men det er det nu,og det er Ekstra Bladet, der styrer
Mit arkiv råder ikke over udklip, der gør det muligt at citere, hvad Ekstra Bladet skrev om Sigmund Freuds teorier, da de kom frem. Det rummer faktisk overhovedet ikke klip af netop den avis, men det er heller ikke nødvendigt længere, for nu laver den tv.
Selvfølgelig er det ikke en nyhed, at sex sælger, og da slet ikke for Ekstra Bladet, de har haft bare piger på side 9 og pornoannoncer op og ned ad side 39, 40, 50, 51 og 52, siden de ældste af os gik med korte bukser om vinteren. Men der er kommet ny kant på. En ny kant der, som så meget andet, synes genfødt fra 1930'erne sammen med tanker om ensartet kunst og nye verdensordener, hvor der står ARBEIT MACHT FREI på stramajbroderiet over døren til stadsstuen.
Først blev det finkulturelle ikon Jørgen Leth plaffet ned fra piedestalen, og for tiden er det en vis 'Doktor Klam', der står for skud.
DR's kanal 1 havde i Magasinet Søndag ladet en kvindelig journalist fra Ekstra Bladet opsøge Søren Ventegodt med et skjult kamera i håndtasken. Søndagsguf til den bondsk pornografiske danske folkesjæl, og naturligvis præsenteret, som om det var Günther Walraff, der afslørede, hvordan tyske fremmedarbejdere levede i 70'erne. Lægen selv blev så stillet live i studiets gabestok, hvor han desværre flippede helt ud og råbte op om Freud og Jung, som den danske folkesjæl ikke kender en skid til.
Han skulle bare have spillet et af 70'ernes største dansktophits, Rør ved mig med Lecia og Lucienne. Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever!
Hvad laver Ekstra Bladet egentlig på tv. Avisen der ikke engang tør skrive sandheden om sin egen chefredaktør ?
Samme kanal har så, over to hele aftener, efter hele det tomme og meningsløse gang rod med TV-aviser og handyman-programmer, vist os Bertoluccis 1900 fra 1976.
Dengang stod Italien i flammer, sådan rent mentalt i hvert fald, muligvis er flere af de fængslede, røde intellektuelle ikke kommet ud i friheden endnu. Negri har vel stadig stuearrest ?
Film skal da ses i biografen, som Ole Michelsen sagde, før han lod det regne med Bogart-hatte, men hvis Biffen er lukket, og Fotorama kun viser Harry Potter på månen eller Olsen Banden møder Far til Fire under Juletræet på Gran Canaria, er det fint at have skærmen.
Som Bertolucci filmer verden i stort malerisk panorama, og som han caster sine film med Donald Sutherland som fascisten Attila, mens Gerard Depardieu er den kommunistiske partisan Olmo, kan ingen være i mindste tvivl om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
Det er ikke bare Italiens, det er Europas historie op gennem første halvdel af det tyvende århundrede, den film ruller op.
Rent generationsmæssigt fra Burt Lancaster, der bruger sine begrænsede virkemidler så effektivt, at begrænsningen bliver en styrke, til Robert de Niro som tredje generation af godsejer. Overleveren.
Burt Lancaster hænger sig selv i stalden, fordi han ikke kan få den op at stå med den lille teenagepige, det er hans ret som padrone at gøre det med, som Jørgen Leth gør på Haiti.
Men, det er Italien, det er en film, og det var helt tilbage i begyndelsen af det tyvende århundrede, af den voldsomme fødsel til den frihed, man stadig i halvfjerdserne kunne tro på som en utopisk mulighed.
Den skal Ekstra Bladet nok komme efter, og det blad skal ses i kiosken, ikke på skærmen.
