Læsetid: 6 min.

Sæbeopera på sidelinjen

De personlige opgør mellem toptrænerne i engelsk fodbold er mere underholdende end spillet på banen
17. november 2006

Da Alex Ferguson i oktober 2004 deltog i en velgørenhedsmiddag i Cheshire, blev han stillet følgende spørgsmål:

"Hvis du havde en pistol med én kugle, hvem ville du så skyde? Arsenals træner Arséne Wenger eller Victoria Beckham?" (David Beckhams kone, som Ferguson ikke kunne fordrage på grund af hendes skadelige indflydelse på ægtemandens karriere).

Ferguson tænkte over spørgsmål et øjeblik og svarede så:

""Could I have two bullets, please?"

Velkommen til livet blandt toptrænerne i Premier League.

I en tid, hvor de britiske fodboldspillere bliver rigere og rigere og mere og mere konforme - de køber de samme sportsvogne, får jakkesættene syet hos de samme skræddere i Savile Row, står på VIP-listen hos de samme natklubber i West End og finder deres kærester i samme pool af girlband-medlemmer, tv-værtinder og modeller - har managerne overtaget showet og opfører deres helt egen sæbeopera, hvor hovedpersonerne skiftevis skændes og forsones, lovpriser og foragter hinanden og låses i fælles had eller kærlighed, præcis som i de eftermiddags tv-serier, som de engelske husmødre elsker. Og hele pressen - lige fra boulevardbladene til morgenaviserne - dækker deres intriger og rænkespil med en intensitet, der ofte skubber resultaterne på banen i baggrunden.

Hovedpersonerne i fejden er de fire managers for de største klubber i den engelske Premier League: Manchester Uniteds Alex Ferguson, Arsenal Arséne Wenger, Chelseas José Mourinho og Liverpools Rafael Benitez, og grundlaget for deres opgør er det ærkebritiske begreb mind games, der bruges som betegnelse for de psykologiske virkemidler, der tages i anvendelse i form af påstande og kommentarer, der skal bringe modparten ud af fatning.

Det psykologiske spil

Ved flere lejligheder har hovedaktørerne dog forladt det subtile psykologiske spil og kastet sig ud i åben krig - hvis de da ikke har valgt at optræde som fornærmede børnehavebørn. Alt sammen vældigt underholdende, om end ikke ligefrem befordrende for den respekt, der burde stå om trænerne for nogle af verdens største klubber.

Begrebet mind games gjorde sit indtog i engelsk fodbold i sæsonen 1995-1996, hvor Newcastle lå til at vinde mesterskabet efter på et tidspunkt at have ført turneringen med 12 point ned til Manchester United. Mod slutningen af sæsonen var nordenglændernes forsping dog svundet ind, og da Ferguson i et interview udtalte, at han håbede, at kriseramte Leeds ville løfte sit spil forud for et opgør med Newcastle, knækkede filmen for Newcastles træner, Kevin Keegan, der i et tv-interview gik amok og nærmest råbte, hvor meget han ville elske det - "I would love it, love it!" - hvis Newcastle vandt guldet foran United. Det gjorde holdet imidlertid ikke. Tværtimod satte det hele sit forspring over styr, og Keegan gik over i historien som en manager, der blev brudt ned af Fergusons mind games.

Den psykologiske krigsførelse toptrænerne imellem blev dog først intensiveret - ja, nogle vil sige formaliseret - da Ferguson fik værdigt modspil i form af en ranglet franskmand, der ankom fra den japanske J-liga for at overtage Arsenal, Arsène Wenger.

Sammenstødene mellem Wenger og Ferguson har efterhånden udviklet sig til en institution i britisk fodbold og drejer sig ikke kun om opgøret mellem to trænere men er også udtryk for en god gammeldags klassekamp mellem skotske Ferguson, der som søn af en værftsarbejder voksede op i et af Glasgows barske arbejderklassedistrikter og stadig har et skilt med reference til faderens skibsværft Gowan hængende på sit kontor: ICUMFIGOWAN, og middelklassesønnen Wenger, der kommer fra et middelklassehjem i Alsace, hvor forældrene drev en restaurant, og som har gået på universitetet og taler fem sprog.

