Læsetid: 5 min.

'Så morsomt, at man kan græde'

Fra odiøse blikke og vittigheder til lampeskær og bananflue-epik. De danske novelleforfattere forklarer, hvordan de korte historier åbner dørene til rum, der ellers aldrig var blevet åbenbaret
29. september 2005

Forfatteren Peter Adolphsen parerer spørgsmålet "hvorfor novellen" med ordene: "Som en af dem, der skriver kort, mener jeg sådan set, at det er dem, der skriver langt, der skylder en forklaring."

Grundlæggende skal man nemlig spilde folks tid mindst muligt, mener Adolphsen.

"På en måde er det vel ikke forskelligt, hvordan man skriver i en novelle og en roman," fortsætter han - "hvadenten en sportsmand løber 500 meter eller fem kilometer, bruger han jo benene alligevel. Men jeg har prøvet at tage en gammel tradition, Kafkas og Borges' og så videre, og så sætte mig selv ind i den - ligesom hvis man skrev en sonet." I sine to bind Små historier og kortromanen Brummstein har han blandt andet skåret de fleste beskrivelser fra. Dem springer han nemlig altid selv over, når han læser.

Pia Juul, som efter at have etableret sig især som lyriker har haft stor læser- og kritikersucces med novellesamlingerne Mit forfærdelige ansigt og Dengang med hunden, mærker ingen større forskel på, om den tekst hun går igang med, er et digt eller en novelle. Til gengæld ændrer verden sig omkring hende, når hun begynder at skrive:

"Jo flere noveller jeg får skrevet, jo mere kan jeg komme ind i en raptus: Så ser jeg noveller overalt omkring mig."

Det, Juul bedst kan lide ved noveller, er også det, hun er mest bekymret for: "Jeg prøver tit at neddæmpe novellerne og er meget bange for at gøre dem for pointerede, men det er altså tit det, noveller er. De er ikke vittigheder, men deres opbygning er lidt derhenad. Undtagen hos de helt pointeløse novelleforfattere som Raymond Carver og Kjell Askildsen, som jeg har læst meget.

Men selv Askildsen udstiller jo livet på en måde, så det bliver lige så morsomt, som det er trist. Hans lange novelle Thomas F's siste nedtegnelser til almenheten er jo så morsom, at man kan græde," siger Pia Juul.

For hende ligger novelleformen langt tættere op ad digtet end den roman, hun nu sidder og arbejder på. Ikke mindst fordi det kan være ganske svært at skrive en helt igennem morsom roman.

"Romanen breder sig ud, og novellen giver glimt - ligesom digte. Den sidste replik, som kan vende alting om i en novelle, virker koket i en roman."

Bukserne nede

At novellen udspiller sig på et helt andet terræn end romanen - det er Hans Otto Jørgensen helt enig i. Som både novelleforfatter og rektor for forfatterskolen ser han tidens kortprosa bevæge sig væk fra de eksperimenterende fornyelser, som Per Højholt og Peter Seeberg stod for. Faktisk er genren blevet lige lovligt bred og socialrealistisk efter hans smag.

"Men noveller er stadig biveje mod romanens hovedvej. I en novelle laver man ikke det samme bagland for personerne; Man inddrager ikke alt det sociologiske og psykologiske og politiske, som romanen kan levere i digressionerne, som måske endda er det, romanen lever af. Men når man trækker noget frem, sker det altid på bekostning af noget andet, og det novellen trækker frem er det idiosynkratiske blik, eller måske endda som hos Højholt det odiøse blik: Fortælleren giver afkald på den store historie og bliver så at sige taget med bukserne nede," forklarer Hans Otto Jørgensen.

Den amerikanske forfatter E.L. Doctorow skrev i 2000, at novellen er prædisponeret for ensomhed, fordi "den er en fiktion, i hvilken samfundet anes som mørket rundt om fortællingens lampeskær". Det nikker Hans Otto Jørgensen genkendende til:

"Den foretager det helt isolerede nedslag, som et lillebitte isoleret øje ind i et rum, som ellers ikke ville åbenbare sig for os, som i Seebergs eksperimenter i Dinosaurusens sene eftermiddag. Men der er også andre veje, som i Katrine Marie Guldagers novellekredse, der nærmer sig romanen."

Guldager selv bekræfter, at det er lige så vigtigt at hendes noveller hænger sammen, som at de er løsrevne.

"En novelle skal kunne læses helt og aldeles i sig selv som et isoleret billede - ligesom et digt i en digtsamling og ikke som et kapitel i en roman. Men noveller kan godt kan blive for kedelige, når de står helt løsrevne og alene. Det kan nærmest blive deprimerende at læse for mange noveller af den slags, fordi det hele bliver alt for fragmenteret. Der vil jeg også som læser gerne have en sammenhæng."

"Og i min egen personlige business, hvor jeg er interesseret i et samtidsbillede, ville det virke forkert at skrive en masse helt isolerede historier om ensomme individer. For nok er individet isoleret, men det indgår sandelig også i et fællesskab, og den forbindelse er jeg interesseret i. Så måske har jeg bevæget mig ud et sted på kanten mellem noveller og en roman ved at skrive sådan en slags sprængt samfundsbillede."

Bananflue-epik

Vi ender hos en af de nyeste forfattere, der har gjort sig i de små historier: Mathilde Walter Clark, der med sin anden bog Tingenes uorden samler en række historier, der også både hænger sammen og ikke hænger sammen. Da bogen skulle have omslag, stod én ting klar for hende: Bogen skulle ikke hedde 'noveller'.

"I bogens sidste historie bliver forfatterens alter ego Walter spurgt, om han ikke vil være med i en novelle, men svarer nej, fordi han ikke rigtigt gider sådan noget bananflue-epik. Og sådan har jeg det egentlig også. 'Novelle' lyder simpelthen lidt grimt, ligesom 'støvlet' eller 'operette' eller 'afdansningsbal'."

- Kan du forklare problemet?

"Jeg læste engang en novelle, der handlede om en mand, der flyttede rundt på en brændestabel. I en roman siger forfatteren: Her er det vigtigste, der nogensinde er sket i de her personers liv. Man skriver ikke romaner om folk, der har flyttet rundt på en brændestabel. Noveller handler derimod tit om det helt uvigtige i folks liv, som for eksempel hos Raymond Carver. Men mine historier handler altså stadig om det vigtigste, ligesom hvis de var romaner i miniformat. Den der vigtige ting har vi jo allesammen indeni. En masse ting skal bare overstås: tage sko på, binde snørebånd, flytte på en brændestabel - men så er der altså også de vigtige ting, og det er jo dem, der giver de andre mening. Og jeg vil ikke imitere virkeligheden, jeg vil hellere destillere den og gøre den mere virkelig, ligesom med en bouillonterning," erklærer Mathilde Walter Clark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu