Læsetid: 5 min.

Safranduft fra Odin

Odin Teatrets Andersen-suppe smager som en drøm - kogt på lige dele hengivenhed, håndværk og hemmelighed. Og den serveres i den kongelige turbinehal med sanselig succes
17. januar 2006

Odin Teatret er i København. Det er i sig selv en opsigtsvækkende sjældenhed. Og det er en overlegen gave, at Odin Teatret fra Holstebro viser sig at være i hovedstaden med en af de mest koncentrerede og dybdesøgende og symbolraffinerede Andersen-tolkninger, som jubelåret overhovedet har kastet af sig.

Det er desuden klædeligt og absolut på sin plads, at Det Kgl. Teater omsider inviterer det mere end 40 år gamle Odin Teater og dets leder Eugenio Barba 'inden for murene'.

Særligt i denne kuldsejlede skuespilsæson, hvor sygdom og dødsfald i selvsamme klassiker har standset hele det kongelige ensemble. På Kgs. Nytorv er der tydeligvis ikke noget med, at the show must go on. Der er heller ikke noget med at genoptage et stykke fra sidste års repertoire-pose - slet ikke Det Kongeliges eget Andersen-forsøg, der endte med at smage som 'Peberrodssuppe fra Beauvais...'

Odin Teatrets safransuppe smager til gengæld som en drøm. Forestillingen er kogt på lige dele hengivenhed, håndværk og hemmelighed - og så på dén der uforlignelige Odin-disciplin, der sikrer en præcision i forestillingen, som ellers nærmest aldrig ses.

For selvfølgelig gør det en forskel, at Odin-kunstnerne arbejder med en forestilling i flere år inden premieren; hos mange andre teatre er forberedelsestiden blot et par måneder-

Lænker og vaskebræt

Hvad er det så, Odin gør ved Andersen? Odin gør Andersen mareridtskonkret. Barba har ført sin 'Andersens drøm' hen på et skib, som vi tilskuere sidder i - på rækker i en tre etages oval, fanget som fastnaglede tilskuerslaver - akkurat som Andersen engang blev det i en uhyggelig drøm. Sceneskibet er konstrueret klaustrofobisk, så både gulv og loft er spejle. Og skibets lastrum kan blive mørkere end den sorteste mareridtsnat, perfekt til Odin-musikernes djævelske slagtøjsinferno af lænker og vaskebræt.

Her udspiller sig så Barbas beretning om Andersen. Ikke en biografisk gennemspilning af Andersens liv, nej, selvfølgelig ikke. Men en mareridtscollage over de mest angstskabende skikkelser i Andersens eventyrunivers: Her skæres ben over (endnu mere brutalt end hos Johan Kresnik i Bonn). Her hænges mennesker, uden at de ved hvorfor. Nattergalen fanges ind i tide. De røde sko laver mærker i sneen. Den hvide maske græder tårer af blod. Og violinerne gnækker, mens trompeterne hoverer, og jernet dunker mod lastrummets gulv-

Grillpølser og terrorist

Udtrykket er almenmenneskeligt, skabt non-verbalt ud fra billeder og musik. At der så også er Andersen'ske ord på diverse sprog, herunder dansk, virker sådan set overflødigt og næsten handlingshæmmende.

Skuespillet bærer handlingen frem noget så glimrende uden replikker, i hvert fald for et publikum med et basalkendskab til Andersens eventyrverden. Og 'Danse, danse, dukke min' bliver til et universelt hit med Odins mol-forstærkninger, danskkunnen eller ej.

Alligevel tager forestillingen udgangspunkt i Andersens Danmark og den typiske danske sommerfesthygge med grillpølser og ketchup og hvide kjoler. Sådan en omgang opgejlet Skagen anno 2006 - eller bare Holstebro by night?

Det er derfor stærkt at se, hvordan Barba anvender en af sine fornemme, udenlandske kunstnere, den brasilianske danser Augusto Omolú, til at agere 'fremmed og uønsket' som soldaten i 'Fyrtøjet': Mørkhudet og afrokrøllet, det vil sige fjendtlig og terroristagtig- 'I Danmark er han født,' synger de hvidklædte danskere skeptisk; (som utilsigtet smagsophævelse af effekten fra Claus Beck-Nielsens Andersen-branding).

Dette skaber et forfriskende, men også uoverskueligt bud på 'Fyrtøjet'. For med en truende soldat, hvem er så ven, og hvem er fjende: Soldaten eller heksen - eller prinsessen i København? Og da soldatens tænderblottende (udstoppede) hund snupper prinsessen, sker det så flyvsk, at publikum skriger af grin; (også dem, der ser det som en træffende parodi på den Andersen'ske minimalflyvetur på Gladsaxe Teater).

Pointen er, at det lykkes Barba at gøre sin alment menneskelige Andersen-forestilling politisk og humanitært tankevækkende.

"Jeg er ikke som de andre," siger den ene efter den anden i ego-angst, inden regimet tager over med normalitetsforhør og henrettelser - og omhyggelige fotografiafbrændinger-

Medfølelse hører hverken hjemme i teatrets eller virkelighedens verden. Eller i Andersens.

Derfor kan Odin-logikken sejre: Hvert offer skriger af smerte, men ændrer så skriget til et grin. Det er jo alligevel absurd det hele. Eller ligegyldigt. Eller forudsigeligt. Og menneskenes trang til ondskab er velsagtens det allermest forudsigelige, eller-?

Slør og søle

"Man siger, at den helligste dage af alle, er den dag, vi dør," lyder det med knirkestemme. Og jo, 'Andersens drøm' har denne alderstegne karakter af tilbageskuen og livsafsked. Men alligevel også et stænk af lykke. For 'svært' rimer trods alt på 'ært'-

Og den forunderligste lykke i forestillingen er faktisk, at Andersen møder Sheherazade. At den danske historiefortæller møder den orientalske. Altså eventyrskønheden som tilsløret dukke, ikke engang en meter høj og lige passende for Andersen, der også transformerer sig til en dukkerank version under kalvekrøs og høj hat. Dér svæver de så foran deres besjælende dukkeførere - fascinerede af hinanden med hver deres armod som drivkraft: Hans trang til at fortælle for at hive sig selv op af vaskekonens druk og søle. Hendes forsøg på at fortælle for at undgå at blive henrettet af voldtægtssheiken.

Dukkeansigterne lyser så livagtigt og agerer så eventyrligt minutiøst, at det næsten ikke kan være rigtigt, at de er dukker. Og hov! Bevæger Andersen-dukkens mund sig ikke også en ganske lille smule? Jeg er sikker på, at jeg så det. Jeg mærker også grangiveligt Sheherazades læber, da hun fortæller Andersen en hemmelighed, blot ved at kysse ham helt blidt.

Det mærkeligste ved denne forestilling er, at jeg som Odin-tilskuer kommer til at opleve på to måder på én gang: At jeg analyserer og tankevender al denne symbolik-ophoben - og at jeg samtidig sanser og føler både gråden og grinet mase sig på.

Resultatet er, at jeg suges med hud og hår og hengivenhed ind i 'Andersens drøm'. Og at jeg helst ikke vil vågne.

'Andersens Drøm'. Tekster: H.C. Andersen og Odin Teatret. Dramaturgi og instruktion: Eugenio Barba. Scenisk rum: Luca Ruzza. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Masker og dukker: Fabio Butera og Danio Manfredini. Skuespillere: Kai Bredholt, Roberta Carreri, Jan Ferslev, Tage Larsen, Augusto Omolú, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley, Torgeir Wethal og Frans Winther. Musik: Bredholt, Ferslew, Winther. Programbog (forbilledligt tænksom): Odin Teatret.

Odin Teatret, gæstespil på Det kgl. Teater, Lille Turbinehal i Adelgade. 1 t 20 min. Til 10. feb.

www.kglteater.dk

www.odinteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu