Læsetid: 5 min.

Saddam fanget – men lang vej til fred

15. december 2003

PÅ BUNDEN AF et smalt og mudret hul i et bondehus lidt uden for sin fødeby er Saddam Hussein endelig fanget. Den irakiske despot, som i et kvart århundrede tvang sit eget folk i armod, har som enehersker levet et luksuriøst liv, omgivet af en hær af vagter. Nu blev han fundet – forladt og helt alene i hullet. Forhutlet med langt gråt skæg og hår. Ydmygelsen stod malet i ansigtet på Saddam, da han blev fremvist på tv-billederne umiddelbart efter sin tilfangetagelse.
Den formelle magt, han har besiddet, siden han i 1979 overtog den absolutte magt i Irak, er nu forsvundet. Over for den irakiske befolkning har Saddam Husseins jernnæve brutalt knust ethvert tilløb til den mindste modstand mod ham – og han har snedigt manipuleret omverdenen til at tro, at hans militære styrke udgjorde en trussel.
Den hurtige amerikansk-ledede sejr i krigen i begyndelsen af året ødelagde imidlertid den illusion. Saddam stak halen mellem benene og forsvandt ud af Bagdad – men opretholdt en position som en mytisk irakisk leder, som end ikke den ufatteligt stærke amerikanske krigsmaskine kunne besejre. Nu er myten blevet et menneske – ussel, ydmyget og indespærret.

DET ER EN LYKKE, at Saddam er fanget. Han var en af verdens værste diktatorer. Det terrorregime, han kastede sin hæslige magt over, kostede hundredetusinder af menneskeliv og kastede millioner ud i dyb forarmelse. Den brutalitet, som Saddam voksede op med i Tikrit, hvor hans stedfar rutinemæssigt bankede ham, har siden præget alle hans ugerninger. Det storhedsvanvid, der dominerede hans drøm om at blive hersker over hele den arabiske verden, førte til krigene mod Iran i 1980 og Kuwait i 1991 og endelig til den fatale konfrontation med USA, som kulminerede i foråret i år.
Der findes næppe mange mennesker i den vestlige verden, som begræder Saddams fald. Tværtimod. Derimod er der al mulig grund til at tro, at der findes masser, ja, millioner, i den arabiske verden, der dybt og inderligt vil sørge over Saddams tilfangetagelse.
I de fattige og underudviklede muslimske lande fra Mauretanien og Marokko i vest over Sudan og Palæstina til Afghanistan og Pakistan i øst vil det primitive had til Amerika og Vesten få endnu mere næring. For millioner af muslimer, som lever allerfattigst og allermest perspektivløst, har Saddams modstand over for den for dem så provokerende vestlige rigdom, været et sjældent lyspunkt. Palæstinensere, som er vokset op med den amerikansk-støttede israelske statsterror, har af samme årsag forgudet Saddam – allermest fordi han modsat diktatorerne i de rige muslimske nabolande rent faktisk igen og igen har trodset amerikanerne og aktivt støttet den arabiske sag. Det er derfor, at det håb om stabilitet, som vi i Vesten nu har fået med Saddam bag tremmer, af andre vil blive opfattet som endnu en grund til at fortsætte med at skabe opstand.

FOR VESTEN og for Amerika i særdeleshed er det afgørende at have denne virkelighed i baghovedet. Der er gode grunde til, at de vestlige landes hensigter betragtes med en enorm mistænkelighed af de arabiske folk – og i det mest aktuelle tilfælde af irakerne.
Med sin geografiske placering har
Irak i hele sin historie været en nærmest konstant kampplads. Fjendtlige hære har i næsten tre årtusinder angrebet det nuværende Irak – fra grækerne, romerne, perserne og tyrkerne til i det seneste århundrede briterne og amerikanerne – og efter hvert nederlag og under hver besættelse har irakerne straks sat modstandskampe i gang for at genvinde ære, værdighed og selvstændighed.
Irakerne har så mange gange oplevet, at venner har vist sig at være fjender – og i generation efter generation er hadet vokset. Et af de seneste eksempler, som af åbenlyse årsager har båret ved til den mellemøstlige myte om vestlig dobbeltmoral, handler om krigen mellem Irak og Iran fra 1980 til 1988, hvor USA, Storbritannien, Frankrig og i mindre grad også Danmark støttede Irak. Saddams motiv til at angribe skyldtes drømmen om at udvide sin regionale magt, mens det amerikanske mål var at bremse Irans fundamentalistiske leder, ayatollah Khomeneis fremmarch i Mellemøsten. USA’s alliance med Saddam Hussein dengang førte i 1982 til, at præsident Ronald Reagan fjernede Irak fra listen over terrorregimer, til en genetablering af diplomatisk kontakt i 1984, til fodring af irakerne med efterretninger, til fortsat støtte selv efter Iraks giftgasangreb på kurderne i 1988 og helt frem til egentlig militær støtte i slutningen af krigen sammen år.
Et par år efter havde amerikanerne i stedet allieret sig med andre despoter i regionen, især Saudi-Arabien med dets enorme olielagre, og derfor kunne Saddam ikke længere regne med amerikansk støtte efter angrebet på Kuwait. Med det forløb er det nemmere at være den autoritære leder, hvis politiske liv skal næres af ydre fjender.

KRIGEN MOD SADDAM er altså langt fra sluttet med tilfangetagelsen af despoten. Hadet til amerikanerne er så stort hos mange irakere, at motivationen til at fortsætte modstanden er kolossal. Hyppigheden af angreb på de vestlige magter i Irak er deprimerende stor – i gennemsnit slås to soldater ihjel pr. døgn og ti bliver såret. Tabene hos den irakiske befolkning er langt større – i omegnen af 20.000 soldater og 10.000 civile irakere er allerede døde. Der er med andre ord masser af årsager til hævn i et samfund præget af feudale klanstrukturer.
Nogle af de irakere, der enten direkte har taget mod ordrer fra Saddam til terror i de seneste måneder, eller mere indirekte har følt, at de har kæmpet i hans ånd, vil i en stund være rådvilde. Terrorister fra andre muslimske lande og netværk vil med stor sandsynlighed føle sig endnu mere motiveret til at fortsætte de dødbringende angreb på vestlige mål.
Den pressekonference, som amerikanerne i går holdt i Bagdad for at præsentere deres triumf, bar i foruroligende grad præg af fortsat manglende forståelse for den kultur, de opererer i. De ydmygende billeder af Saddam, mens en kronraget amerikansk militærlæge undersøger hans tænder og hovedbund, skaber mere had end forståelse.
DET HAD mod Vesten, der desværre er vokset blandt de fundamentalistiske muslimer, kan kun dæmpes ved hjælp af en ændret kurs. På kort sigt er tre forhold afgørende: For det første kan den nødvendige overgang fra en amerikansk besættelse til en demokratisk valgt irakisk regering ikke gå hurtigt nok. For det andet bør besættelsestropperne erstattes af fredsstyrker under FN’s kommando. For det tredje bør det på alle måder sikres, at den retssag, som skal gennemføres mod Saddam, bliver retfærdig.
På længere sigt – og her taler vi givet om det næste halve århundrede – handler det om at bygge bro mellem Mellemøsten og Vesten. Der er behov for en kolossal politisk, økonomisk og kulturel indsats, hvor de to regioner bindes stadig tættere sammen – præcis efter den model, som bandt Vestens demokratier og Østens kommunisme fredeligt sammen i anden halvdel af 1900-tallet. Undlader vi at tage denne fænomenale udfordring op, vil denne verdens terrorisme kun få øget styrke – og nye Saddam’er skyde op overalt. Det kan vi hverken være bekendt over for de mennesker, der knuges af despoter, eller over for vores egne børn og børnebørn.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her