Læsetid: 4 min.

Ikke så værst

7. juli 1997

SOMME TIDER undrer man sig over, hvad de gode nyheder egentlig har gjort os. Hvorfor må de ikke få lov til bare at være gode?
Radioavisen fortalte for eksempel i fredags at europæernes forbrug af oksekød er faldet ganske gevaldigt. Forbruget af svinekød og fjerkræ er ikke steget tilsvarende.
Det var da godt, nåede man lige at tænke. Så fortsatte oplæseren: "Situationen er alvorlig for fødevareindustrien." Og hvad så? Er der veråb og klagesang fra gulerodsdyrkerne og brødfabrikkerne? Hvad siger Statens Husholdningsråd og Levnesmiddelstyrelsen og den samlede lægestand og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og generaldirektøren i FN's landbrugs- og fødevareorganisation, FAO?
Hvorfor måtte vi ikke, for en gangs skyld, få lov at læne os tilbage i flugtstolen med en skål agurkesalat og nyde at vi er gode. Gode til at begrænse afsætningen af et miljø- og sundhedsskadeligt produkt og give de sultne i Afrika og Latinamerika og Asien ekstra chance, for nu at tage det hele med.

ALT DET kødspiseri er jo ikke sundt, ved vi. Vi har fordoblet vores kødforbrug siden begyndelsen af 60'erne. Som sædvanlig er det kun amerikanerne, der er værre: De fylder deres tallerkener med dobbelt så store bøffer og smider en fjerdedel af deres mad ubrugt væk. Det drejer sig om 45 milliarder kilo mad, kunne man læse på Informations bagside i lørdags.
Kostelige planteproteiner går til spilde i en verden hvor hver sjette får for lidt eller for ringe mad. Værdifulde landbrugsarealer beslaglægges af en uhumsk kødproduktion der har taget overhånd. Dyrenes afføring er blevet et af de større miljøproblemer i højproduktive landbrugsområder som f. eks. Danmark.
Det er lidt svært at forklare en afrikaner.
De overmodige britiske oksekødsproducenter gik så vidt som til at fodre deres køer med resterne af døde får. Lad os tage det med en sund latter hvis nemesis rammer hele branchen, selv om angsten for Creutzfeldt Jacobs syndrom - indrømmet - er ret hysterisk. Den egentlige årsag til kogalskaben er immervæk en menneske-galskab, der var gået for vidt.

LANDBRUGSRAADETS præsident, svineproducent Peter Gæmelke, har indrømmet forlængst, at man i hvert fald ikke kan forøge den danske svineproduktion hvis landbruget nogen sinde skal leve op til sine løfter om at løse miljøproblemerne. Så ham og hans medlemmer er der ingen grund til at ynke, selv om bøf-hullet i det europæiske marked ikke helt er blevet fyldt op med flæskesteg og frikadeller og røde pølser.
Men Radioavisens automatpilot og Kødbranchens Fællesråd og den britiske regering og EU-kommissionen har en fælles bekymring som de sikkert deler med et flertal af Europas indbyggere: Tænk nu hvis vores overforbrug på dette og hint område falder så meget at det skader økonomien som helhed og forværrer de sociale forhold. Var det så ikke bedre at foræde sig og forurene som hidtil?
Det er i en nøddeskal problemet med de grønne regnskaber, der i disse dage pakkes ud af postsækkene og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

ALLE er ikke glade for den grønne regnskabspligt. Det fremgår tydeligt af de to historier i dagens avis om Cheminova og Mærsk Medical. Men mange af de virksomheder, Information har ringet op, er ganske positive.
De har søde historier at fortælle. Som den i lørdagsavisen om Sæby Fiskeindustri, hvor en del af det affald, der før var et stort forureningsproblem, nu skal sælges som værdifuldt tilskud til asiatisk babymad. Eller den om Kompan, der laver legestativer og opdagede at man kan tjene penge på at lade være med at hælde cellulosefortynder i kloakken.
De statsautoriserede revisorer beder om skrappere grønne regnskabsregler, så virksomhederne - i egen og revisionsfirmaets interesse - tvinges til en systematisk miljøstyring og til at rapportere fyldestgørende og troværdigt til offentligheden, kunderne og investorerne.

TENDENSEN i industrien er, at de enkelte virksomheder får mere og mere tjek på miljøet. Og var det ikke for Aukens krav om grønne regnskaber, så ville mange af dem gøre det alligevel. På grund af deres image og krav fra deres kunder. Og fordi moderne industri under alle omstændigheder består af standardiserede, teknisk tjekkede procedurer.
Markedet og informationsteknologien og miljøkravene fra myndigheder og kritiske forbrugere trækker samme vej. Og når konkurrencen og teknikken alligevel kræver viden om alle processer og minimering af alt spild, hvorfor så ikke bryste sig med det i det grønne regnskab?
Lige indtil det punkt, vel at mærke, hvor kravene til miljø og etik og socialt ansvar undergraver den enkelte virksomheds (eller en hel branches) forretningsgrundlag.
Hvilken producent vil ikke være populær hvis man kan tjene penge på det? Cheminova vil hjertensgerne lave mere miljøvenlig sprøjtegift. Mærsk Medical vil sikkert gerne lave PVC-frit hospitalsudstyr. De engelske landmænd vil sikkert helst lave sunde bøffer. Hvis altså det kan betale sig.
De grønne regnskaber kan blive et middel til bedre miljøstyring. Når en virksomhed først er gået i gang med at gøre miljøtallene op, så vil den også prøve at styre miljøet bedre, hvis tallene udvikler sig den forkerte vej. Men måske er en anden effekt endnu mere nyttig for offentligheden: De virksomheder, der udsender lukkede eller misvisende grønne regnskaber vil for fremtiden være i søgelyset. Her findes måske de aktiviteter der slet ikke kan give overskud uden at det skader miljøet.

es (Ebbe Sønderriis)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu