Læsetid: 3 min.

Så ommøblerer vi!

Mens en kold april drager forbi, lægges der planer i haven
29. april 2005

Klokken er fem, og det er fem grader i den halvvågne have. Hvorfor skal det blive ved med at være så koldt? Kun den kæphøje gråspurv, der har rede under taget i gavlen, er utvetydigt stået op. Den sidder tjirpende og højrøstet morgenfrisk og troner over let komatøse solsorte, som på automatpilot afsøger plænen for et nemt bytte af snorkende regnorme.

Jeg står og skutter mig nede ved det, der i flere år har været min ene køkkenhave, den med de pladskrævende afgrøder som kartofler, jordbær, kål og asparges. Nu ligger der en nyfræset firkant, allerede sået til med græs. Poul og Kirsten, som så venligt har lånt mig stykket, skal flytte. Med dem mister vi ikke blot et par gode naboer, men også 100 kvadratmeter køkkenhave.

Hvad med kartoflerne?

Der må tænkes. Jordbær og asparges klarede vi i efteråret. Jordbærrene var nemme, de blev sat langs den gamle garage, hvor vi før havde sommerblomster. Dem kan man så så mange steder.

Mere problematisk var det at inddrage det ene højbed til asparges. Det efterlader mig med kun tre bede til sædskiftet, og det er faktisk for lidt. Kartofler må i hvert fald holdes udenfor. Så hvor gøre af kartoflerne? Masser af yndlingssorten Exquisa, men også helst et par andre på prøve, i år Hamlet, der skal være ultra-tidlig samt 'æggeblomme', købt på navnet.

Valget faldt på tørrepladsen, alene af den grund, at det var den eneste mulighed.

Poul Erik fandt løsningen. Tøjstativet er en såkaldt karrusel, så han lagde to fliser i forlængelse af hinanden ind i bedet. Så kan man stå med tøjkurven og hænge op, mens man snurrer og snurrer. Lagener må lægges dobbelt, når kartoflerne vokser til.

Der skulle fjernes en del græstørv, for et kartoffelbed skal jo have en vis størrelse, og der skulle graves og fræses. Endnu en mandetjans.

Kartoflerne lagde jeg, og nu går jeg og kigger efter toppe. Men det er nok for koldt. Eneste bemærkelsesværdigt hidtil har været en lille rødbrystet fugl med sort hoved og kridhvid pande, der pikkede rundt i den nybearbejdede jord, morgenen efter jeg havde lagt kartoflerne. Jeg spurgte en ornitolog og fik omgående svar: "Rødstjert. De er lige kommet ind fra Afrika i nat, du har været heldig."

Rart med folk, der ved, hvad de taler om!

Drøm bliver virkelighed

Bag vinduet i havestuen står de planter, der ikke kan tåle kulden. Peber, basilikum, agurk og tomater på spring, allerede med blomster. Det skal altsammen ud i havens store nyskabelse: Drivhuset, som vi har talt om i årevis. I årenes løb har vi overvejet de forskelligste steder, været uenige eller blot ubeslutsomme, hvis ikke vi endnu en gang er endt ved drømmen om det glasoverdækkede te- og drivhus, vi engang skal have i den gamle, forsænkede ensilagebeholder.

Men tabet af den ene køkkenhave har fremtvunget en nyvunden beslutsomhed. Nu er drivhuset bestilt, 12 kvadratmeter Juliana, levering inden for tre uger. Det skal stå mellem buskadset og bålpladsen syd for terrassen. Nu er den planeret, nu er det bestemt, og nu bliver det sådan. Vi frygter ganske vist, at glashuset kan skabe en vindkorridor, så det kommer til at blæse på terrassen, hvor der ellers næsten altid er læ.

Men så må vi rykke ind i drivhuset, hvor der også skal stå bord og stole. Det kan jo være så koldt om foråret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu