Læsetid: 5 min.

'SAK' får hård kritik i England

Og der er noget råddent i det danske videnskabelige miljø, mener The Philosophers' Magazine
2. august 2005

Der er en krig i gang mellem to danske videnskabsmænd over den prisbelønnede biografi om Søren Kierkegaard, som udkom på engelsk i februar i år, trompeterer det engelske filosofimagasin, The Philosophers' Magazine. Stridens æble er naturligvis Joakim Garffs SAK, der med den engelske oversættelse nu er udkommet på fem sprog foruden dansk, nemlig desuden tysk, norsk, ungarsk og svensk. The Philosophers' Magazines anmelder remser rosende superlativer op fra såvel amerikansk som dansk presse og fortæller, at SAK har modtaget 'den prestigefyldte Georg Brandes-pris' samt Weekendavisens litterære pris. Brandes-komiteen citeres for at have begrundet valget af værket med dets 'akademiske grundighed' og 'den omhu med hvilken verifikationsstandarden fastholdes'.

Uheldigt

Og så går det ellers løs. Artiklen er en sønderlemmende kritik af dét danske videnskabelige miljø, debatten mellem Tudvad og Garff har blotlagt. "Uheldigvis ser det ud til, at værket alligevel ikke er så grundigt researchet," skriver anmelderen, M.G. Piety, der er lektor i filosofi ved Drexel Universitet. "En anden dansk videnskabsmand, Peter Tudvad, der selv er forfatter til en kritikerrost bog, Kierkegaards København, har beskyldt biografien for at være alvorligt skæmmet af den 'ukritiske tilegnelse' af fejlagtige oplysninger om detaljer i Kierkegaards liv, 'videnskabelige bommerter' og 'direkte plagiat'. Piety har sat sig grundigt ind i den danske diskussion og kan berette for sine engelske læsere, at Joakim Garff har hævdet, at diskussionen om, hvorvidt SAK er et videnskabeligt værk, ikke var af offentlig interesse. Men deri har han øjensynlig taget fejl, bemærker Piety, for danske aviser har bragt mere en 50 artikler "om det Weekendavisen har kaldt 'kampen mellem hvidvinsakademikeren og arkivrotten'."

Fejl og mangler

Herefter gennemgår artiklen de fejl i SAK, som Peter Tudvad har påpeget, og som Informations læsere tidligere har haft lejlighed til at sætte sig grundigt ind i.
Et kort resumé:
- At Corsaren ikke blot forfulgte Kierkegaard i 1846, men fortsatte chikanen ni år endnu, lige til Kierkegaards død. "Det er ikke nogen lille ting at gå fejl af for en biograf."
- At Garff tror, at den snedkersvend med familie, som Kierkegaard gav husly og delvis understøttede i fire år, var en luksuriøs tjener.
- At Garff skriver, at Kierkegaard ekstravagant rejste til Jylland med en tjener, der først blev ansat hos Kierkegaard fire år senere.
- At Garff mener, at Kierkegaard var ufølsom over for andres fattigdom, hvor han i virkeligheden sandsynligvis var meget generøs og gav meget til velgørende formål.

Herefter fortsætter Piety med at fortælle, at Joakim Garff har erkendt, at han har skrevet af efter tidligere biografier uden at gå til kilderne. "Garff erkender faktisk, at hans værk er baseret på tidligere biografier, men fremfører til sit forsvar, at han ikke havde tid til at gå tilbage og checke de fleste af de originale kilder. Han fremfører, at enhver, der nogensinde har skrevet en biografi ved, at biografen baserer sit værk på allerede eksisterende biografier. Flere danske biografer har faktisk givet Garff ret på dette punkt," konstaterer Piety. "Uden for Danmark er der derimod næppe mange biografer, der ville samtykke i sådan et syn på deres arbejde," tilføjer han tørt.

Dansk tvetydighed

"Der er ingen tvivl om, at fejlene i Garffs biografi er substantielle," fortsætter han.
"Den er muligvis læseværdig, hvad medlemmerne af Brandes-komiteen - på bedste danske tvetydige manér - nu fremfører som den virkelige grund til deres valg, men det gør den ikke til en god biografi."Garff argumenterer på sin side med, at hans kritikere simpelthen ikke har forstået biografiens natur. "Hvis jeg hver gang, jeg havde skrevet en sætning, af lutter videnskabelig nervøsitet havde følt mig tvunget til at checke dens akuratesse, var jeg aldrig nået længere end til side syv," har han skrevet i Politiken. Biografi, hævder han, er snarere en litterær end en videnskabelig genre, så derfor har han hellere villet bruge energien på værkets fortællestruktur end på at verificere de mange faktuelle oplysninger."
Det får atter hammeren til at falde: "De talrige fejl i bogen efterlader i sandhed læseren med noget, der er langt nærmere et litterært værk i betydningen historisk fiktion end et stykke videnskab. Men hvis Tudvad har ret, kan bogen end ikke stå sig som historisk roman, fordi Garff, hævder han, gang på gang afslører sin manglende viden om periodens forhold."

Anmeldernes fejl

Også Joakim Garffs forsøg på at affærdige Tudvads kritik som begrundet i personlig animositet tages under behandling. Her sammenligner Piety endda Tudvad med Kierkegaard selv og dennes skæbne i kirkestriden. "Tudvad fremfører, at hans kritik ikke primært er rettet mod Garff, men derimod mod hele den videnskabelige tradition, Garff er en del af. Anmelderne burde ifølge ham have afsløret problemerne i biografien, de talrige faktuelle fejl, plagiaterne og hele bogens alt for spekulative natur, men det var der ingen. der gjorde. I stedet belønnede de den for dens videnskabelige stringens. Faktisk var det denne vending af sagerne, der generede Tudvad så meget, og som var den egentlige genstand for hans kritik af bogen," refererer Piety Tudvads position. Nået så vidt, er der samlet ammunition til en overordnet vurdering af det danske videnskabelige miljø.

Kollegial loyalitet

"Garff har erkendt fejlene, men har undladt at rette dem. Niels Jørgen Cappelørn, der er leder af Søren Kierkegaard Forskningscentret ved Københavns Universitet, hvor både Tudvad og Garff er ansat, kaldte de opdagelser, som Tudvad har baseret meget af sin kritik af Garffs biografi på, for 'epokegørende' og gør gældende, at det 'kaster et helt nyt lys over Kierkegaard'. Alligevel afviste Cappelørn i første omgang at kommentere selve kritikpunkterne. Og da han endelig indtog et standpunkt, var det i form af en offentlig reprimande til Tudvad for at lufte centrets skidne vasketøj offentligt. I forlængelse af Garff mente også Cappelørn, at dette var en diskussion, der skulle have være afsluttet under private former." "Andre kunne imidlertid fristes til at mene, at netop dette er problemet ved det danske videnskabelige miljø. Den værdi, der i Danmark lægges på 'kollegial loyalitet' er faktisk så stor, at Tudvads kritik af Garffs biografi er blevet sammenlignet med et kamikazeangreb af samme størrelsesorden som Kierkegaards eget angreb på den danske lutheranske kirke." Kierkegaards angreb på kirken skadede ifølge Piety hans omdømme blandt danske intellektuelle i et omfang, der efter Pietys vurdering gjorde det usandsynligt, "at han nogensinde var blevet en del af dansk universitær tradition, hvis ikke hans værk var blevet så populært uden for Danmark." "Vi har endnu tilbage at erfare, om Tudvads adfærd også fører til professionel selvopofrelse," tilføjer han dog. Og så sluttes der af med følgende salut. "En ting står imidlertid klart: Garffs forsvar for sin bog, kombineret med den kendsgerning, at han har undladt at korrigere fejlene - fejl der derfor nu også optræder i den engelske version - viser, at Tudvad gjorde ret i at offentliggøre sin kritik snarere end at holde den skjult bag de akademiske mure." "Antallet af danske videnskabsmænd og intellektuelle, der er kommet Garffs bog til undsætning antyder, at der må være lidt råddent bag disse mure, og at større offentlig indsigt i, hvad de skjuler, kunne vise sig at være vældig sundt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu