Læsetid: 4 min.

Saddam støtter euro

3. november 2000

PETROEURO. Smag blot på ordet. For det er ved at blive en realitet. Iraks præsident Saddam Hussein har fået lov til af FN’s Sikkerhedsråd til at sælge sin olie for euro. Saddam truede med at lukke for oliehanerne, hvis Irak fortsat skulle ’handle med fjendens valuta’, d.v.s. med den amerikanske dollar. Og det fik Sikkerhedsrådet til på bare en uge – og efter fransk pres – at godkende fødslen af ’petroeuroen’. Man turde ikke gå glip af de cirka 2,3 millioner tønder irakisk olie, der hver dag pumpes ud på markedet. For det svarer til fem procent af verdens oliesalg. Det gør en forskel nu, hvor vestmagterne vil have de høje oliepriser ned, inden de sætter fut i inflationen og truer væksten.
Så Irak fik lov til – under FN’s olie for fødevare-program – at gå over til petroeuroen. Overskuddet sættes ind som euro på en konto i den franske bank BNP Paribas, hvor der allerde står 10 milliarder dollar. FN overvåger, at Saddam ikke køber våben for dem, men kun fødevarer og medicin.

LIGE NETOP petroeuroen har en bredere symbolsk betydning, som ikke kan reduceres til Saddams fjendebilleder. For den er led i en bredere historisk proces, hvor det europæiske kontinent selvstændiggøres og gradvist vikler sig ud af USA’s politiske, økonomiske og militære overherredømme, der har været vilkåret siden Anden Verdenskrig.
Det er faktisk en af hovedpointerne med den fælles europæiske valuta: At tilbageerobre noget af den suverænitet, som i de sidste 50 år var minimal under dollarens totale dominans og de stadig mere liberaliserede valutamarkeder, der har gjort nationale valutaer til små skrøbelige skibe i det globale hav. Verdens råvarer har været noteret i dollar, så i Europa har de nationale økonomier været stavnsbundet til dollarhegemonen.

OG I EUROPA har vi som resten af verden været afhængig af de lunefulde omsving i USA’s økonomi
– ingen gik fri, da regningen for Vietnamkrigen eller Ronald Reagans forbrugsfester skulle betales. Og vi går ikke fri, hvis luften af det overophedede amerikanske aktiemarked pludselig går ud.
Euroens fædre havde den forestilling, at en fælles europæisk valuta med tiden kunne blive et bolværk mod valutaspekulation og blive en ny international reservevaluta. Hvis råvarer betaltes i euro, så ville det være en klar fordel. Naturligvis fjerner det ikke indre europæiske uligheder og skævheder, men det vil gøre EU mindre sårbar overfor overdreven irrationalitet i USA.
I år har EU-landene f.eks. fået en dobbeltregning. Ikke nok med, at vi skal betale stærkt stigende oliepriser, men vi må oven i købet afregne i dollar, som også er steget overfor euroen. Det er en vigtig årsag til, at euro-landene mærker et større inflationspres end USA, hvis olieforbrug er langt større. Større konkurrencepres og højere produktivitet i USA er en anden årsag.
Hvis flere olieproducerende lande sælger olie i petroeuro, kan det blive et vigtigt skridt til at stabilisere euro-økonomien. Det kræver dog, at USA-venlige Kuwait og Saudi Arabien også går over til petroeuroen, og det er – trods alt – ikke sandsynligt på kort sigt. Slet ikke med Saddam i front.

TRODS DETTE forbehold har den tyske repræsentant i Den Europæiske Centralbank, Ernst Welteke, rost Iraks beslutning: »Det vil være ekstraordinært favorabelt for den langsigtede udvikling« for euroen, sagde han i mandags. Måske burde chefen for Centralbanken, Wim Duisenberg, lige frem sætte Saddam på julekortlisten for i år?
Det har ikke været et festligt år, og siden euroens introduktion i januar 1999 har den tabt 27 procent af sin værdi overfor dollaren. Duisenbergs desperate rentehop har ikke styrket tilliden til hverken ham eller euroen. Selv G7-landene har måttet hjælpe med støtteopkøb på markedet. Og et flertal af danskerne stemte nej til møntunionen.
I sidste uge slog euroen en ny bundrekord overfor dollaren, da markedets kun ville betale godt 82 US-dollar for 100 euro. Men i går var euroens værdi løftet op over 86-grænsen. Saddams farvel til petrodollaren er ikke den vigigste årsag til, at euroen har fået medvind. Flere og flere tror, at EU-landene vil overhale USA’s vækst næste år – USA kan ikke holde dampen oppe, og i tredie kvartal blev væksten målt til 2,7 procent på årsbasis.
Måske er det starten på en hård landing i USA. Flere frygter nu, at den nye økonomis høje aktiekurser og vækst slår over i en gammel og smertefuld tilstand:
Recession med inflation. Og det kan sætte gang i en kædereaktion, hvor aktiekurserne og det høje forbrug (for lånte penge) falder brat. De udenlandske investorer, der med 750 mia. dollars kapitalindsprøjtning har holdt det lange amerikanske boom og dollaren oppe, vil måske begynde at forlade skuden. Det vil give nye bølgeskvulp over Atlanten. Euroens position overfor dollaren vil alt andet lige blive styrket, hvis da ellers ikke euro-ministrene sætter det hele over styr i indre strid og uenighed om, hvordan den europæiske flåde skal organiseres.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her