Læsetid: 4 min.

Sæt de offentligt ansatte fri

Næste valg bør handle om de offentligt ansatte. Hvordan vi beholder dem, og hvordan vi behandler dem
30. juni 2006

Den offentlige sektor står over for sin måske største krise nogensinde. For første gang i Danmarkshistorien vil den danske arbejdsstyrke falde markant, og det vil uden tvivl ramme særligt hårdt i de forholdsvist lavt betalte erhverv, som står for den mest vitale del af den offentlige service: Hjemmehjælperne, pædagogerne, lærerne, socialrådgiverne, sygeplejerskerne, politiet.

Hele forudsætningen for opbygningen af den offentlige sektor i Danmark har været en konstant udvidelse af arbejdsstyrken i det sidste århundrede. Først voksede befolkningen, så kom kvinderne til, og til sidst indvandrerne. Men nu er festen ved at være slut. Danskerne føder færre børn. Vi kan ikke presse flere ugentlige arbejdstimer ud af familien Danmark. Et massivt politisk flertal ønsker ikke at importere mere arbejdskraft. Og de netop overståede såkaldte velfærdsforhandlinger viste også, at der ikke er politisk vilje til at afskaffe efterlønnen for de mennesker, der ikke er nedslidt. Dermed synes udviklingen uafvendelig: Der bliver færre hænder til den offentlige sektor i fremtiden.

Denne udvikling falder sammen med en anden historisk begivenhed i Danmark. På femte år holder regeringen stædigt fast i et asocialt og destruktivt skattestop. Skattestoppet fastholder det offentlige i et økonomisk jerngreb, og gør det samtidig umuligt at omlægge skatten, så man f.eks. betaler lidt mere i boligskat, og en del mindre i indkomstskat, for at få flere hænder ud på arbejdsmarkedet. Guderne må vide, hvad der er foregået i Socialdemokratiets top, da man besluttede sig for at tilslutte sig denne hysteriske doktrin. Men deres valg betyder, at skattestoppet vil blive bevaret - med mindre de radikale bliver tungen på vægtskålen efter næste valg.

Derfor kan man allerede nu se følgende dystre scenarium for sig:

I takt med, at resultaterne af skattestoppet og manglen på arbejdskraft viser sig i form af klager på plejehjemmene, mangel på personale på hospitalerne, stigende sygdomsfravær i børnehaverne og dårligere karakterer i skolerne, vil politikerne på Christiansborg skælde stadig mere ud på de offentlige ansatte og kræve endnu mere detaljeret og centralistisk styring af samme.

Dermed vil man fratage de offentligt ansatte den sidste rest af motivation i arbejdet og udstille det måske allermest presserende problem i den offentlige sektor: Den faldende arbejdsglæde.

For ikke alene skal de offentligt ansatte stå model til nedskæringer, mangel på efteruddannelse og stress på arbejdet. De bliver samtidig pålagt stadig mere snævre rammer for deres arbejde.

Hjemmehjælperne skal på minuttal levere så og så mange strejf med kosten, lærerne skal nu indordne hele deres undervisning efter centralt fastlagte test fra Bertel Haarder i stedet for efter deres egen faglighed og de børn, de underviser. Pædagogerne er ved at drukne i læreplaner, udviklingsplaner og handleplaner, socialrådgiverne får besked på at tage mere hensyn til statens refusionsordninger end borgernes behov osv. osv. Alt sammen dræbende for den rest af kald og lyst, som der måtte være tilbage.

Af alle disse grunde bør det være et helt centralt tema for det næste folketingsvalg, hvordan vi beholder de offentligt ansatte, og hvordan vi giver dem nogle arbejdsvilkår, der skaber glæde og kvalitet i deres arbejde. I sidste ende er det nemlig kun dem, der kan løfte det enorme ansvar at formidle den menneskelighed, som alt for ofte sigter i vores nære relationer.

For mig at se kræver det fundamental nytænkning på mindst to områder:

For det første bliver vi nødt til at løse problemet med de manglende hænder ved at få flere af den million voksne danskere, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, i beskæftigelse. Det kræver først og fremmest et opgør med skattestoppet og en skattereform, hvor det bliver billigere at købe arbejdskraft, og de offentligt ansatte får mere i hånden. Og det kræver en massiv social indsats - ikke mindst over for børn - for at stoppe tilgangen til gruppen uden beskæftigelse.

Sæt medarbejderne fri

For det andet bør vi sætte de offentligt ansatte fri, så de i langt højere grad selv kan bestemme, hvordan de konkret udfører deres arbejde. Det kræver også en bedre prioritering, der også giver mere luft hos den enkelte, hvilket igen kræver bedre ledelse og en massiv indsats for at tilbyde alle bedre efteruddannelse.

Det hele skal ske vel vidende, at den offentlige sektor ikke kan vokse sig markant større i de kommende år - simpelthen fordi vi ikke vil råde over de mennesker, der i givet fald skulle arbejde i den.

Derfor kan man også undre sig over alle de partier, der har så travlt med at diskutere, hvor mange penge det offentlige skal have. Det virkelige problem bliver nemlig at skaffe medarbejdere på et tidspunkt, hvor der går flere på pension, end der træder til, og hvor sygdomsfraværet er stødt stigende i de fleste sektorer.

Tænk hvis velfærdsdebatten i Danmark kom til at handle om, hvordan vi får sygefraværet ned blandt de offentlige ansatte, hvordan vi får forbedret det psykiske arbejdsmiljø, hvordan vi får skabt et samfund, hvor det er den enkelte borger og den enkelte ansatte, der sammen skaber den velfærd, som politikerne jagter rund med milliarder og spindoktorer, uden for alvor at turde tage konsekvensen af deres egen retorik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu