Læsetid: 6 min.

Sådan gik det asylsøgeren Alae

Om det nøgne asylliv og det personlige ansvar
7. januar 2006

2005 er netop overstået. Sagen om den iranske asylansøger Alae Ghaedi, der fik et foreløbigt punktum i november, kalder på yderligere diskussioner: Med Flygtningenævnets anden afgørelse i sagen gøres medierne nu også formelt til landets højeste retsinstans. I det følgende skal jeg via Alae-sagen forsøge at trække nogle perspektiver op af væsentlig principiel karakter.

Jeg er i udtalt grad lægmand og har hidtil kun sporadisk beskæftiget mig med asylpolitik. Det ændrede sig markant i efteråret 2005, da jeg åbnede min avis og første gang læste om Alae Ghaedis sag. Af en eller anden grund trængte den gennem det filter, vi alle har etableret for at holde virkeligheden på håndterbar afstand. Alae endte med at bo i forstanderboligen her på Krogerup Højskole.

Mens det var en stor oplevelse at lære mennesket Alae at kende, var det yderst forstemmende at få indsigt i sagen Alae Ghaedi. Forstemmende som borger at få indblik i, hvordan Danmark i mit navn behandler mennesker, der kommer hertil på flugt. Ja, jeg er anfægtet. Ja, jeg er subjektiv. Jeg taler fra et møde med et andet menneske, der har sat sig spor i min bevidsthed.

En enkelt kilde blokerer

Detaljerne i sagen er i udstrakt grad beskrevet i denne avis' spalter: omfattende (og dokumenteret) tortur og en ventende dom på 10 års fængsel og 75 piskeslag. Alligevel mente myndighederne ikke, at Alae var berettiget til politisk asyl. Det skyldes en central iransk kildes udsagn. Udsagn, der alle umiddelbart kan gendrives, og som antager nærmest grotesk karakter, når kilden betvivler, at der overhovedet findes computere ved den provinsdomstol, der har afsagt dommen.

På den ene side er det ufrivilligt komisk, at en kilde, som den danske stat betaler for at udtale sig om så afgørende forhold, kan udvise så eklatant mangel på viden - 'har de mon computere i ørkenen'? På den anden side er det beskæmmende og dybt foruroligende, når man ved, hvor store de menneskelige konsekvenser er, ikke alene for Alaes vedkommende, men tillige for andre i samme situation.

Jamen, er kilden da ikke blot en mindre betydelig del af en større faktuel tilbagevisning af Alaes asylforklaring?, spørger man håbefuldt på det danske retssystems vegne.

Nej, denne kilde er den primære årsag til den oprindelige afvisning overhovedet. Flygtningenævnet har givet disse tvivlsomme kildeudsagn en vægt i sagen, der ikke alene synes ude af proportion med deres beskaffenhed, men samtidig strider mod det helt centrale princip om at lade enhver tvivl komme ansøgeren til gode, som ellers har været gældende i nævnets tidligere praksis i lignende sager.

Alt tager fra ham

Hvor efterlader det Alae?

Hvis man broderer lidt videre på den italienske filosof Georgio Agambens arbejde, kan man tale om, at 'borgeren' som retssamfundets grundfigur er erstattet med, hvad Agamben kalder for 'nøgent liv': Et liv afpillet de rettigheder, vi bygger op om borgeren for at beskytte denne mod vilkårlig magtanvendelse og eksponeret for et politisk system der kaster det i lejre, og hvor magten bliver til biomagt - den orienterer sig i stigende grad mod forvaltningen af livet som sådan.

Med den ubehagelige indsigt i Alae-sagen forekommer billedet af afstanden mellem Agambens dystopi og den danske retsstat at indskrænkes. Med det danske systems forvaltning af hans sag bliver Alae til et ensomt liv i en umenneskelig kamp mod et system, der besidder en næsten total magt over ham; et system, som agter at sende ham retur til det land, der har tortureret ham tidligere og formentlig vil gøre det igen.

Som reaktion på udvisningsdommen gik Alae i gang med sit livs tredje sultestrejke og han udtrykte sin motivation krystalklart over for vores højskoleelever, da han ankom til Krogerup: "Man har skubbet mig så langt ud, at min sidste handlemulighed er at beslutte, om jeg vil leve eller dø, det er det sidste moment, hvor jeg har et valg selv, alt andet har man taget fra mig."

Fra sin udsatte position var det indlysende for Alae, at han ikke agerede på retsstatens domæne og ikke kunne lide på en vished om, at staten ville respektere hans rettigheder. Det eneste, han havde tilbage, var at indsætte sin krop i en kamp mod systemet, øve et politisk pres på systemet ved at true med at tage sit eget liv. En torturmærket krop i direkte kamp mod et politisk system, der besidder beføjelserne til at sende ham i tortur.

Det centrale er ikke juridiske fakta, men offentlig bevågenhed. Dermed er vi forbi retsstaten, hvor den afgørende appelinstans ikke er domstolene - adgang til domstolsprøvelse for asylsager er fjernet - men medierne.

Mediernes magt

Den 16. november 2005 meddelte Flygtningenævnet med omgående virkning Alae politisk asyl. Begrundelse: Den store mediebevågenhed, han havde været udsat for.

Glæden var selvsagt stor hos Alae og hans familie - som på højskolen, hvor eleverne har fulgt ham indgående. En vigtig sejr for Alae på den måde at have opnået asyl - og en vigtig erfaring for højskoleeleverne: at det konkret nytter noget at handle.

Sejren er imidlertid kun delvis. For ved at begrunde tildelingen af politisk asyl med den store medieopmærksomhed, Alae har været genstand for, undgår Nævnet at anerkende de klare fejl, der er begået i sagen - og dermed har vi ringe udsigt til en forbedring af retsforholdene for folk, der søger om beskyttelse her hos os. Og hvor efterlader det os som borgere i Danmark?

Ethvert samfundssystem kan i sidste ende altid føres tilbage til konkrete individers handlinger. Ethvert samfundssystem oppebæres altid i sidste ende af konkrete individers udførsel af ordrer eller efterlevelse af regler. Som sociologen Zygmunt Bauman så rammende minder os om i sine studier af modernitet og Holocaust, påhviler der os som borgere og som individer i et komplekst samfundssystem altid en ultimativ fordring om at vurdere alle handlinger, vi foretager eller vælger ikke at foretage, ud fra personlige etiske og moralske overvejelser. En række konkrete personer i den danske forvaltning lever ganske enkelt ikke op til dette bud.

Der gives ingen undskyldninger. Intet system kan undskylde os vores personlige ansvar. Ingen borger i dette samfund kan frasige sig ansvaret for konsekvenserne af de handlinger, vedkommende foretager sig. Navnlig gælder dette for borgere, der tillige optræder i offentlige embeder. Der er intet helle.

Lærerigt for eleverne

Uanset udfaldet af den netop påbegyndte sag mellem den unge iraner Ashkan og Flygtningenævnet, gælder det for os som borgere om at finde nye måder at agere i forhold til et system, der i vores navn frarøver vores medmennesker den beskyttelse, de har krav på. Opgøret med dette system handler ikke om partipolitik, da alle Folketingets partier under skiftende regeringer på den ene eller anden vis har haft et delansvar for, at vi er endt, hvor vi er i dag. Og det handler ikke om toner. Det handler om at gå konkret til værks. En væsentlig forudsætning for, at systemet virker, er at så få af os kender de skæbner, det drejer sig om. For en gruppe elever på Krogerup Højskole har svaret været at gå videre fra engagementet i Alae Ghaedis sag til at danne netværket 'Folkesagen for værdig asylpolitik'.

De har sat det ambitiøse mål at ændre den danske asylpolitik i mere human retning ved at starte med at rette fokus mod de uværdige forhold, asylansøgerne og deres familier lever under på asylcentrene landet over. Fotoudstillinger, portræthistorier, tv-montager mv. er alt sammen små skridt på vejen for at dokumentere det liv, der leves 'indenfor murene'.

Det kunne passende følges op af Dansk Folkemindesamling: iværksættelsen af et omfattende projekt for at dokumentere samtlige asylansøgeres liv og levned for at give dem en plads i Rigets historie, som de har, uanset om vi vil være ved det eller ej.

Et ejendommeligt forslag, måske. Men indtil Folkemindesamlingen tager sagen op, kan vi som borgere jo begynde.

Besøg www.folkesagen.dk og find adresserne til et asylcenter nær dig, grib pen, papir og et engangskamera og du er i gang. Som Alae udtrykte det med et glimt i øjet efter at have været i landet i mere end tre år: "Den vigtigste opholdstilladelse fik jeg af eleverne på Krogerup Højskole. Det var først da, at jeg egentlig kom til Danmark."

Så må vi se, hvor mange opholdstilladelser vi kan aftvinge Flygtningenævnet på denne nye spillebane hinsides retsstaten. Det er bare om at komme i gang.

Rune Baastrup er højskolelærer på Krogerup Højskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her