Læsetid: 4 min.

Så slå dog til

17. februar 2004

ENDELIG ER der ved at komme skred i sagen om de amerikanske krigsfanger på Guantanamo. Efter to års tovtrækkeri er det lykkedes Spanien at få udleveret den 30-årige spanske statsborger Hamed Abderrahman Ahmad, der mistænkes for at tilhøre den spanske afdeling af al-Qaeda. Til gengæld har de spanske myndigheder lovet USA at retsforfølge ham ved en spansk domstol. Danmark og en række andre lande, der også har fanger på Guantanamo har fået samme tilbud, men foreløbig er det uklart, hvor mange der tager imod det.
Herhjemme har Socialdemokratiet krævet, at den danske regering siger ja til tilbudet, men udenrigsminister Per Stig Møller (K) tøver tilsyneladende. Det eneste, udenrigsministeren vil sige, er, at regeringen arbejder »ihærdigt og resultatorienteret« for hurtigst muligt at afklare situationen for den danske fange. Han har dog bekræftet, at forhandlingerne med USA følger »samme linje« som Spanien.

UMIDDELBART ER der mange paralleller mellem den spanske og den danske sag. I begge tilfælde er der tale om statsborgere, der ifølge USA har forbindelse til al-Qaeda. Den spanske fange er tilsyneladende medlem af gruppen Allahs Soldater, der deler al-Qaedas mål og midler, mens den danske fange ifølge USA’s krigsforbryderambassadør, Pierre-Richard Prosper, »med sikkerhed har forbindelse til al-Qaeda«. I begge tilfælde er det på nuværende tidspunkt fuldstændig uklart, om de påståede terrorforbindelser er af en sådan art, at de kan straffes ved en almindelige spansk eller dansk domstol.
I Spanien har den navnkundige undersøgelsesdommer Baltasar Garzon undersøgt Allahs Soldater og deres aktiviteter i Spanien og mener nu at have tilstrækkeligt bevis til at gennemføre en retssag. Herhjemme er det uvist i hvor høj grad, myndighederne har efterforsket den danske fanges forhold. Men at det i et vist omfang er sket, er oplagt eftersom PET mindst en gang har afhørt ham på Guantanamo.

NÅR DEN danske regering ikke umiddelbart slår til og henter den unge dansker hjem, kan det skyldes flere ting.
Måske står Danmark ikke øverst på listen over lande, som Prospers kontor forhandler med. Måske har de danske myndigheder problemer med at skaffe tilstrækkeligt med bevismateriale til, at sagen kan rejses ved en dansk domstol. Afhøringer og bevismateriale fra Guan-tanamo kan kun i et vist omfang bruges i dansk retssag, alene af den grund, at forhørerne der er foregået uden behørig advokatbistand. Og måske har de danske myndigheder også problemer med at finde de rette paragraffer at retsforfølge efter. Den nye skrappe antiterrorlovgivning, der forbyder enhver støtte til international terrorvirksomhed, trådte først i kraft flere måneder efter, at den danske fange blev interneret på Guantanamo og kan derfor ikke anvendes i retten.
Uanset hvad forklaringen er, er der flere interessante pointer at hente i den spanske aftale. Pointer, som bør give den danske regering anledning til eftertanke. For det første har Spanien accepteret at retsforfølge den spanske fange. Hvad det i praksis betyder, vil fremtiden vise, men der er foreløbig ikke noget, der tyder på, at Spanien har lovet USA, at han også vil blive dømt. Og for det andet har den spanske regering taklet sagen med en helt anden åbenhed end herhjemme, hvor den danske regering har mørkelagt såvel forhandlingerne med USA som al politimæssig efterforskning. Vel at mærke uden at det tilsyneladende på nogen måde har skadet den spanske fanges sag. Snarere tværtimod.
Herhjemme har Udenrigsministeriet netop »af hensyn til den danske fanges sag« valgt at holde endog meget lav profil. Ikke på noget tidspunkt har den danske regering åbent kritiseret tilbageholdelsen af de cirka 650 fanger. Ikke på noget tidspunkt har den danske regering stillet krav til sin nære allierede, der i Guantanamo-
sagen er i åbenlys konflikt med Genève-konventionerne. Tværtimod har udenrigsministeren gentagne gange ytret forståelse for de særlige udfordringer, som USA står over for i bestræbelserne på at bekæmpe den internationale terrorisme.
Det korte af det lange er, at hvis Spanien kan få en udleveringsaftale med USA, så burde Danmark også være i stand til det. Især da hvis den danske fanges forbindelser til al-Qaeda er af mindre alvorlig karakter end den spanske fanges. I så fald burde de danske myndigheder i det mindste være i stand til at love, at PET vil holde et særdeles vågent øje med ham, så han ikke »vender hjem og slår danskere eller andre borgere ihjel«, som Prosper udtrykker det. Hvis den danske regering indgår en sådan aftale, er det imidlertid vigtigt at huske, at det ikke på nogen måde løser problemerne for de tilbageværende Guantanamo-fanger eller for de tusindvis af
irakere, som USA også har interneret uden nogen form for rettigheder. USA’s manglende respekt for international ret er og bliver et internationalt problem, som må løses internationalt. Men det bør ikke afholde Danmark fra i mellemtiden at forsvare en dansk statsborger i knibe.
Uanset hvor selvforskyldt den knibe måtte vise sig at være.

aa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu