Læsetid: 4 min.

Så er den passage på plads

Jørgen Leths erindringer opsøger de momenter, hvor lysten slog ild og kunsten fik form
29. september 2005

Inden man vurderer Jørgen Leths tilbagebliksværk, vil det nok være på sin plads at fastslå, hvad bogen i hvert fald ikke er. Den er ikke et harmdirrende opråb imod offentlig prostitution. Den er ikke en flammende advarsel imod brug af eurofiserende stoffer. Den er ikke et glødende forsvar for afholdssagen. Og den er ikke nogen ydmygt henne langs panelet krybende opvisning i den tvivlsomme nationalkunst at sætte sit lys under en skæppe.

Nej, Jørgen Leth har prøvet at stille sit lys lige midt i stuen, hvor han lader det skinne på de andre, men især på sig selv, direkte og klart, så man kan se hans kønne træk såvel som hans mangler og fejl. Der er over disse "scener fra mit liv" noget afvæbnende ærligt, og har man allerede en svaghed for mandens mentale coolness og karakteristisk korthugne stil, fanges man uvægerlig ind. Han praktiserer nemlig som beretter en anti-narrativ forkærlighed for den enkelte scene, renoncerer bevidst på analysen, men pirrer netop derved læserens meddigtende fantasi.

Bedst fungerer derfor hans metode, når han holder sig til noget faktisk, konkret, såsom arbejdsprocessen på film som Stjernerne og vandbærerne, En forårsdag i helvede eller Peter Martins - en danser. Dårligst er han de steder, hvor han i en slags knæfald for erindringsgenren forsøgsvis tolker løs på sig selv. Det er tæt på at være pinligt at høre angstneuroser omtalt i en stil, der er skabt til at fastholde oplevelse og til at beskrive, definere, sætte facts på plads. Komme videre.

L'imparfait

At bogen har fået titlen Det uperfekte menneske fortjener en kommentar. Her hentydes naturligvis til hans genialske film Det perfekte menneske med bordtennisvennen Claus Nissen i en uforglemmelig rolle som skrivepapir for et langdigt, som stativ for verbal ikonografi. Men samtidig signalerer titlen åbenhjertigheden, hvormed Jørgen Leth portrætterer sig selv som forhenværende hashsmugler og nuværende laps, blærerøv, drukmås, bordelkunde, hustler, erotisk gambler, social climber m.m.m. Alt sammen skildres dette stort set i datid, og eftersom forfatteren som dansk konsul i Haiti har fransk som dagligsprog, får titlen den ekstra krølle, at den (menneskeligt og moralsk) ufuldkomne beretter både er og anvender l'imparfait. Skal bogen udkomme på fransk, får oversætteren svære valg mellem denne form og le passé simple, der, i hvert fald siden Céline, er løftet til ære og værdighed.

En måde at være mand på

Det uperfekte menneske lader sig sikkert læse af mange og på flere forskellige måder. Vi kan tage den som indføring i bordtennis og cykling (såvel bane som landevej). Vi kan bruge den som værkstedsrapporter om tilblivelsen af Leths spektakulære og for fleres vedkommende allerede klassiske dokumentarfilm. Vi kan pluklæse i dens levende portrætter af jazzmusikere, forfattere, sportsfolk, journalister. Vi får undervejs udleveret nøgler til visse af forfatterens, undskyld, af digterens digte, som derved uvægerlig får et præg af privateri. Og vi kan endelig opfatte bogen som en nøgternt selvudleverende skildring af en mennesketype, en måde at være mand på, slet og ret: hedonist og æstetiker.

Som elsker går Jørgen Leth efter suset og øjeblikslysten, og som kunstner opdriver han momentet, hvor en kunnen får form og bliver sublim. Følgende sekvens, fra afsnittet om Peter Martins, forekommer umådelig karakteristisk:

"Det jeg holder af ved prøverne er de lette overgange fra pjat og snak til skarphed og koncentration. Jeg elsker at se, når danserne går gennem trinene, nøjes med at markere piruetter og andre vanskelige ting, kigger på de andre for at huske trin, standser op. Instruktøren Rosemary Dunleavy bøjer sig ned mod pianisten, nynner en passage i Bachs musik, lige nøjagtig dér. Sproget mellem musik og trin. Det går rask fremad. Kun fremad. Så er den passage på plads. Der var lige en detalje, som skulle sidde. Tilbage til det sted i musikken. Dansernes memorering af trinene er altid en gåde for mig."

Samtidig med at forfatteren her stiller sit kamera skarpt på andre kunstneres arbejdsform, affotograferer han på en måde sin egen. Som handler om dette at være-til-stede, og som egentlig ikke er særlig indviklet, Jørgen Leth kender blot brugen af de klare, ublandede farver! Indimellem kan hans mentalitet udarte til mani, og stilen til maner, men i de fleste af hans erindringskapitler får fortiden fylde og kontur. Nøgternt (og jørgenlethsk) betragtet er der jo bare sket det, at en mand har forvandlet et liv til nogle ark beskrevet papir, Men måden, det er gjort på, er flot.

Man kan nemt bebrejde Jørgen Leth, at han er overfladisk. Men så må man straks (med Johannes Møllehave) tilføje, at hans overfladiskhed ikke stikker ret dybt.

Jørgen Leth: Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv. 368 s. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03190-6. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her