Læsetid: 8 min.

Sådan er det bare

Det er op til dig selv at vælge, hvad der bevæger dig, siger den amerikanske instruktør Jim Jarmusch, der nægter at analysere sit eget arbejde, og som næste fredag er biografaktuel med det morsomme og melankolske drama ’Broken Flowers’
30. september 2005

Jim Jarmusch er indbegrebet af en cool cat. Med sine lange lemmer, sit smalle, markerede ansigt, intense blik og ikke mindst det høje, hvide hår har den amerikanske filminstruktør sin egen, afslappede og alligevel markante stil. Den slår også igennem i hans film, og han er blevet kaldt en musiker, hvis instrument er film. Op gennem 80'erne og 90'erne skabte han sit eget rum, sin egen genre, med en række musikalske, minimalistiske og humoristiske dramaer - Down By Law (1986), Mystery Train (1989), Dead Man (1995), Ghost Dog (1999), for nu at nævne et par stykker - og de handler alle om mennesker på rejse i ukendt land.

Således også den 52-årige instruktørs nye spillefilm, Broken Flowers, hans første i seks år, som skildrer en midaldrende mands forsøg på at forlige sig med sin fortid. Filmen havde tidligere i år verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes, hvor verdenspressen, inkl. Information, fik foretræde for Jarmusch.

Det er langt fra første gang, at han er til filmfestival i det sydfranske - han fik Camera d'Or-prisen for Stranger than Paradise i 1984 - men omstændighederne er nye og mindre stressende end ellers.

Jarmusch, der karakteriserer sig selv som en i sandhed uafhængig instruktør - "jeg insisterer på fuld kontrol," siger han - har været vant til også at skulle sælge sine egne film, når han er i Cannes. Men Broken Flowers er fuldt finansieret af det amerikanske selskab Focus Features, der tilmed har ladet Jarmusch lave den film, han havde lyst til, og derfor kan han i år koncentrere sig om at tale med pressen.

Broken Flowers er med i hovedkonkurrencen på festivalen, hvilket Jim Jarmusch ser som en stor ære. Desuden giver det filmen en opmærksomhed, som den ellers ikke vil have fået - og det er afgørende, når den skal lanceres i USA.

"Cannes har været så vigtig for mine muligheder for at forblive uafhængig," siger han og fortsætter: "Selv om festivalen undertiden i al sit latterlige vanvid lige så godt kunne være en kongres for skosælgere, så er det vigtige, hvad man kan se på lærredet. Det er en hyldest til filmen. Desuden, mand, jeg er bare så glad for at komme væk fra Det Tredje Rige for en tid, The United States of Amerikkka - with three k's, you know!?"

Jarmusch bryder sig dog ikke om konkurrenceelementet i Cannes. Han vil tage imod en pris, hvis han vinder - Broken Flowers ender med at få juryens Grand Prix - alt andet vil være arrogant, "men ærlig talt," siger han, "betyder det noget? Betyder det, at min film er bedre end Wong kar-Wais eller Gus Van Sants eller Wim Wenders'? Nej."

Han spørger polemisk, om vi skal tage til Louvre og kollektivt beslutte, hvilket af museets malerier der er det bedste, og sætte en lille mærkat på det. Og han svarer selv:

"Nej! Det er op til dig selv at vælge, hvad der bevæger dig."

I det hele taget er Jim Jarmusch ikke meget for at sætte mærkater på ting, mindst af alt sine egne film. Det er ikke hans arbejde: "Jeg sammenligner ikke mine film, og jeg analyserer dem slet ikke. Jeg bør ikke engang vide, hvad de betyder. Jeg mener ikke, at folk, der skaber noget, er ansvarlige for at skulle forklare sig. Hvis man læser en roman, man godt kan lide, skal man så ringe forfatteren op og stille ham spørgsmål: Med hensyn til denne her sætning på side...? Det er op til dig som læser. Det, jeg vil sige, kan man se oppe på lærredet. Og jeg ved ikke nødvendigvis, hvad det betyder."

På spørgsmålet, om ikke Broken Flowers er en mere let film end hans tidligere film, og om det skyldes, at han var i sådan et humør, svarer han: "Jeg var i det humør, indtil du stillede mig det spørgsmål. Jeg opfatter den ikke som let. På en måde synes jeg, at den er lidt mere sørgmodig end mine andre film. Jeg ved det virkelig ikke. Og når folk siger, at denne film er mere kommerciel, så har jeg lyst til at trække en pistol. 'Hvad sker der, har jeg fejlet? Hvad betyder det ord, kommerciel?' Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til de ting, som andre mennesker siger om mig."

"Jeg håber, at alle mine film har en blanding af melankoli, tristhed og humor, og jeg ser denne film... det er min naturlige stil, jeg analyserer ikke hvorfor. Sådan er det bare."

Og på spørgsmålet, om man kan kalde Broken Flowers en roadmovie, svarer han, at man kan kalde den, hvad man har lyst til.

"Jeg ville kalde den en modvillig roadmovie, fordi hovedpersonen kun modvilligt tager ud på sin rejse."

Hovedpersonen i Broken Flowers er Don Johnston (Bill Murray), en mand, der er blevet rig på computere, og som nu er gået fuldstændig i stå i sit liv. En dag dumper et brev ind ad brevsprækken og fortæller Don, at han har en voksen søn. Afsenderen er anonym, men er indlysende en af de kvinder, som Don har haft et forhold til i sit liv. Hans krimielskende, egyptiske nabo, Winston (Jeffrey Wright), får presset Don til at opsøge de fire kvinder, som kunne være moren, og det bliver til en både melankolsk og meget morsom rejse tilbage i tiden og et gensyn med fire meget forskellige kvinder - spillet af fire fremragende skuespillerinder, Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.

En af grundene til, at Jim Jarmusch overhovedet skrev Broken Flowers, var, at han havde lyst til at arbejde sammen med de fire efterhånden midaldrende skuespillerinder. I Hollywood regnes skuespillerinder over 35 for at være færdige, og det er svært for dem at finde gode roller.

"Det var ikke for at give dem arbejde, men jeg havde lyst til at lave en film med kvinder i den alder," siger Jarmusch.

"Der findes en stor gruppe af fantastiske skuespillerinder, som er 45 eller 55, og som ikke arbejder nok. For pokker, de bliver på en måde smidt væk, og jeg tænkte: fuck, mand, jeg er nødt til at skrive en film, hvor jeg kan bruge nogle af dem."

En anden skuespiller, som Jim Jarmusch meget gerne ville arbejde sammen med, var Bill Murray, og efter at have set Broken Flowers må man konstatere, at de to er som skabt til at arbejde sammen. Komikeren Murray, der inden for de seneste fem-syv år har oplevet en sand genfødsel i et mere afdæmpet, dramatisk rollefag, har ligesom Jarmusch en minimalistisk tilgang til sit arbejde.

Han og Jarmusch skulle have lavet en spillefilm sammen for et par år siden, men det blev ikke til noget, og Jarmusch brugte i stedet Murray i en af de nye kortfilm i sin antologi, Coffee and Cigarettes (2003), der samler instruktørens både nye og gamle kortfilm. Broken Flowers er således deres første spillefilm sammen, og man mere end fornemmer, at Jarmusch er begejstret for Murray, som instruktøren sammenligner med Buster Keaton.

"Bill har en evne til i sit nærvær, sit ansigt og sine reaktioner på ting at være utroligt empatisk," siger Jarmusch.

"Man kan finde sig selv i de mindste ting, han gør. Og så har han den her modsætningsfyldte egenskab, hvor hans nærvær rummer melankoli blandet med skælmeri. Det er en usædvanlig kombination, og der er ikke ret mange skuespillere i filmhistorien, der har haft evnen til at opnå så meget med så lidt. Buster Keaton er naturligvis præsidenten - og min helt som instruktør."

Murray er en meget præcis og intuitiv skuespiller, mener Jarmusch. Han bryder sig ikke om at øve og kan godt lide at snakke, og deres fælles forberedelse bestod blandt andet af en tre timer lang spadseretur i New York om natten, hvor de talte om piger, kærlighed, tidligere elskerinder, og hvordan man forholder sig til folk på gaden.

"Ting, der tilsyneladende ikke havde med karakteren at gøre, men som alle førte tilbage til den film, vi var i gang med at forberede," siger Jarmusch.

"Bill har sin egen måde at bearbejde ting på, at forberede sig på, og det er ikke ved at øve en scene. Det sjove er, at jeg i mine film godt kan lide at give en skuespiller lang snor i forhold til dialogen. Det, der står i manuskriptet, er ikke vigtigt, scenens mening og karakteren er det vigtigste. Og jeg troede, at Bill gerne ville improvisere mere, men det gjorde han ikke. Han sagde, 'nej, nej, jeg kan godt lide manuskriptet, jeg kan godt lide det, jeg har.' Og så fortsatte vi ad den vej, og mærkeligt nok er denne film tættest på noget manuskript, jeg nogensinde har skrevet. Jeg ved dog ikke, om det er godt, fordi jeg så godt kan lide at improvisere."

Broken Flowers er dedikeret til den afdøde franske instruktør Jean Eustache, et af Jim Jarmuschs store idoler, og han overvejer faktisk at dedikere sine fremtidige film til forskellige instruktører, der har betydet noget for ham: "Til enhver, som er ren, hvis kærlighed til film er ren," siger han uden at ville afsløre flere navne.

Mens han skrev manuskriptet til Broken Flowers, havde Jarmusch et fotografi af Eustache fra optagelserne til La maman et la putain (1973) stående på sit skrivebord, og han følte, at den franske instruktørs ånd på en måde var med ham.

"Det drejer sig om at vise sin respekt for et menneske, der fandt, at film var en smuk, poetisk kunstart," siger Jarmusch om dedikationen.

"Jean Eustache lavede meget få film, og de er alle holdt i forskellige stilarter. Han legede med formen, fordi han elskede filmmediet. Han er en stor inspiration for mig, men denne film er ikke en imitation af hans arbejde. Han lavede sgu ikke film for at blive rig eller opnå berømmelse eller sådan noget lort. Han gjorde det, fordi det var noget, han var nødt til at gøre. Jeg ville ønske, at jeg havde mødt ham. Jeg tænkte, åh Gud, hvad nu, hvis ånder ved, hvad man laver, og han siger, hvorfor har du dedikeret det her lort til mig i stedet for en af dine gode film som Dead Man?"

Broken Flowers har dansk premiere fredag den 7. oktober og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu