Læsetid: 4 min.

Så rige, at vi ikke har råd til børn

De fleste vil gerne have børn. Og mange gerne flere børn end de får. Blot ikke på de vilkår, som velfærdssamfundet har udstukket for børne-familier i dag: Et højt skattetryk, fuldtids-arbejde til begge forældre og offentlig pasning af børnene
22. juli 2006

Hans Oluf Hansen, der er lektor ved Københavns Universitet og ekspert i demografi og udviklingen i den danske befolkning, undrer sig.

Han luftede sin undren for nylig i Berlingske Tidende (25. juni 2006). Den skyldes fortrinsvis det helt oversete emne, at flere børnefødsler ville kunne løse mange af de finansielle problemer, som vores velfærdssamfund står overfor:

En svindende arbejdsstyrke og en voksende andel af ældre, der skal forsørges af de offentlige kasser.

Netop sidstnævnte - samt udfordringerne fra indvandring og globalisering - var den dybere begrundelse for Foghs nedsættelse af Velfærdskommissionen, der offentliggjorde sin rapport i december sidste år.

Men heller ikke her lagde man op til en drøftelse af danske kvinders fertilitet. Slet ikke. Kommissionens formand, Torben M. Andersen, hævdede tværtimod på et tidspunkt længe inden den endelige offentliggørelse, at løsningen på Danmarks udfordringer ikke var flere danske småbørn, fordi det blot betød oprettelse af flere offentlige vuggestuepladser, der er dyre for staten.

Paradoksalt

Hvor trist. Og dybt paradoksalt. Vi har skabt et rigt velfærdssamfund, men vi har ikke råd til børn!

Danske kvinder føder gennemsnitligt 1,8 barn, hvilket er nydeligt sammenlignet med andre europæiske lande - ikke mindst de sydeuropæiske - men et tal, der stadig er 0,3 procentpoint fra at holde Danmarks folketal uændret på lang sigt, hvis man ser helt bort fra indvandring.

Anders Fogh Rasmussen opfordrede i en artikel i B.T. tilbage i 2003 (26. nov.) hr. og fru Danmark til at sætte nogle flere børn i verden og luftede sin bekymring over de problemer, som de meget små årgange på sigt kan skabe for det danske samfund.

Det var modigt gjort af landets statsminister. Af flere grunde. Trods fleksibel barselsorlov og danske mænds stadig større deltagelse i omsorg og børnepasning, ved Fogh godt, at børnefødsler og små børns behov stadigt først og fremmest hviler på kvinder.

Emnet er delikat. Og kunne med lidt ond vilje nemt være fremstillet som "kvinders pligt til børneavl i nationens tjeneste".

Skandinaviske politikere undlader derfor som regel at bringe emnet på bane her i Norden, hvor kvinder for længst har 'fået fod under eget bord', lige adgang til uddannelse, arbejdsmarked og egne indtægter. Vi lader os nødigt diktere noget. Slet ikke moderskab. Og så slet ikke fra en mand!

Begrebet fødemaskine hører en anden tid og nogle andre politiske systemer til og anføres blandt andet som én blandt flere mulige grunde til den modreaktion mod moderskab, som både den lave spanske, italienske og tyske fødselsrate er udtryk for.

Kun et stykke af vejen

I Skandinavien - og i OECD - har det længe været et dogme, at fjernelse af alle de barrierer, der sædvanligvis forhindrer kvinders tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter endt barselsorlov, stimulerer moderne menneskers ønske om at få børn. Det er til dels sandt. Men kun et stykke af vejen.

Desværre kniber det herhjemme med at forestille sig andre måder, hvorpå man kunne øge incitamentet til at sætte flere små danskere i verden.

Og lektor Hans Oluf Hansen foreslår også som det første at gøre det endnu billigere og nemmere at få sine børn passet.

Sandheden er bare, at det aldrig har været nemmere at få sine børn passet end i dag, hvor Danmark i øvrigt har verdensrekord i institutionalisering af børn.

Måske kunne løsningen netop være, at gøre det billigere og nemmere at passe sine børn selv. For dem, der har lyst, naturligvis.

Ikke på de vilkår

Den selv samme velfærdsmodel, der har sikret Danmark et fødselstal i den pæne ende, er muligvis den samme model, der forhindrer fød-selstallet i at blive højt nok. De fleste vil gerne have børn. Og mange gerne flere børn, end de får. Blot ikke på de vilkår, som velfærdssamfundet har udstukket for børnefamilier i dag: Et højt skattetryk, fuldtidsarbejde til begge forældre og offentlig pasning af børnene.

At kunne 'trække stikket ud' og i en periode hellige sig sine små børn i fred og ro, hvilket ofte skaber det mentale overskud til én, evt. to mere, er typisk forbeholdt nogle relativt få danske familier med meget høje lønninger eller familier bosiddende i egne af landet, hvor boligudgifterne endnu er lave.

Og så en tendens, der ses i mere traditionelle indvandrerfamilier, der kendetegnes ved større børneflokke.

Måske er det en del af hemmeligheden bag tavsheden om fertiliteten:

En frygt for at flere danskere - hvis muligheden forelå - ville vælge en tilværelse, der kunne sætte ligestilling og adgang til arbejdskraft over styr?

Og en frygt for at integrationen af nydanskere, som man nu er overbevist om kun kan ske gennem arbejdsmarkedet, vil lade vente yderligere på sig.

Frygten er reel nok. Men ligeså reelt er det, at vi har skabt et samfund, hvor den enkelte families frihed til at vælge livsform, til at påtage sig det fulde ansvar for næste generation og til at sætte flere børn i verden, delvist er blevet suspenderet. Og at velfærdssamfundet på denne måde hverken levner meget rum for forskellighed eller flere børn.

Etisk talt

Hver lørdag diskuterer Eva Holmegaard Larsen, Zubair Butt Hussain, Kit Louise Strand og Peter Tudvad på skift etiske spørgsmål og deres stigende betydning i den offentlige debat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu