Så er der igen godt nyt fra Kim Fupz Aakeson, som i sparring med illustratoren Per Dybvig har begået den lunt underfundige Engelbert H og den sidste chance, udgivet i Dansklærerforeningens serie af billedromaner, hvor der eksperimenteres med at få et større antal illustrationer til at interagere med en kortfattet, letlæst tekst, der ikke renoncerer på at give vitaminer til eftertanken.
Der er et klædeligt samspil mellem Fupz' som vanligt boblende mundrette og latent fnisefremkaldende sprogarbejde og Dybvigs fræsende og ekspressive tegnestil, der både rummer det bastant brutale og det nænsomt nærværende. Engelbert H, en af Guds sejeste engle, bliver af Vorherre himself sendt til Jorden for at redde den fra de krige og den elendighed, Gud dagligt martres med i tv's nyhedsudsendelser.
Engelbert har syv dage til projektet, ellers vil Gud sørge for, at Jorden går under. Men nede på Jorden går det ikke som forventet.
Griskhed og bøllebank
Menneskene er slet ikke vilde og blodige efter at redde verden. De har travlt med at tjene penge, så Engelberts små aktioner mod bilisme og forurening ender med, at han får både bølle- og bilistbank og efter en våd dag med en gammel drukkenbolt oven i købet må en nat i detentionen. Gudskelov møder han pigen Bessie, som inviterer ham på pizza, kaffe, cigarer og en god seng, alt imens dagene bare går. På syvendedagen må Engelbert, mens en liflig duft af bacon og røræg kildrer hans næse, ringe til Gud og gå i forbøn for menneskene. Gud går tøvende med til en udsættelse, men som han formanende tilføjer:
"Vi ser ikke tiden an i al evighed".
Fed historie med lige dele snurrende vanvid og vederkvægende humor i opløftende jordhøjde.
Babel og Guds storetå
Gud er også på spil i Det tossede tårn af Peter Mouritzen og Otto Dickmeiss, hvor afsættet er den bibelhistoriske fortælling om menneskene i Babel, som ville bygge et Gudetårn, der skulle nå helt op i himmelen.
Men Gud får hovedpine bare ved tanken og sender såvel spion- som balladeengle ned på jorden for at forpurre projektet. Denne forkludringsproces sættes morsomt og veloplagt i scene af Mouritzen og Dickmeiss. Førstnævnte med sin altid præcise og sprogbevidste tættekam og sidstnævnte med sine snurrigt meddigtende illustrationer. Da balladeenglene begynder at flyve ind og ud af folks ører, går også sproget i kludder.
Én får "vrøvlepine i sine ører" og Gudetårnet bliver til Tudehornet.
"Man blev krigerisk og talte skrigerisk", som Peter Mouritzen digterisk formulerer det. Tårnet bliver vindt og skævt, og til sidst kan en tilfreds Gud blot stikke sin storetå ud af en sky og træde tårnet i stykker.
Det tossede tårn indgår i serien BibelStærk (med Mouritzens genfortællinger af bibelhistorier for børn i alderen tre-otte år), hvor det bibelloyale tilsættes en moderne, humoristisk fortolkning. Her ikke mindst i Dickmeiss' streg, som både har det arkaiske og det burlesk sprudlende i sine øjnefokuserede skildringer af de babelsboere, der ender op i de rene tosserier.
$SUBT_ON$Grum historie om blinde
Den ensomme hånd med ord af Sisse Ramholt og illustrationer af Toril Bækmark kan anskues som en moderne og ganske original gennemspilning af skønheden og udyret-temaet. Der er både gru, uhygge og livgivende poesi i fortællingen om hånden, der "med et vågent øje på hver finger" rapper sig larmende gennem nattens kulsorte gader, hvor den smadrer butiksvinduer, giver fingeren til nattens dæmoner og blæser på orden og trafik.
Når den har fået nok, lister den hen i verdens ensomste gade, hvor den på en bænk venter på pigen med det blæksorte hår. Men pigen ser slet ikke alle de klovnetrick, hånden udfører for at vinde hendes gunst og kærlighed. Desperat og træt til døden tvinger bænken hånden til at opsøge 'mørkets medicinmand', som ordinerer "tonsvis af fingergymnastik, masser af dagslys og gåture i solskin".
Langsomt, men stadig med dybe hjertekvaler, opdager hånden, at der også er et liv i dagslyset med legesyge børn og et farverigt gadeliv. Og først til allersidst, da den - skambidt af en hund - ender i pigens nænsomme hænder, erfarer den, at pigen ikke kan se, men det betyder intet, for "jeg har jo øjne nok til os begge to", som den lykkeligt udbryder.
Ramholt og Bækmark turnerer denne hjerteskærende fortælling med stor sikkerhed. Ramholts i sig selv lidt syrede og billedrige sprog forløser med smertetæt følsomhed håndens desperate odyssé frem mod mødet med kærligheden, og Bækmark løsner op for det potentielt knugende i en række dynamiske illustrationer, hvor hun i flot samspil med papirets hvide flade og med en vilter, hastigt løbende tuschstreg så at sige giver hånden mæle og skaber et udtryksfuldt rum til tekstens mange stemningslejer. Et meget vellykket samarbejde.
$SUBT_ON$Kras gys om tabte øjne
To knapper i hånden er ligeledes én - her til det yderste - grumættet fortælling om ikke at kunne se. Pigen Rie vågner en morgen og opdager, at der to knapper syet fast i hendes hånd. Det er udgangspunktet for en ætsende rejse ind i ensomhedens angstfremkaldende mørkekammer, hvor sære syner og monstrøse fantasier leger tagfat. I et stramt, poetisk mættet, men også noget kuldslået sprog åbner de Neergaard dørene ind til et isnende uhyggerum, hvor knapper får et dæmonisk egetliv. En manglende knap i pigens bluse erstattes af moderen med en meget påfaldende bamseknap, som udløser så voldsomme drillerier, at Rie styrter hjem fra skole og gemmer sig under dynen, hvor hun rædselsslagen konstaterer, at hendes bamse mangler begge øjne. Det hele kulminerer, da moderen kommer hjem og konfronteres med en frådende Rie, som beskylder hende for at have stjålet bamsens øjne og syet knapperne i hendes hånd. Resolut river Rie sine egne øjne ud og rækker dem til moderen, som udbryder: "Min lille skat, du ser jo ingen ting".
Sceneskift til optikeren, hvor "to runde glas fløj med vinger og landede på Ries næse".
Udstyret med briller ses Rie på sidste opslag spankulerende ud på asfalten med "tykke, hvide firkanter til at træde på". Synets skarphed er vendt tilbage, men som teksten med en gysende eftersætning fortsætter "nogen havde skruet ned for lyden".
To knapper i hånden er krasse sager, der dygtigt om end lige lovligt kalkuleret leger med angstens fremtrædelsesformer, forlænget ud i Els Cools' gysfastholdende illustrationer, som med en tottet, realitetsforvridende penselføring sætter farver og tekstur på det tilknappede vanvid.
Lad os slutte runden af i det muntre hjørne med Oskar K's og Dorte Karrebæks De tre, som i to bind med fulde sejl giver det kontrollerede anarki fuld skrue i deres aldeles hjemmebrændte krønike om forholdet mellem to hunde og en kattekilling.
$SUBT_ON$Dyreanarki for fuld hals
De to bind er ikke for genuine genrefastholdere. Der leges med såvel blodig gru, kønsrollesatire, grovkornet komik og skævøjet hverdagspoesi i en form, hvor samspillet mellem billedfortælling og tekst konstant udfordres i et nærmest dekonstruktivistisk dansenummer, hvor alle ord og illustrationer danser samba, breakdance og tango hen over siderne i ét og samme koreografisk præcise hug.
Prosaisk refereret handler det om de to hårde hunde Simba og Carlo, som tager den forpjuskede, tyndskidende killing Gerda Røvlund til sig. De to hunde er dog ikke ligefrem modne til at påtage sig et ansvarligt forældreskab.
De er mere til hygge, kortspil og en lille én til halsen, så Gerda forlader hundehjemmet kun for på sin vej væk at konstatere, at Carlo er blevet bidt midt over af en stor hæslig hund. Det åbner for det rolleskift, der finder sted i bind 2, hvor Gerda får næring til sin drøm om at blive kirurg, da hun egenhændigt på det lægeløse dyrehospital påtager sig at sy Carlos to halvdele sammen. Resultatet kan måske diskuteres, men det hele ender tilsyneladende godt, da de tre til sidst vender hjem, efter at Carlo får smagt på hævnens sødme ved at overpisse den hæslige hund. Der spilles med stor fantasirigdom og over hele følelsesregisteret i denne frækt miksede ord- og billedcocktail, som dyrker legesygen og det fandenivoldske uden tantede forbehold for god takt og tone. Herligt!
Kim Fupz Aakeson: Engelbert H og den sidste chance, ill. af Per Dybvig, 48 s., kr. 125,- Dansklærerforeningens Forlag . ISBN: 87-7996-094-4.
Peter Mouritzen: Det tossede tårn, ill. af Otto Dickmeiss, 32 s., kr. 218, Forlaget ALFA, ISBN: 87-91191-24-6.
Sissel Ramholt: Den ensomme hånd, ill. af Toril Bækmark, 32 s., kr. 150,- Forfatterforlaget Attika, ISBN: 87-7528-629-7.
Dorthe de Neergaard: To knapper i hånden, ill. af Els Cools, 26 s., kr. 169,- People's Press. ISBN: 87-91812-36-4.
Oskar K.: De tre (bind 1+2), ill. af Dorte Karrebæk, 80+68 s., kr. 160 (samlet), Dansklærerforeningens Forlag. ISBN: 87-7996-216-5 og 87-7996-217-3.
