Læsetid: 3 min.

Saddams bombe

19. december 2002

Nogen god presse har Saddam Hussein ikke. Rask væk bliver han kaldt en diktator og anklaget for folkemord på kurdere. Helt retfærdigt er det åbenbart ikke. Ved hjælp af en 12.000 sider tyk redegørelse om Iraks våbenprogrammer, som i begyndelsen af december blev afleveret til Sikkerhedsrådet, viser Saddam Hussein et mere detaljeret billede af Iraks nære forhold til Vesten.
Frem til Golf-krigen modtog han både kamphelikoptorer og miltbrand-sporer fra USA. Præsidenterne Ronald Reagan og George Bush Sr. var behjælpelige med den militære oprustning, for Irak udgjorde et bolværk mod præstestyret i Iran.
I de år gjorde 24 amerikanske virksomheder – blandt dem Hewlett Packard, Honeywell, Rockwell, Bechtel, ICS og Unisys – forretninger med Irak. Tyske ingeniører fordoblede de irakiske Scud-missilers aktionsradius, og arbejdede med Saddams eksperter om atombomben. 80 tyske virksomheder deltog, bl.a. MAN, Daimler-Benz og Siemens.
Efter Iraks angreb på Kuwait i 1990 afbrød USA samarbejdet – ligesom Tyskland, i det mindste officielt. I hemmelighed fortsatte nogle af firmaerne deres forretninger i Irak til 2001, fortæller den irakiske redegørelse og udstiller det vestlige hykleri.

Afsnittet om Vestens militærhjælp til Irak vil ikke være at finde i den forkortede udgave af redegørelsen, som de fem faste medlemmer af Sikkerhedsrådet frigiver i dag.
Mandag kunne den tyske avis Die Tageszeitung afsløre eksistensen af afsnittet, og i går kunne avisen fortælle, at den tilgængelige version af redegørelse, kun bliver på 3.000 sider. Med FN-diplomater fra Sikkerhedsrådet som kilder skriver avisen, at censuren sker på USA’s ønske. Beskrivelsen af den amerikanske militærhjælp er åbenbart så belastende, at USA helst vil gemme den bort.
I forvejen har USA karakteriseret redegørelsen som ‘et bundt løgne’ – nu bliver karakteristikken bekræftet: Hvis ikke Saddam Hussein allerede har fusket med sandheden, gør USA det nu.

Hvis Saddam Hussein med sin redegørelse har forsøgt at kompromittere Vesten, er det lykkedes. Selv om vi ikke får lov at læse det interessante afsnit, rettes vores opmærksomhed igen mod beslutninger, der blev truffet, da Irak var Vestens allierede.
USA’s reaktion viser, hvor pinlig denne fortid stadig må være – og derfor skal den hemmeligholdes, men censuren har blot gjort redegørelsen mere interessant.
Interessant ville det også være at vide, hvordan den venstre-økologiske, tyske avis Tageszeitung kom i besiddelse af dette afsnit, så dele af indholdet alligevel bliver kendt ... Der er to mistænkte, som har haft adgang til papirerne – amerikanerne og irakerne. Hvis USA står bag lækagen til netop regeringspartiet De Grønnes hoforgan, må formålet have været at lægge pres på Tyskland, der trods vankelmod fortsat er modstandere af en Irak-krig. Ved at afsløre støtten til Irak kunne man gøre de tyske krigsmodstander møre.
Argumentationen holder bare ikke, fordi det bortcensurerede afsnit også kaster et kedeligt lys på USA. Irak har derfor langt større glæde af lækagen.

Hvis Irak står bag, er kalkulen gået op. Censuren har skærpet interessen, men det er værd at påpege, at sensationen er grundløs: Afsnittet om våbenhjælpen er ganske tankevækkende – i sin substans er den bare ingen sensation.
Den amerikanske støtte til Irak før Golf-krigen var omend ikke fuldt belyst, så dog kendt. Og den hemmelige tyske samhandel med Irak efter Golf-krigen har resulteret i flere retssager. Godt nok har der aldrig eksisteret et samlet billede af det vestlige engagement i Irak, men en omfattende mistanke havde
alle.
Saddam Hussein tager fejl, hvis han tror, at Vesten på denne baggrund lader sig forpligte af et tidligere kompagniskab; støtten til han er forlængst bogført som en geopolitisk fadæse. Så hvorfor censurere den irakiske redegørelse? Er den simple forklaring, at USA ikke vil mindes om den venskabelige støtte, man dengang ydede? Nærer præsident George W. Bush’ et ønske om at skåne sin far, tidligere præsident George Bush’ og tidligere præsident Reagans eftermæle?
Amerikansk stolthed og familien Bush’ ære kan ikke være en krig værd.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her