"Intelligent! De siger, at han er intelligent, ikke? Taler fem sprog. I min talenttrup har jeg en 15-årig dreng fra Elfenbenskysten, og han taler også fem sprog." Sådan har Ferguson kommenteret Wengers fine uddannelse, og Wenger har svaret igen ved at udtale, at Ferguson har 'lost all sense of reality".

Kampen på ord og manerer

De to har udkæmpet adskillige hårde kampe på ord, og det har især provokeret Ferguson, at Wenger har brudt en af engelsk fodbolds traditioner ved at afvise at dele en flaske rødvin på Fergusons kontor efter indbyrdes kampe. Ferguson, der har drevet det vidt siden sin opvækst på havnefronten i Glasgow og som i dag residerer i en Tudor-inspireret pragtvilla i Manchester og abonnerer på det eksklusive nyhedsbrev fra Robert Parkers vinhandel, har tydeligvis taget det ilde op, at den aristokratiske Wenger ikke vil lade sig beværte af ham.

Striden mellem de to nåede sit højdepunkt i 2004, da Arsenal tabte 2-0 på Uniteds hjemmebane Old Trafford efter et dramatisk opgør, der fandt sin kulmination i omklædningsrummet efter kampen, hvor to af Arsenals spillere, Ashley Cole og Cesc Fábregas, kastede pizza-stykker efter Alex Ferguson, der også påstod, at Wenger var kommet imod ham med hævede arme, parat til slåskamp.

Forud for det næste opgør mellem de to klubber på Highbury fandt Londons Metropolitan Police det nødvendigt at udsende en pressemeddelelse, hvor ordensmagten opfordrede de to kamphaner til at afstå fra de gensidige fornærmelser for ikke at ophidse masserne til optøjer.

Siden da er der blevet længere mellem snapsene i det, der er blevet kaldt "The great Feud of English Footbal"" - primært fordi en ny aktør har indtaget hovedrollen i form af cheftræneren for Chelsea, José Mourinho.

Allerede som manager for Porto demonstrede Mourinho, at han var fuldt på højde med Ferguson, når det gjaldt om at udveksle spydigheder. Da Ferguson efter en sejr til Porto over United i Champions League-turneringen nægtede at give Mourinho hånden, udtalte portugiseren således:

"Jeg kan godt forstå, at Alex er skuffet og ophidset. Hans mandskab blev jo udspillet af et hold, der kun råder over 10 procent af hans budget."

Og efter Mourinho blev manager for Chelsea, har han formået at anklage Ferguson for at misbruge sin status til at intimidere dommerne ved at opsøge dem i deres omklædningsrum i pauserne, ligesom han har beskyldt Wenger for at være sygeligt besat af Chelsea "a voyeur" - hvilket fik franskmanden til at true med sagsanlæg for æreskrænkelse. Denne episode udviklede sig i øvrigt til det farceagtige, da Mourinho i hemmelighed skrev et julekort til Wenger for at bilægge striden, hvorefter Arsenal-træneren afviste at tro på, at Chelseas manager selv havde forfattet kortet og derfor nægtede at give ham hånden, da Chelsea kort efter spillede mod Arsenal på Highbury, og så var Mourinho sur igen-

Nægtet at trykke hånd

Ja, selv den ellers så konfliktsky Liverpool-træner Rafael Benitez har Mourinho formået at trække ind i en personlig fight ved at afslå at trykke hans hånd efter en kamp i foråret. Det førte til, at stort set hele den journalistiske optakt til de to klubbers opgør i Community Shield-kampen i august handlede om, hvorvidt de to trænere vil hilse på hinanden efter kampen. (Det gjorde de.)

Alle disse intriger på kryds og tværs kan virke lattervækkende, og man må spørge sig selv, hvordan voksne, højtbetalte mænd med ansvaret for nogle af verdens bedste fodboldhold kan finde på at opføre sig på den måde, men på den anden side skal man måske bare læne sig tilbage i sofaen og nyde underholdningen.

I en tid, hvor al spænding er pillet ud af den bedste engelske række, og det eneste uafklarede spørgsmål handler om, hvor mange point Chelsea vinder mesterskabet med, kan man jo altid finde adspredelse i at diskutere, om Wenger, Mourinho, Ferguson og Benitez vil trykke hænder eller ignorere hinanden i iskold tavshed, næste gang deres veje krydses.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu