fatah.

Haaretz anfører, at den store risiko ved denne option opstår, når omfanget af sulten bliver så stor, at virkningerne er uberegnelige, og der i bogstaveligste form fremvokser en 'sultens slavehær'. Tilsyneladende indgår menneskelig medfølelse ikke i overvejelserne.

Mellem de to skoler befinder sig en tredje, der taler for at løse dagligdagens praktiske problemer gennem forhandlinger ad hemmelige kanaler, f.eks. affalds- og kloakeringsspørgsmål, som uløste kan betyde en sundhedsfare også for israelere.

Den fjerde skole hedder 'krig nu'. Avisen siger, at den fortrinsvis har tilhængere inden for den militære top, at dens hovedtese er, at angreb er bedre end forsvar. Man skal ikke sidde og vente på, at Hamas organiserer sig og genvinder styrken, efter at mange af dets ledende krigere er blevet dræbt af Israel. Som det hedder: 'Hamas er en fjende, der skal elimineres'.

Hvad enten vi gider eller ej, bliver også vi nødt til at beskæftige os med det. I forhold til disse dilemmaer, er vi alle israelere. Og når det gælder den menneskelige katastrofe, burde vi reagere, som om vi alle kunne være palæstinensere, og dermed også forstå deres dilemmaer efter så mange års besættelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her