Læsetid: 4 min.

Sårbarhed og slægtskab

19. september 1997

"Narkoman - de ville skide mig et stykke. Og egentlig forstår jeg dem godt. Siden min mor fødte mig, har jeg været en byrde. Men de ville jo ikke give hende abort".
Beth R. til Anne Brockenhuus-Schack
Beths og Brøggers familiehistorier er af en sådan art, at de kan fremkalde vældige følelser hos enhver, der kan sanse såvel den smerte som det livgivende håb enhver kropslig og nærværende moder- og faderbinding rummer i sig på én gang. Beths barske historie, som De kan læse på side 11 i dagens avis, er en beretning fra helvedes forgård om et uønsket og mishandlet liv, der trods de håbløse vilkår alligevel fandt kærligheden, da det så allermest sort ud. Umiddelbart vil nogen måske kalde det en ugebladsagtige glansbilledhistorie med happy end and all that. Men bag overfladen er der altid mere på spil.
Det er der også i Suzanne Brøggers slægtssaga, Jadekatten, der i disse dage deler landets anmeldere. Claes Kastholm i Ekstra Bladet og Erik Svendsen i Jyllands-Posten irriteres over hendes bedreviden, frelsthed og selvros, men bag ordenes distance kan selv de bevæges og anfægtes.
Måske er det, fordi Brøgger har "spejlet den Store historie og set, at den er gruelig gal! Familieopløsningen er total, fællesskabet er gået under i egoisme, ødipusseri og faderbindinger," skriver Maria Sjøqvist i Kristeligt Dagblad og ser romanens slægtsskab med Thomas Manns Familien Buddenbrook og Herman Bangs Håbløse Slægter.
Åbenbart er det lige netop dette kulsorte billede af 90'ernes Danmark, vores egen anmelder, Marie-Louise Kjølbye, har så svært ved at udholde. Hun længes selv tilbage til "den smittende livsenergi" og "friere livsfilosofier", som Brøggers første bøger var eksponenter for. Skuffelsen er så stor, at ord som nederlagsstemning, interesse for gener og rødder, og Brøggers konservatisme (læs isolation fra omverdenen) løber i pennen.
I Politiken erkender May Schack, at bogen som civilisationskritik dårligt kan være mere dyster, men hun vælger alligevel at se det som "en opsang til os alle: når vi ikke længere er i stand til at tage vare på vores børn, hører alt menneskeligt fællesskab op. For dermed er forudsætningen væk."
Og det var, hvad Suzanne Brøgger selv mindede os om i Karen Sybergs interview med hende her i bladet for en uge siden: "Alt, hvad jeg rører ved, bliver moralsk. Jeg tror ikke, vi kan overleve som samfund uden den sammenhæng og den afhængighed af hinanden, som slægten tidligere har repræsenteret."
Men Berlingske Tidendes redaktionssekretær har ikke fattet en pind af det hele, da rubrikken "fri os fra familien" blev givet til Jens Andersens anmeldelse - eller måske har vedkommende ikke kunnet frigøre sig fra 1968 og Brøggers Fri os fra kærligheden? "Brøggers nye bog (er) en bombe under 90'ernes glitrende lykkebegreb og de borgerlige familieforestillinger, der ifølge statistikker for de flestes vedkommende fører til enten skilsmisse eller skizofreni," anmelder Andersen og beskriver, hvordan slægten i takt med århundredets gang er skrumpet ind til kernefamilier og nu single-tilværelser.
Når selverkendelsen bliver for smertelig eller bare fortrænges på grund af egne livserfaringer, så er det værd at huske, hvilken omkostning og smerte mange børn har måttet bære. Mens fædre og mødre jagtede frigørelse, flygtede fra familiens bånd og lod sig skille for måske at skabe endnu større og forvirrende familierelationer - måske gift for anden eller tredie gang - blev børnene opdraget ikke kun af sine kødelige forældre, men levede splittet mellem weekendfaderen, mors nye kæreste og dennes børn og ekshustruer og så videre i et levende kaos. Selv om der i dette nye "postmoderne" familiemønster kan findes eksempler på, at livet og opdragelsen lykkedes, så er det op mod 40 procent af alle "fraskilte" børn, der næsten eller helt mister kontakten til deres kødelige far i løbet af få år. Skilsmissekulturen har bredt sig overalt i den vestlige verden - og mange forskere mener, at den bærer kimen til psykiske og sociale nederlag; blandt andet fordi det sårbare barn (som Beth for eksempel) reagerer normalt på helt unaturlige omstændigheder. Forsømte børn - hvad enten de er ramt af skilsmisser eller lever i kærlighedsløse familier, hvor egoismen og den psykiske/fysiske vold har fået overtaget - tilhører samfundets stadig større risiko-gruppe. Dér hvor vold, kriminalitet, selvmord eller psykisk sammenbrud frister som flugtveje.
Det er i dette stadig mere overvældende mønster, at familien - hvad enten det er kernefamilien, storfamilien eller slægtskabet - er frygtindgydende sårbar. Men hvor der er mennesker af kød og blod - som alle har barnets skrøbelighed og afhængighed af faderen og moderen som grunderfaring - er der håb, uanset hvor dyster og opløselig fremtiden ser ud. Kærlighed er simpelthen livet, ellers vil der kun være intethed og død at finde, vidste den store russiske forfatter Dostojevskij. Derfor lader han Raskolnikov finde sin Sonja og sit livs kærlighed i en sibirisk arbejdslejr. Af alle steder. Forfatteren Knud Hansen har i sin bog om Dostojevskij sagt, at Sonja - der endda solgte sin krop for at redde sin familie fra sult og nød - bar på denne hemmelighed: "Sandheden om mennesket er ikke fuldkommenhed, men tilgivelse. Under tilgivelsens byrde og befrielsen finder mennesket sin mulighed for at leve." Men hvor svært vi dødelige mennesker har ved at leve op til det, vidste Dostojevskij også. For Sonja, "hun er ikke af denne verden. Hun hører til hos Gud...så fuld af omhu for dem, hun har kær."bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu