Læsetid: 4 min.

Sagen Kam

8. august 1998

SCENEN ER DEN velkendte fra terrorens kvalmende virkelighed: Det blodige lig af en myrdet ligger i forgrunden af billedet, hvor manden er faldet. Bagved en bil med alle fire døre åbnet, som er den forladt i stor hast. En cykel ved den modsatte vejkant kunne være den myrdedes, men er måske fotografens. Ved nøjere eftersyn ligger manden foruden i sit eget blod i en græsstribe, der løber diagonalt gennem billedet. På den anden side af vejen løber en lignende stribe. Bilen er af ældre type. En vintage, ville man vel kalde den. Denne iagttagelse sammenholdt med den sært gammeldags udseende vej med græskanter vidner om andre tider. Den dødes tøj kunne for så vidt godt være nutidigt, mandsdragten er jo forholdsvis konservativ, men bilens lygter er blændede, og nummerpladen er ved hjælp af forstørrelsesglas til at skimte som dansk af ældre dato.
Vi befinder os med andre ord ikke i nutidens Jugoslavien. Mordet er ikke begået et sted på vejen mellem Pristina og Mitrovca eller Rakinie. Og den døde mand er ikke etnisk albaner, myrdet af serbiske nationalister. Den døde hedder såmænd Clemmensen, og han ligger, hvor han faldt, midt på den da idylliske Lundtoftevej - mens der stadig var forskel på land og by. Clemmensen, der hed Carl Henrik til fornavn var redaktør på dagbladet BT. Før han, Carl Henrik Clemmensen, nåede sit tragiske endeligt på Lundtoftevej i Kongens Lyngby, havde han gjort sig fortjent til sin skæbne. Sådan så i det mindste hans mordere på sagen. Clemmensen havde i skarpe ord - landsforræder, havde han råbt - på det groveste offentligt krænket en journalistisk medarbejder, Nordahl-Petersen, fra det nazistiske Fædrelandet. Nordahl-Petersen fortalte indigneret en kollega om tildragelsen. Denne, Flemming Helweg-Larsen, var - uheldigvis for Clemmensen - tillige SS-soldat i division Viking og hjemme fra østfronten på orlov, og havde udpræget ikke skrupler, hvad angik forvaltningen af liv og død.
Mentalerklæringen karakteriserede siden den danske SS-mand som idérig, selvsikker, dumdristig og eventyrlysten, men samtidig ustabil, lunefuld, hidsig, impulsiv og hensynsløs til tider brutal. Sammen med to kollegaer opsøgte den idérige og brutale Helweg-Larsen Clemmensen på dennes bopæl i Klampenborg, tvang den unge redaktør med sig under foregivelse af, at de tre havde tysk politimyndighed. Det bør erindres, at netop fra den 30. august var landet uden regering. Dagen før havde tyskerne slået til mod hæren og flåden og arresteret adskillige fremtrædende danske borgere. Situationen var mildt sagt flydende.

I CLEMMENSENS sommerhus i Frederiksdal holdt de selvbestaltede politifolk forhør over Clemmensen. Som man kunne forvente, fandt de på deres særlige præmisser den bortførte skyldig og kørte ham tilbage - ikke til Klampenborg - men til Lundtoftevej, hvor de smed ham ud af bilen. Efter at have opfordret ham til at sige sit Fadervor skød de ham med otte pistolskud. En af morderne hævdede siden, at Clemmensen bad for sit liv og tilbød sig - til bødlernes påståede foragt - som meddeler for SS-korpset, hvilket ifølge Helweg-Larsens vidnesbyrd skulle have været den egentlige udløsende faktor for likvideringen. For andelen af disse otte skud, hvoraf flere var fatale, holdtes Helweg-Larsen efter besættelsen ansvarlig, idet han dømtes til døden og som den første af et halvt hundrede blev henrettet ved skydning. Den anden, der leverede skud mod redaktør Clemmensen, Jørgen Valdemar Bitsch, forsvandt sporløst efter krigen og er ikke set siden.

DEN TREDJE AF de tilstedeværende var løjtnant Søren Kam. Han lever og har det omstændighederne taget i betragtning som 76-årig pensionist udmærket. Efter en periode under falsk identitet fik Kam i 1956 bevilget tysk statsborgerskab og har i mange år beklædt en stilling som betroet salgschef for et bryggeri i München. Tidligere har han været for retten for mordet på Clemmensen. Således allerede i 1943 for en SS-ret, der måske ikke så overraskende frikendte ham med den gængse begrundelse i den slags sager: Ret er det, der gør nytte for folket. Siden har den vesttyske anklagemyndighed i 1971 overvejet sagen, men henlagde den på grund af bevisets stilling. Kam har hidtil hævdet, at han først skød på Clemmensen, da denne allerede lå død på jorden.
Den genfundne obduktionsrapport, som det danske Justitsministerium har tilsendt tyskerne, viser noget andet, som ikke frikender Kam for meddelagtighed. Sidste nyt fra i går: Søren Kam har over for anklagemyndigheden i München, der besluttede at rejse tiltale efter pres fra Danmark, hvortil Kam i denne sag ikke kan udleveres, overraskende ændret forklaring og har omsider erkendt sin egentlige meddelagtighed i mordet. Hvorvidt samvittigheden har overmandet den tidligere SS-mand er uklart. Eller om Søren Kam har indset det håbløse i at benægte den genfundne obduktionsrapports afsløringer, vides i skrivende stund heller ikke. Lige så lidt om dennes advokat har beroliget ham med, at sagen uden andre oplysninger end de foreliggende alligevel næppe kan pådømmes. Det får vi at se.
Men ved eftertanke er det ikke tosset, at sagen på trods af 55 års forsinkelse alligevel nu føres. Lundtoftevej er hverken i tid eller sted så langt endda fra Pristina. Hvad andet kan vi gøre for at dæmme op for verdens dårligdom end lade de idérige og brutale forstå, at regnskabet ikke nødvendigvis glemmes i krigens tummel? Intet retssamfund - heller ikke det internationale såfremt mulighed byder sig - bør stiltiende se til, at mordere unddrager sig ansvaret. Sagens kerne er jo den som i alle kapitale forbrydelser: At mens salgschef Kam levede og havde det godt i München, lå den jævnaldrende redaktør Clemmensen, der af Kam og kollegaer ikke fik lov til at leve sit liv, tilbage på Lundtoftevej med blodig mund. Dér forbliver han i vor erindring som billedet på den rå voldsmagts evige offer. mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu