Læsetid: 4 min.

Sære mærkesager

5. april 2004

POLITISK ENGAGEREDE MENNESKER, der i sidste uge mødte op i Folkets Hus på Nørrebro i København til et debatmøde om Irak, kunne få en lille pjece stukket i hånden med overskriften: Irakisk modstandsmand taler ud. Den lille pamflet, som netop er udgivet på Forlaget Oktober, indeholder en lang udskrift af en samtale med en talsmand for Iraks patriotiske alliance, som blandt andet serverer følgende guldkorn: »På trods af at det store flertal af irakere ikke var enige i Saddams måde at regere på, så er han alligevel ved at blive et symbol på modstanden.«
»Alle institutioner oprettet af besættelsesmagten er ugyldige. Vi vil ikke acceptere dem, og modstandsbevægelsen vil betragte dem som legitime mål, selv om de er blevet overdraget til irakere.«
»Hvis jeg rejser rundt i Irak og taler med almindelige mennesker om demokrati, slår de mig med deres sko.«
»FN er intet andet end den amerikanske imperialismes marionet.«
»Det, som besætterne ønsker at ødelægge, er vores arabisk-islamiske identitet, der forener os. Derfor kan kun modstanden forene hele det irakiske folk.«
»Vi kan kun spytte på det såkaldte internationale samfund og den demokratiske civiliserede verden, der har deltaget i enhver tænkelig forbrydelse imod vort folk.«
»Alle USA’s marionetregimer vil blive angrebet for endeligt at befri vores jord fra imperialismen og zionismen.«
»Ingen vil græde, hvis en kollaboratør dræbes.«
Og så videre og så videre, side op og side ned, i bedste bombastiske propaganda-stil.

SKULLE MAN ANMELDE denne udgivelse, ville det litterære og kunstneriske indtryk være til et stort rundt nul med pil nedad. Det er virkeligt en pine at kæmpe sig igennem de 25 siders floskler og politiske tirader, og der er næppe mange chancer for, at skriftet havner på bestsellerlisterne.
Men for udgiverne, som er en forening, der kalder sig Komiteen for et Frit Irak, er budskabets indhold formentlig også det væsentligste. Foreningen har en talsmand, der i dagens avis viderebringer sin noget specielle opfattelse af, hvad der foregår i Irak lige nu og argumenterer for, at det er en god ide at støtte de væbnede irakiske gruppers krig mod besættelsesmagten.
Formentlig består Komiteen for et Frit Irak af en meget begrænset skare mennesker, der har valgt at kaste sig over denne sag, hvor de dyrker »irakiske modstandsfolk« som deres helte og forbilleder i kampen mod USA’s imperialisme.
Man kan ignorere denne tåbelighed, eller man kan grine eller græde. Man kan undre sig over, hvad der driver en gruppe mennesker, der betegner sig selv som udsprunget af fredsbevægelsen, til at hylde de voldelige kræfter, som for tiden gør alt, hvad de kan, for at kaste Irak ud i endnu mere kaos. Man kan irriteres over tendensen til, at det især er politiske smågrupper, der definerer sig selv som tilhørende »venstrefløjen«, der kaster sig over bizarre og voldsfremmende mærkesager, og undre sig over deres modvilje til at lære af historien.
Det er ikke nok, at grupper på den danske venstrefløj i tidens løb har støttet personager som Cambodias folkemorder Pol Pot og Albaniens diktator Enver Hoxha.
For kun en uge siden kunne Information referere fra et debatmøde om Baskerlandet, hvor den danske»Baskerlandsgruppe« havde inviteret en række oplægsholdere til at udsprede myten om, at baskerne er Europas mest undertrykte folk, og at dialog og forhandling med ETA er vejen frem. Vi har endnu ikke herhjemme set en officiel solidaritetsgruppe for al-Qaeda, men det er sikkert kun et spørgsmål om tid.
Ganske som den logiske følge af de holdninger, Komiteen for et frit Irak lægger for dagen, ville være at begynde at samle penge ind til at finansiere indkøb af sprængstoffer, selvmordsbombebælter og håndgranater til de ’heroiske irakiske frihedskæmpere’.

MODSTANDSKAMP MOD en udenlandsk besættelsesmagt er legitim, argumenterer komiteen. Måske, men det er ikke ensbetydende med, at det er en sag, som fortjener støtte.
Dele af den danske bevægelse, der har været modstander af USA’s krig mod Irak, har et reelt problem. »Ville I hellere have beholdt Saddam,« spørger vor statsminister, og krigsmodstanderne slår syv kors for sig og forsikrer, at det har de aldrig ment – end ikke når de rejste til Irak som frivillige bombeskjolde og lod sig beværte og fremvise af massemorderen Saddam Hussein.
Kun den, der vælger at gøre sig både døv og blind, kan bilde sig ind at grupper som Iraks Patriotiske Alliance kæmper for at indføre fredelige og demokratiske forhold i Irak. Med deres totale mangel på respekt for menneskeliv får disse grupper tværtimod besættelsesmagtens overgreb mod den irakiske befolkning til at blegne. Og tanken om, at det skulle lykkes dette sammenrend af ex-baathisters og andre gruppers væbnede modstand at jage amerikanerne og deres allierede ud af landet, så de selv kan overtage magten, lyder som et rendyrket mareridt for alle irakere, der ønsker fred, frihed og demokrati.

ds

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu