Læsetid: 7 min.

Det såkaldt frie valg

De franske vælgere blev behandlet på præcis samme måde som de unge amish-folk: De blev ikke stillet over for et klart, symmetrisk valg. Selve valgets betingelser var til fordel for ja'et. Folk blev opfordret til at godkende det uundgåelige - resultatet af den oplyste ekspertises arbejde
3. juni 2005

Amish-folket har en praksis, der hedder rumspringa (fra det tyske herumspringen, at springe rundt). Rumspringa indebærer, at når de unge i amish-samfundene fylder 17, bliver de sluppet løs og får lov til og ligefrem tilskyndet at drage ud og opleve den 'engelske' verden, der omgiver dem (indtil da har de unge været underlagt særdeles streng familiedisciplin). De unge kommer ud og kører bil, hører popmusik, ser tv, drikker, tager stoffer, dyrker sex - Efter et par år forventes det af dem, at de tager en beslutning: Vil de være en del af amish-samfundet, eller vil de være almindelige amerikanske statsborgere?

Ordningen er langt fra så frisindet, som den lyder og giver ikke de unge et reelt frit valg, dvs. en mulighed for at beslutte sig ud fra omfattende viden og erfaring fra begge verdener. 'Løsningen' er et brutalt, falsk valg. Når de unge helt uforberedte bliver kastet ud i den 'engelske' verden efter i mange år at have fantaseret om de grænseoverskridende, forbudte fornøjelser, er resultatet selvfølgelig, at de udviser en ekstrem adfærd.

De 'tester det hele' og kaster sig ud i et liv fuld af sex, stoffer og alkohol. Da de unge ikke på nogen måde kender til det at sætte grænser i den type liv giver denne umådelige frihed helt uundgåeligt bagslag og udløser voldsom frygt og ængstelse. Den umiddelbare løsning på dét er jo at vende tilbage til det beskyttende amish-samfund, og det er lige præcis, hvad 90 procent af de unge ender med at gøre.

Ovenstående er et perfekt eksempel til at illustrere de vanskeligheder, der altid følger med begrebet 'et frit valg': Selv om de unge amish-folk formelt bliver givet et frit valg, gør de omstændigheder de befinder sig i, mens de foretager valget, reelt valget ufrit. Hvis de skulle have et ægte frit valg, skulle de informeres indgående om alle deres muligheder, vejledes etc. Den eneste måde, det kunne ske på ville være ved at fjerne dem fra amish-samfundene, dvs. i virkeligheden gøre dem 'engelske'.

Tørklædets betydning

Dilemmaet demonstrerer tydeligt begrænsningerne i den gængse liberale holdning til muslimske kvinders hovedtørklæde: Det er i orden, at de bærer tørklæde, hvis det er deres eget frie valg og ikke noget, der er blevet dem påtvunget af deres mænd eller familie. Men det øjeblik en kvinde bærer tørklæde efter eget valg (f.eks. for at markere sin egen spiritualitet), ændrer betydningen af beklædningen sig fuldstændig. Tørklædet er ikke længere et signal om, at man tilhører det muslimske samfund, men et udtryk for deres idiosynkratiske individualitet. Forskellen er den samme som forskellen på en kinesisk landmand, der spiser kinesisk mad, fordi beboerne i hans landsby har gjort det siden tidernes morgen og en indbygger i en vestlig storby, der beslutter sig for at gå ud at spise middag på en lokal kinesisk restaurant.

Et valg er således altid et 'meta-valg', et valg af, hvad valget indebærer: Det er kun den kvinde, der ikke vælger at bære tørklæde, der reelt træffer et valg. Af samme årsag havner folk, der har en bestemt religiøs overbevisning i vores sekulære samfund, i en underordnet position: Selv hvis de får lov at dyrke deres tro, bliver denne tro 'tolereret' som deres personlige, idiosynkratiske valg. Det øjeblik de offentligt illustrerer, hvad troen betyder for dem (nemlig et tilhørsforhold), bliver de beskyldt for at være fundamentalister.

Asymmetrisk valg

Hvad har alt dette med det franske nej til EU-forfatningen at gøre? Alt. De franske vælgere blev behandlet på præcis samme måde som de unge amish-folk: De blev ikke stillet over for et klart, symmetrisk valg. Selve valgets betingelser var til fordel for ja'et: Eliten præsenterede folket for et valg, der i virkeligheden slet ikke var noget valg. Folk blev opfordret til at godkende det uundgåelige - resultatet af den oplyste ekspertises arbejde. Medierne og den politiske elite fremlagde valget, som om det stod mellem viden og uvidenhed, mellem ekspertise og ideologi, mellem post-politisk administration og venstrefløjen og højrefløjens gamle politiske lidenskab.

Nej'et blev derfor kategoriseret som en kortsynet reaktion, som nej-sigerne ikke kendte konsekvenserne af. Nej'et måtte tolkes som en dyster frygt for den nye post-industrielle verdensorden, et instinktivt ønske om at holde fast i og beskytte de trygge velfærdstraditioner, en stillen sig på bagbenene, der ikke på nogen måde indeholdt et positivt alternativ.

Det er ikke så mærkeligt, at de eneste partier, der officielt støttede et nej, var partier fra henholdsvis det yderste højre og yderste venstre: Le Pens Front National fra højre og kommunisterne og trotskisterne fra venstre. Desuden - fik vi at vide - var nej'et et nej til mange andre ting: til den anglo-saksiske nyliberalisme, til Chirac og den siddende franske regering, til tilgangen af arbejdere fra Polen, der presser de franske lønninger ned osv.

Selv om der er et element af sandhed i alt dette, er selve den kendsgerning at nej'et ikke blev fulgt op af en sammenhængende, alternativ politisk vision den stærkest tænkelige fordømmelse af den politiske og mediemæssige elite. Et monument over disse eliters manglende evne til at formidle og til at omdanne folks længsel og utilfredshed til en politisk vision. I stedet behandlede de i deres reaktion på nej'et folket som evnesvage skoleelever, der ikke havde fattet eksperternes lektie. Ledernes selvkritik mindede om selvkritikken fra en lærer, der indrømmer, at det ikke er lykkedes ham at undervise sine elever ordentligt.

Selv om valget altså ikke var et valg mellem to politiske muligheder, var det heller ikke et valg mellem den oplyste vision om et moderne Europa, der står klar til at tilpasse sig den nye globale orden, og så de gamle, forvirrede politiske overbevisninger. Da de politiske kommentatorer beskrev nej'et som et udtryk for forvirring og frygt, tog de fejl. Den største frygt, vi står overfor, er den frygt, som nej'et udløste i den nye politiske elite - frygten for at folk ikke længere er villige til at købe den 'post-politiske' vision. For alle andre var nej'et udtryk for håb. Håb om, at ægte politik stadig findes og kan praktiseres, og håb om, at debatten om, hvad det nye Europa bør og burde, stadig er åben.

Det er derfor, at vi på venstrefløjen bør afvise alle de hånlige insinueringer fra liberalisterne om, at vi med vores nej pludselig er hoppet i seng med en række mærkværdige ny-facister. Den nye populistiske højrefløj og venstrefløjen har kun en ting til fælles: bevidstheden om, at den rendyrkede politik fortsat lever.

Valget af valget

Der var dog ét positivt valg i nej'et: valget af valget i sig selv. Afvisningen af den afpresning, som den nye elite udsætter os for, og som kun giver os valget mellem at anerkende deres ekspertviden eller at give udtryk for vores 'irrationelle' umodenhed. Nej'et er en positiv beslutning om at indlede en reel politisk debat om, hvad det egentlig er for et Europa, vi gerne vil have. På sine gamle dage stillede Freud det berømte spørgsmål: "Was will das Weib?" - "hvad ønsker kvinden?" og afslørede dermed sin forvirring i forhold til den gådefulde kvindelige seksualitet.

Afspejler det rod, der nu omgiver EU-forfatningen ikke den samme forvirring: Hvilket Europa vil vi have? Firkantet stillet op er spørgsmålet, om vi ønsker at leve i en verden, hvor det eneste valg står mellem den amerikanske civilisation og den spirende kinesiske autoritære-kapitalistiske civilisation. Hvis svaret er nej, er Europa det eneste alternativ. Den Tredje Verden kan ikke skabe en stærk modpol til ideologien i den amerikanske drøm. Som tingene står lige nu, er det kun Europa, der kan.

Det er i dag ikke et modsætningsforhold mellem Den Første Verden og Den Tredje Verden, men mellem både Den Første og Den Tredje Verden (det globale amerikanske imperium og dets kolonier) og den øvrige Anden Verden (Europa).

Apropos Freud hævdede Theodor Adorno, at vi i dag lever i en "administreret verden", og at dens "repressive desublimering" ikke længere er den gamle logik om undertrykkelse af id'et og dets drifter, men en pervers direkte pagt mellem superegoet (social autoritet) og id'et (forbudte, aggressive drifter) på bekostning af egoet. Foregår der ikke noget lignende på det politiske niveau i dag - findes der ikke en mærkværdig pagt mellem den postmoderne globale kapitalisme og de præmoderne samfund på bekostning af den rene modernitet? Det er nemt for det globale amerikanske multikulturelle imperium at integrere præmoderne lokale traditioner - det fremmede organ, som det ikke kan optage i sin kultur, er den europæiske modernitet.

Det budskab, som det franske nej har sendt til alle os, der holder af Europa, er følgende: nej, anonyme eksperter, der forsøger at sælge deres varer indhyllet i en farvestrålende liberal og multikulturel indpakning, kan ikke forhindre os i at tænke. Det er på tide, at vi - Europas borgere - bliver klar over, at vi er nødt til at træffe en reel politisk beslutning om, hvad vi vil. Der kommer ikke en eller anden oplyst leder og gør det for os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu