Læsetid: 4 min.

Så let at forstå med forstanden

- at vi to aldrig kan nå hinanden, lyder det melankolske omkvæd i David Læbys tredje roman
27. juni 2005

Dengang, da David Læby (f. 1969) i en alder af 20 debuterede som forfatter, lignede han i sin skrift den typiske poet: følsom, tænksom, drømmerisk med sjældent svigtende forkærlighed for det fine og sarte, såsom flygtige stemningsskift og ubestemte kærlighedslængsler. Senere forsøgte han sig i et par runder som romanforfatter, indtil han med Fortæl det stumme (2001) greb tilbage til sin begyndelse i digte om forholdet mellem jeg og selv, og om en mulig forløsning af selvet i kærligheden som møde.

Skyts, hans tredje roman, udkom i marts og har fået reaktioner, der spænder fra det noget ligegyldigt refererende, over respekt for hans lyriske tone, til beklagende konstatering af hans mørke syn på tilværelsen.

Bristede illusioner

Én ting kunne anmelderne dog blive enige om, nemlig at bogen fremstår som en lidt pudsig genre-hybrid: seks løst forbundne historier, der rækker fra Finland ved udbruddet af Vinterkrigen til København af i dag, og som føjer personerne sammen i spinkle skæbneforbindelser, de relationer, der i sidste ende begrunder at kalde værket roman.

Tematisk kredser de seks kapitler om menneskers beskyttelse af sig selv, om tynde pansre, der brydes ned, om illusioner, der brister, som da Raiva Järvinen genoplever sorgen efter sin bror Juhas død og klynger sig til mindet om hans tegning af en engel, men sluttelig må erkende, at billedet blot var et klodset rids, og at dets helligdom kun fandtes i hende selv. Eller da danske Stina Mortensen får at vide, at Tomas, hendes kæreste, står over for at skulle dø af aids.

Stemningsmæssigt samler bogen sig om tilstande af længsel og sorg. Om det at klynge sig til en historie. Om angsten, der trods alt har et mål, et punkt af forfærdelse, hvorimod uroen bare må styre mod: ingenting.

David Læby er rigtig god til at koncentrere sin fortælling i korte, knappe sindsreportager, som når der midt i Raivas sorg står:

"Hun er styrke og hastighed, hun er voldsom fart og larm, hun er dundren og brag, hun er en maskine på vej i krig, hun er et tog på vej ud over afgrunden."

Via ordet maskine knyttes der her en forbindelse til beskrivelsen af Stina, der som litterat og mor ender med at blive til lutter beskyttelsespanser:

"Hun er blevet en læsemaskine, en bogproduktionsmaskine, en mormaskine, en krop, der fungerer og har ureflekterede vaner."

Kan hænde vi i sådan en lille ordforbindelse kan finde en art nøgle til bogen.

Linje og cirkel

Vi kan nemlig læse David Læbys roman gennem to optikker. Den ene er lineær, tidslig og fokuserer på årsagsforhold. Den anden er cirkulær, rumlig og søger efter mønsterdannelser.

Inden for den første læsemåde kan man følge dén ganske tynde tråd, der begynder i to søskendes barndom i skyggen af en drikfældig far i mellemkrigsårenes Finland. Via Raivas tjans som litteraturlærer for en dame af borgerskabet føres vi så over i en anden familie og videre til samspillet mellem sønnen af denne familie og pigen, der endte som læsemaskine, og til en samtale mellem hende og datteren for ikke så længe siden. Men denne kausale og lineære struktur opløser sig for vores øjne, når det om Raiva hedder, at hun drømmer om at skrive sin egen og sin brors historie, og når vi forstår, at Raiva på fuldstændig samme måde som Stina har måttet kæmpe for at bevare et 'ægte' forhold til litteratur. Så glider den 'tænkte' historie pludselig sammen med den historie, vi selv sidder og læser, og som jo også gerne skulle rumme det ægte digteriske.

Billedmønstre

Hvori denne ægthed består, antyder en diskret 'metalitterær' sekvens, hvor Stina i sin studietid læser og beruses af Grethe Risbjerg Thomsens digte, selv om en mandlig autoritet afviste hende som "pigedigter". Det var nu ellers netop denne digter, som skrev: "Det er så let at forstå med forstanden, / at vi to aldrig kan nå hinanden", det nærmeste Læbys roman kommer til et motto eller omkvæd.

Skifter man til den anden optik, den mønstermæssigt cirkulære, viser det sig lidt efter lidt, at hvad David Læby har at give, mest af alt er billeder at føle og reflektere igennem: Juhas svævende engel, en Mumitrolde-tryllehat, et glasskår fra en smadret vase, en lampe til at læse ved, en lampe til at sige godnat ved, slanger, dragefigurer m.m. Småbitte elementer i et overindividuelt, lyrisk vævet mønster, der lægger sig på tværs gennem tiden og gør de skildrede figurer til brikker i et kæmpemæssigt menskepuslespil.

Om dette spil er at sige, at selv om man næppe kan blive færdig med det, så udfordrer det ved den formelle strenghed, hvormed David Læby i denne omgang har holdt sammen på sin følsomhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her