"Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent. Mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark." Sådan konkluderede beskæftigelsesministeren i Børsen i 2004.
Regeringen har nu i snart fem år arbejdet på at skabe et helt nyt Danmark. Og det lykkes langt hen af vejen. Der bliver større og større afstand mellem rig og fattig, der skæres i den offentlige velfærd, demokratiet indskrænkes, markedsgørelsen breder sig.
Heldigvis møder regeringen og Dansk Folkeparti også modstand. Ikke kun fra de 100.000 der gik på gaden den 17. maj i protest mod velfærdsforliget, men også fra deres egne borgmestre og byrødder, fra virksomheder, fra medarbejdere og borgere. Senest har Helsingør Kommune besluttet at trodse forbuddet fra Thor Pedersen og Kristian Thulesen Dahl om at bruge penge på legepladser og bedre skoler.
Samfundsøkonomi
Hverken borgmestrene eller borgerne forstår, når finansministeren påstår, at det er et problem for samfundsøkonomien, hvis børnehaven bruger de penge, den gennem tre år har sparet op til at bygge en legeplads, men ikke et problem for samfundsøkonomien, hvis adskillige af børnenes forældre bygger nyt køkken og badeværelse. Regeringens strategi må bygge på en opfattelse af, at der kan ydes bedre service af private firmaer, at man kan gøre det bedre og billigere, hvis man skal tjene penge hjem til ejerne, end hvis det samme arbejde udføres i en institution, hvor der ikke skal tjenes penge til nogen ejere, men hvor institutionen er ejet af det offentlige, af en forening eller en fond. I praksis har det vist sig, at den antagelse ikke holder. Mange private firmaer har forsøgt sig med drift af børnehaver, ældrepleje mv. og har givet op, fordi det viste sig, at der ikke var en masse spildtid, der bare kunne skæres væk. Tværtimod knoklede medarbejderne hele tiden for at gøre det bedst muligt for de mennesker, de skal tage sig af Regeringen må også gå ud fra at de fleste af os hellere vil købe os til individuelle løsninger i stedet for at finde fælles solidariske løsninger.
Imod smålighed
Jeg er imod ulighed, for jeg tror både mennesker og samfund får det ringere, hvis der er store forskelle på, hvilke muligheder folk har. Men jeg er også imod smålighed og millimeter-demokrati. Den velfærd vi har skabt, bygger netop på solidaritet og ikke på, at man får det igen, man har indbetalt - krone for krone. Ingen af os forventer at få nøjagtig det samme. Hvis min nabo får en operation på det offentlige sygehus til 100.000 kr. så har jeg intet ønske om at få det samme. Det, der for mig er afgørende, er, at hvis nogen får behov for hjælp fra sundhedsvæsenet, så får de den hjælp, de har behov for, uden at nogen ser på størrelsen af deres tegnebog, eller hvilke forsikringer de har.
Når jeg er så heldig og privilegeret, at jeg har arbejde, så føler jeg bestemt ikke misundelse overfor dem der p.g.a. sygdom, ulykke, sociale begivenheder, ikke er i stand til at arbejde, ofte døjer med store smerter både fysisk og psykisk og samtidig skal slås med et system, der bygger på mistillid og kontrol.
Tværtimod ville jeg ønske, at de kunne få penge nok til at leve for, så de kan koncentrere sig om at skabe et godt eller i hvert fald tåleligt liv. Og så kan bidrage til samfundet når de igen får lidt overskud. Ikke nødvendigvis ved at de får et lønarbejde, men måske ved at deltage i foreningsliv, i det politiske liv, tage sig af børn i deres familie eller bekendtskabskreds eller på anden måde deltage i samfundet.
Men regeringen gør, hvad den kan for at puste til småligheden. Vi får hele tiden at vide, at det skal kunne betale sig at arbejde. Underforstået at de der ikke har et arbejde i hvert fald ikke må have det godt.
Solidariske løsninger
Hvis vi ønsker et opgør med den nuværende regering og dens støtteparti, så skal vi igen opbygge fælles solidariske løsninger, frem for individuelle forsikringsydelser. Vi skal have gode børnehaver og ældrepleje med tid til alle, frem for at de med særlige behov skal betale selv eller stå med hatten i hånden og søge om ekstra hjælp. De, der har mere end rigeligt, de må bidrage over skatterne til samfundet. Det skal ikke kun være de rige med børn, de gamle rige og de syge rige, der skal betale. Nej, det skal være alle rige, og til gengæld skal alle have del i goderne efter deres behov og ikke efter, hvor meget de har betalt. Der er masser af offentligt ansatte, der gerne vil gøre et godt arbejde, som har masser af engagement og ideer til forbedringer af arbejdet. Medarbejdere som sagtens er i stand til at tilrettelægge arbejdet sammen med brugerne, hvis bare de får lov. Men det kræver, at vi gør op med markedsgørelsen, der kræver, at alt bliver målt og vejet. Og det kræver, at vi sørger for, at der er ressourcer nok. Forhåbentlig er der mange kommuner, der følger Helsingørs eksempel og gør oprør mod regeringen. Giver børnehaverne lov til at bygge de legepladser, de har sparet op til. Og kræver kommuneaftalerne genåbnet, så der kan komme flere penge til børn, skoler, syge og ældre.
Det vil for alvor kunne bryde med regeringens håb om at skabe et Nyt Danmark baseret på kontrol og central styring. Vi skal i stedet skabe et Danmark baseret på frihed og tillid.
