De islamistiske terrorangreb på New York og Washington den 11. september 2001 indvarslede en global konflikt, der stadig raser på fulde omdrejninger med et endnu uforudsigeligt udfald. Forventeligt har årsdagen fået et væld af tænkere og professionelle debattører til at ytre sig om begivenhedens blivende betydning fem år efter.
Blandt de skarpeste er den britiske forfatter Martin Amis, da gør den amerikanske islamolog, Bernard Lewis' centrale tese til sin: Terrorangrebene afslørede den islamiske verdens og religions iboende elendighed og "institutionaliserede irrationalisme". I et lige så langt som svidende essay i The Observer betitlet The Age of Horrorism retter han en grusom salve imod, hvad han ser som en lige så grotesk som radikalt ond trosideologi og mod, hvad han ser som Vestens halvhjertede opgør med samme. Islams tragiske deroute truer nu med at trække os med i sit frie fald ud i vanviddets mørke, mener han.
"Det har været almindeligt at sige, at, hvad vi her står overfor, er en 'borgerkrig' inden for islam. Det er alt, hvad der er, påstod man. Ikke et civilisationssammenstød eller sådan noget, men en borgerkrig inden for islam. Nuvel, nu lader denne borgerkrig til at være forbi. Og islamismen vandt den. Taberen, den moderate islam, er altid vildledende velrepræsenteret på avisernes opinionssider og i offentlig debat. Alle andre steder er den dorsk og uhørlig. Vi hører ikke fra moderat islam, hvorimod islamismen, en bevæger og former af verdens begivenheder, er stort set alt, der er."
Hvad er konfliktens fremtid? Amis forudser to muligheder. "En måde at afslutte krigen mod terror på vil selvfølgelig være at kapitulere og konvertere. Overgangsperioden vil selvsagt næppe blive munter. Meget barsk arbejde vil skulle gøres på offentlige pladser, i bycentre og på landsbyplæner. Efterhånden som kalifatet lykkeligt genskabes i Bagdad vil de overlevende nyomvendte dog snart vide at vænne sig til den voluminøse straffelov, som håndhæves af Ministeriet til Fremme af Dyd og Undertrykkelse af Synd. Det vil blive en verden af perfekt terror og perfekt kedsomhed - og intet andet. En verden uden leg, uden kunst og synlige kvinder - en verden, hvis eneste underholdning er de offentlige henrettelser."
Amis anden vision er revolution: "Der findes ingen drift efter reformation i islam. Og der er for nærværende ikke tid til en adstadig, langsomt virkende oplysningskampagne. Den nødvendige omvæltning er revolution i form af kvindefrigørelse. Den vil ikke kunne fuldendes over et årti eller bare en generation. Men her må vi huske på, at Den Kinesiske Revolution var et halvt århundrede om at rulle gennem alle Kinas landsbyer."
Faisal Devji, forfatter til bogen Landscapes of the Jihad knytter denne originale kommentar til 11. september's femårsdag: "Osama bin Laden ville med 11. september fremsætte en erklæring om verdens enhed. Angrebene var et udsagn om enhed, fordi de gjorde det muligt for al-Qaeda at demonstrere verdens globale forbundethed ved at holde i princippet hvem som helst i verden ansvarlig for muslimers lidelser. Bombningen af USA var en proklamation af universel medskyld såvel som en trussel om universel gengældelse. På denne makabre måde indvarslede 11. september en epoke, hvor menneskeheden på en gang står som offer og subjekt. Al-Qaeda sigtede imod intet mindre end at tvinge menneskeheden til at påtage sig ansvaret for handlinger, den hidtil enten blot har tolereret eller samtykket i. Men skønt Bin Laden og hans disciple aldrig kan lykkes i denne bestræbelse, viser deres handlinger, at der er ved at materialisere sig en global arena, som endnu ikke har institutioner eller politik, der er på højde med den selv."
Et ekstremistisk magtvælde
For den amerikanske forfatter og journalist Sidney Blumentahl ligger den vigtigste lære af 11. september i det efterspil, begivenheden genererede hos verdens eneste supermagt:
11. september afslørede, skriver han på www.opendemocracy.net, at "neokonservative ideologers kadrer var rede og kun ventede på denne anledning til at ændre på den amerikanske regerings forfatningsmæssige grundlag. Åbenlyst havde de planer parat til at indskrænke borgerrettigheder og koncentrere en hidtil uhørt grad af magt i præsidentens hænder begyndende med ophævelsen af Genèvekonventionernes artikel 3 om behandling af krigsfanger, herunder forbudet med grusom, inhuman og nedværdigende straf."
Blumenthal drager en yderligere lære:
"Ingen seriøst tænkende individer i vores militær, politi og efterretningsvæsen i såvel USA som Europa tror på præsident Bushs 'krig mod terror' nogensinde vil kunne vindes. Alligevel høres disse velovervejede synspunkter stort set aldrig i den offentlige debat. Er en indsnævring af demokratiet nødvendig for den republikanske fatsholdelse af magten? Præsident Bush taler om freedom og liberty, som var det hans eget yndlingslegetøj. Hvad kæmper vi egentlig for? For udvidelsen af præsidents Bushs ekstremistiske magtvælde."
Blumenthal henviser afslutningsvis til præsident Lincolns berømte udtalelse fra borgerkrigen: "Verden har aldrig kendt til nogen god definition på frihed, og det amerikanske folk er lige nu i svært bekneb for en. Vi erklærer os alle for frihed, men ved at bruge det samme ord, forstår vi ikke alle den samme ting."
nLæs Martin Amis' essay på tinyurl.com/k2npl
