Læsetid: 4 min.

Så smuk, så fjern

22 år efter 'Paris, Texas' er Wim Wenders og Sam Shepard tilbage med overdådige Americana-stemninger og en historie, som mest er til pynt
6. januar 2006

Der er næppe nogen anden europæisk filminstruktør, der så vedholdende har dyrket fascinationen af Amerika.

Født i 1945 i Düsseldorf, små fire måneder efter, at Hitlers Tredje Rige bukkede under, voksede Wim Wenders op med sejrherrernes kultur, med The American Way, popcorn, cowboybukser, westerns og Hollywood, Huckleberry Finn og Toms eventyr. Amerika blev for Wenders og stor del af efterkrigsgenerationen en lokkende, men også fjern - og lidt vulgær - drøm og samtidig en smertefuld påmindelse om, at det splittede og traumatiserede Tyskland med sine pilrådne rødder ikke havde nogen positiv identitet at tilbyde.

Sans for landskaber

Det var Wenders, som bragte den amerikanske roadmovie til Europa med trilogien Alice in den Städten (1974), Falsche Bewegung (1975) og Im Lauf der Zeit (1976).

Her viste han en enestående sans for landskaber, der ikke stod tilbage fra John Fords westerns.

Derpå drog han til Amerika og lavede den ambivalente Hollywood-hyldest Den amerikanske ven (1977) og den selvbevidste film noir-thriller Hammett (1982).

Men det var først, da Wenders sammen med den amerikanske forfatter og skuespiller, Sam Shepard, skabte Paris, Texas (1984), at hans melankolske Americana-mytologi for alvor greb et større publikum. Robby Müllers storladne billeder af den nøgne, gudsforladte ørken, Ry Cooders ensomme steel-guitar og Harry Dean Stantons tavse skuespil ramte i den grad tidsånden og strøg til tops på Cannes-festivalen.

Sprut, stoffer, sex

Der er løbet en del film over lærredet siden - mesterværket Himlen over Berlin (1987) og makværket Til verdens ende (1991), for bare at nævne et par titler - men 22 år efter Paris, Texas er Wenders nu tilbage sammen med vennen Sam Shepard i Don't Come Knocking, der har ganske mange ligheder med deres første film, men ikke når den til navlen - desværre.

Sam Shepard har skrevet manuskriptet og spiller selv hovedrollen, Howard Spence, en aldrende skuespiller, som synger på sidste vers og må tage til takke med stereotype roller i B-westerns. Han har levet det vilde liv med sprut, stoffer, sex og rock'n'roll. Han har brændt alle broer og er endt som et tomt film-ikon uden selvstændigt liv. Snart vil han være glemt.

Under optagelserne til westernfilmen The Phantom of the West bliver det for meget. Han stikker af for at opsøge sin mor (Eve Marie Saint), der bor i Nevada. De har ikke set hinanden i 30 år. Mødet konfronterer Howard med hans livs svigt og sender ham videre til lillebyen Butte, Montana, hvor han for 20 år siden havde en kortvarig affære med en servitrice (Jessica Lange), som - viser det sig - har en søn med Howard.

Lakonisk og højrøstet

Der er flere åbenlyse urimeligheder i plottet, for eksempel skal vi tro på, at hverken en normalt begavet servitrice eller en normalt begavet mor kan finde frem til en stor filmstjerne, der ellers fører et ganske offentligt liv og jævnligt er hot stuff i sladderbladene.

Historien om en angrende mand, der søger tilgivelse for fortidens synder, mens han prøver at samle sin familie, er en tro kopi af Paris, Texas, men Sam Shepard bevæger ikke på samme som Harry Dean Stanton. Jovist, han ligner Marlboro-manden på en prik, men Shepard viser os ikke hvilke følelser, der rumsterer bag cowboy-hatten og rock-attituderne. "Jeg er et hul i jorden," siger han - og dét tror vi på.

Det er heller ikke nemt at holde af den hysteriske og klynkende søn (Gabriel Mann), selv om han er historiens ultimative offer og meget belejligt musiker, så vi kan få nogle numre med i købet. Skuespillet svinger fra det påtaget lakoniske til det påtaget højrøstede, bortset fra Sarah Polley (hende fra The Sweet Hereafter), der i birollen som Howards ukendte datter går rent ind, fordi hun opfører sig relativt normalt og spiller naturalistisk uden at skabe sig.

En verden af filmiske rum

"Plottet og karaktererne er altid så overvældende på film, at de skubber stedet i baggrunden," sagde Wim Wenders, da han på Kunstmuseet ARoS i Århus 2004 skulle forklare, hvorfor han havde lavet udstillingen Pictures frem the Surface of the Earth med fotos primært fra Amerika.

Men på mange måder er Don't Come Knocking et eksempel på, at plottet og karaktererne kan træde i baggrunden og blot være til pynt. Wenders nye film er fotografier i bevægelse - og hvilke fotografier!

Med sin fremragende fotograf Franz Lustig og akkompagnement af T-Bone Burnetts mørke countrymusik udforsker Wenders americanaens ikonografi fra de forrevne landskaber over de endeløse landeveje til lillebyens spøgelsesagtige kulisseby og slidte interiører.

Ligesom maleren Edward Hopper fremviser han tomme rum og tomme landskaber, hvor et enkelt menneske er strandet, eller hvor kun sporene af liv er tilbage.

"Verdens mysterier ligger i det synlige, ikke i det usynlige," sagde Oscar Wilde, og det samme kan man sige om Wim Wenders filmkunst. De store følelser kommer helt op på overfladen, så vi kan se dem. Hvert billede hviler i sig selv og er båret af en melankolsk patos. Amerika som en verden af filmiske rum, af fortællende rum. Tab og forladthed, men også længsler og drømme. Den ydre verden som metafor for en indre virkelighed.

Det er så smukt, og det er derfor - kun derfor - man skal se Dont' Come Knocking.

Don't Come Knocking. Instruktion: Wim Wenders. Manuskript: Sam Shepard. Amr. (Grand Teatret København, Øst for Paradis Århus, Café Biografen Odense, Cinemacenter Helsingør og Hjørring Biocenter)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu