Læsetid: 3 min.

Så yndigt, så yndigt

6. august 2003

HVOR TØJLESLØST kan homoseksuelle opføre sig? I sommervarmen har medier kunnet fortælle om bøsser, der lader deres kønslige udfoldelser hærge toiletter på rastepladser langs landets motorveje. Men dét kan Kristeligt Dagblad overtrumfe, for bladet – der har gjort forargelsen til sit kød og blod – kan en endnu værre historie:
Tænk, to kvinder af samme køn har prøvet at få noget, der ligner Guds velsignelse, lyst over deres kærlighed – tilmed i en dansk folkekirke.
Bladet, der ikke har forvundet forfærdelsen over pastor Grosbølls fritænkeri i Taarbæk, fråder i går i en leder med chefredaktør Bjeragers signatur:
»Folkekirken ligger, som den har redt (...) Medlemmerne vil flygte fra en kirke, hvor præster ikke bare fornægter troen på Gud, men hvor grænserne er så udflydende, at næsten alt accepteres.«
Hmm. »Ligger som den har redt...« Man ser den kirkelige utugt for sig.
FOR ANDRE BLIKKE kan historien synes at handle om ærbarhed og gudstro, nemlig menneskers ønske om at have deres Gud med i livets vigtigste handlinger.
Følgende er gået for sig:
Folketinget indførte i 1989 det registrerede partnerskab, hvor to af samme køn kan gå på rådhuset og lovformeligt forpligte sig over for hinanden.
Nogle år senere rettede Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske henvendelse til biskopperne og bad dem overveje, om ikke partnerskabet også kunne indgås i kirken, eller den i det mindste efterfølgende kunne velsigne det. Et udvalgsarbejde gik i gang, mens kirkens højrefløj hylede og jamrede sig og udgav et stridsskrift med den manende titel Gud glæder sig ikke over uretten. Skriftet slog fnysende fast, at homoseksuelt samliv er i strid med Guds ord og under Guds dom.
I 1997 afgav udvalget under formandskab af Præstehøjskolens rektor, Niels Thomsen, sin rapport, der foreslog tre mulige ritualer for velsignelse af homoseksuelle par. Bisperne kunne imidlertid ikke enes om nogen af dem og nøjedes med at foreslå en såkaldt »gudstjenestlig markering« af et indgået partnerskab.

DEN MARKERING, som Aalborgs biskop Lodberg Hvas har godkendt, lyder i sit højdepunkt således, at præsten – mens parret knæler – beder:
»Almægtige Gud. Du, som viste os din kærlighed gennem din søn, og som har givet disse to den gave, at de elsker hinanden. Vi beder dig, velsign deres samliv, giv dem kræfter og styrke til at bære hinandens byrder. Vær hos dem i medgang og modgang. Lad dem altid leve under din nåde og i indbyrdes kærlighed. Amen.«
En smuk bøn, der ville kunne indgyde alle slags to elskende opmuntring.
Men fristende tæt på et egentligt ægteskab er ordlyden også. Og hvad nu, hvis den borgerlige vielsesmyndighed – i skikkelse af en velvillig giftefoged – indfandt sig i kirkerummet og foretog den lovformelige sammensvejsning umiddelbart inden den gudstjenestlige markering? Jamen, så er man da praktisk talt i hus.
Og som reglerne for brug af kirkens rum er skruet sammen, er der ikke noget til hinder for, at den ansvarlige præst tillader et sådant indslag i forløbet. Bisp og ministerium behøves ikke spurgt.
Det var det, to kvinder drog fordel af i Stefanskirken på det københavnske Nørrebro, hvor deres partnerskab blev gudstjenestligt markeret af sognepræst Ivan Larsen – og i et indslag – indstiftet af den allestedsnærværende radikale kommunalpolitiker Klaus Bondam.
Og det er dét, som Kristeligt Dagblad raser mod – med krav om, at biskopperne dropper beslutningen om gudstjenestlig markering af pagter mellem to af samme køn: »Rette ægtefolk bliver homoseksuelle aldrig,« tordner bladet.
Indtil videre har kirkeminister Tove Fergo varet sin mund om sagen, men denne lykkelige tilstand kan næppe tænkes at fortsætte. Et gæt: Hun er enig med Kristeligt Dagblad. Mindst.

DENNE STRID blusser, mens den katolske kirke for alvor har tændt op under helvedes ild. I sidste uge udsendte Det Pavelige Troslærenævn en bandbulle mod enhver slags anerkendelse af forhold mellem to af samme køn. Deres kønsliv er »umenneskeligt« og deres mulige adoption af børn er »en voldshandling«, og det hele er »imod naturens moralske love«. Vatikanets flammeskrift er rettet mod katolske politikere, der overvejer at følge Danmarks eksempel med partnerskab plus/minus markering og/eller velsignelse.
Som det er afsløret i de skandaler, der ruller verden over, har den selvsamme katolske kirke i årtier holdt hånden over præsters seksuelle misbrug af børn og unge, især af drenge.
Her er et hykleri så himmelråbende, at det må give genlyd i den danske debat. Når kirken fortrænger seksualiteten – nægter den adgang til at ytre sig i erklæret voksen kærlighed – er kirken med til at drive drifterne over i skummelhed, kriminel eller bare bedrøvelig. Er det en kærlig Guds mening?

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her