Læsetid: 4 min.

Nu skal der sælges pocketbøger

Oplag fra 5.000 til 8.000 skal gøre populære bøger billige i en fart. Et halvt år efter førsteudgaven skal man kunne købe bogen til 49 kroner, mener initiativtageren. Forlagene er i fuld gang med forberedelserne
19. april 2007

Der er forskel på bogdroppere og bogdumpere. Dumpingpriser på en flad halvtredser skal sætte fut i bogsalget og udvide markedet, så også bogdroppere fatter interesse. Det er intentionen bag, når de store forlag i samarbejde med boghandlerne fra slutningen af maj sætter et pocketbog-fremstød i søen. Forlagene Lindhardt & Ringhof, Aschehoug, Gyldendal, Politiken samt flere andre vil på samme tid udgive en lang række standardiserede pocketbøger i fem forskellige prislejer, spændende fra 49 til 99 kroner.

Tanken er at få paperbackbøger meget hurtigere ud efter førsteudgivelsen, siger Mette Thorsager Pedersen, der er bogindkøber for Indeks Retail og initiativtager til fremstødet. Indeks Retail indkøber bøger til B.O. Bøger, Bog og Idé, Bøger og Papir samt Boghandleren, en kæde bestående af 14 selvstændige boghandlere.

Forsøget har været gjort før, for en fire-fem år siden, men da var det ingen succes. Denne gang skal det imidlertid lykkes, siger Mette Thors-ager Pedersen, og det skal ske ved at udsende bøgerne, mens de stadig har nyhedens interesse, omkring et halvt år efter førsteudgaven, mener hun. Pocketbøgerne lanceres med stregkoder, hvor forskellige farver angiver prisen, "ligesom på frøposerne".

Nye bøger hver uge

Mette Thorsager Pedersen forestiller sig, at boghandlerne kan lave fremstød som 'tag tre, betal for to', og at pocketbøgerne udkommer på faste ugedage, for eksempel hver torsdag. Meningen er, at der skal komme nye bøger hver uge. Til en begyndelse skulle boghandlerne gerne kunne have et såkaldt 'fag', det vil sige en meter med pocket-bøger. Om et år håber Mette Thorsager Pedersen, at det er blevet til to-tre fag, og måske også 'en butik i butikken', kun med pocketbøger.

Pocketboglader efter svensk model er hun mere skeptisk over for. Det har nok lange udsigter, mener hun og gør opmærksom på den danske befolknings lidenhed. Vi er kun godt fem millioner mennesker mod Sveriges ni millioner.

Men Mette Thorsager Pedersen er sikker på, at et massivt pocketbogsalg med oplag på 5.000-8.000 vil udvide markedet og henviser til, hvad der skete, da supermarkederne begyndte at sælge bøger: Også boghandlerne kom til at sælge mere. Markedet blev slet og ret større, siger hun.

"Vi tror, der er en ny kundegruppe dér, ikke mindst blandt yngre mennesker," bekræfter Jørgen Bach, der ejer kæden B.O. Bøger, omfattende 15 butikker, heraf mange i butikscentre. "Vi kan se, at folk køber, hvis bøgerne er billige nok."

Jørgen Bach forestiller sig at lave en særskilt sektion i sine butikker og vil i butikscentrene også have bøgerne ude på gaden med forsiden opad, så forbipasserende opdager dem. Også dem, der ikke normalt køber bøger, understreger han.

Allerede i dag kan man jo købe bøger til en halvtredser, men det markant nye er ifølge Jørgen Bach, at alle de store forlag denne gang er med, og at fremstødet koncentrerer sig om nye titler.

Lindhardt & Ringhofs salgsdirektør Michael Bach-Marklund understreger ligeledes, at det er vigtigt, at hele branchen er med.

"Jeg håber, denne gang bliver den rigtige gang," siger han.

Lindhardt & Ringhof har 20 titler liggende klar, men i modsætning til de foregående mener Michael Bach-Marklund ikke, det nødvendigvis skal være næsten-nye bøger. Lindhardt & Ringhof, der i årevis har arbejdet med billige tilbudsbøger, har en lang erfaring, fremhæver han, og den tilsiger ham, at konceptet kan bære meget. Den samme erfaring har man gjort i Sverige, understreger han. Lindhardt & Ringhof har 'naturligvis' Sara Blædel med, men også Harper Lees Dræb ikke en sangfugl fra 1960 vil kunne sælges, vurderer Michael Bach-Marklund, ligesom han ikke ville være betænkelig ved titler som Kongens fald, Pelle Erobreren eller Lykke-Per. Også mere 'finurlige' ikke-skønlitterære bøger vil være velegnede, mener han og nævner som eksempel Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort. Men bøgerne skal lanceres dynamisk med nye titler hele tiden, så man vænner publikum til, at de kan få nye impulser i boghandlens pocketbog-afdeling, fastslår han.

Stregkoderne er trykt

Også salgsdirektør Jeppe Mossin fra Aschehoug tror på succes denne gang og har titler af John Grisham og Harlan Coben på bedding. Når det ikke lykkedes sidste gang, var det fordi, der kom alt for mange titler ud, som ikke var stærke nok, mener han. Alle forlagene udsendte 25-30 titler lige oven i hinanden, og det var bøger, der havde nogle år på bagen. Nu skal det være nyere titler, selv om Mossin dog sætter spørgsmålstegn ved, om bøgerne kommer i pocketbog allerede efter et halvt år.

Målsætningen denne gang med fast udgivelsesdag og nye titler hver uge er noget, der skal komme, når fremstødet er slået igennem, mener han: "Det er fase to."

Ifølge Bogmarkedet er også Politikens forlag og Gyldendal med på idéen. Gyldendal har omkring 15 bøger klar og har allerede trykt stregkoder i 'frøposefarver' til fem forskellige priser. Det er titler som Jakob Ejersbos Nordkraft og Elsebeth Egholm-krimier som Personskade og Selvrisiko, der vil dukke op i prisbillig udgave. Politiken står klar med 10 titler, blandt andet Johannes Møllehave og Benny Andersen: Det skal mærkes at vi lever, Søsser Krag: Min fars datter og Nynne 2.

Men der er også forlag, der holder sig udenfor. Marianne Kiertzner, promotion manager på People's Press, oplyser, at forlaget allerede siden september sidste år har haft sin egen pocketserie People's Price. People's Press samarbejder med forlagene Klim og Tiderne Skifter, men de fleste titler er forlagets egne. Bøgerne sælges såvel i boghandler som i supermarkeder, DSB-kiosker og 7-eleven-butikker til en vejledende pris af 49,95 kroner, mange steder billigere. Blandt People's Price-bøgerne finder man for eksempel Anne Sofie Kragh: Fogh - historien om en statsminister og Anne Meiniches To kaffe og en staveplade.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu