Læsetid: 6 min.

SAK - forskning og fortolkning

Dagens kronikør bærer mere ved til bålet i Kierkegaard-biografi-debatten og skriver, at det kan undre, at 'kritikken har affødt hundreder af artikler af læg og lærd, der lidenskabeligt har diskuteret de principielle aspekter af sagen'
27. august 2005

Skal man tro Joakim Garff og Bruce Kirmmse, der har henholdsvis forfattet og oversat Kierkegaard-biografien SAK, er den kritik, jeg har rettet mod den uden brod og som sådan overflødig, selv om de indrømmer den enkelte interessante iagttagelser.

På den baggrund må det undre, at kritikken ikke desto mindre har affødt hundreder af artikler af læg og lærd, der lidenskabeligt har diskuteret de principielle aspekter af sagen.

I sin kronik i Information den 26. august erkender Garff visse faktuelle fejl, som han vil rette i et kommende billigbogsoplag med skyldig reference til min bog Kierkegaards København. Garff forsikrer nemlig, at han glad og gerne tager imod fejlmeldinger fra biografiens læsere, som trygt kan henvende sig til ham pr mail - "men det behøver ikke hver gang udarte til et nationalt anliggende formidlet af alle landets dagblade."

Dét er morsomt, men det er også en fæl gang koketteri med en angivelig vilje til at rette fejlene, når de påpeges. Således fik Garff allerede i 2001 lejlighed til at rette diverse fejl i afsnittet "En dandy på pilgrimsrejse", som jeg havde påvist i en historisk revy over forskningstraditionens lidet videnskabelige produktion af myter om kandidat Kierkegaards rejse til Jylland i 1840.

Trods rig mulighed for at rette disse fejl i nye oplag og oversættelser af SAK sker det først nu - ikke efter en privat henvendelse pr mail, men først efter en heftig debat i offentligheden.

Jeg kan selvfølgelig kun bifalde, at Garff nu sætter sig for at rette de fejl, jeg har påpeget i Jyllands-Posten og Universitetsavisen i 2001 og i Information i 2004, men hermed er kritikken ikke manet i jorden.

Sagen er nemlig den, at jeg kun har gennemgået enkelte kapitler og afsnit af biografen, som viste sig at være så spækkede med faktuelle fejl, metodiske inkonsekvenser og direkte plagiat, at jeg turde slutte, bogen som helhed var skrevet uden hensyn til de videnskabelige standarder, man ellers måtte forvente af en forskningslektor med sæde i redaktionen for en højt estimeret historisk-kritisk udgave af Søren Kierkegaards Skrifter.

Med andre ord er der langt flere fejl at finde i SAK, ligesom de faktuelle fejl i øvrigt kun er ét aspekt af min kritik af bogen.

En del af SAK's læsere er ilet forfatteren til undsætning og har især forsvaret den med henvisning til, at de omtalte fejl kun var petitesser, således Thomas Bredsdorff, der kaldte dem for "nærsynede bagateller".

En 'ung mø' var faktisk 37

En del af de dokumenterede fejl er uimodsigeligt bagateller, men kun hvis man betragter dem isoleret og ikke på baggrund af deres karakter og antal vover at fælde en dom over bogens metodiske svagheder.

Således vælger Garff blandt de mange fejl til stadighed at fokusere på en enkelt, nemlig den, at en vis jomfru i SAK omtales som "den unge pige", selv om et besøg i M.P. Kierkegaards arkiv på Det Kgl. Bibliotek afslører hende som en 37-årig husbestyrerinde.

Ganske kuriøst kan man i min påvisning af denne fejl læse, at spørgsmålet om, hvorvidt førnævnte jomfru "er ung eller gammel i den store sammenhæng kan være ligegyldigt".

Som jeg skrev, skulle dette eksempel blandt adskillige andre blot illustrere Garffs "hang til at fabulere over kilderne frem for at studere dem, så han straks kan skrive dem ind i den litterære fiktion, der hedder SAK."

Med andre ord er jeg enig i, at jomfru Møllers alder er komplet ligegyldig, men mit ærinde var minsandten også alvorligere end blot at korrigere og belære Garff om, at jomfruer på Kierkegaards tid var en almindelig betegnelse for ugifte døtre af almuen og borgerskabet.

Problemerne med SAK er mangfoldige, men kan ikke som påstået af Garff og hans sekundanter afvises som et spørgsmål om fortolkning.

Fortolkning eller metode

De kilder, der står til rådighed som afsæt for vores kendskab til Kierkegaards biografi, kan ikke fortolkes vilkårligt, selv om de naturligvis sjældent er éntydige.

Garff forklarer nu, at han er "metodisk uenig" med mig, men kan stadig ikke præstere en metodisk overvejelse over den biografiske genre og dens forhold til kildekritiske studier.

Det afslører sig imidlertid let, at Garff har et funktionelt forhold til kilderne, der kun interesserer ham i den udstrækning, de kan bidrage til den historie, han har sat sig for at fortælle.

Således er han i den udstrækning, han overhovedet går til de primære kilder, begrænset af den horisont, som det narrative plot udstikker. Dette ses, når han gennem en vulgærfreudiansk prisme får øje på sporene af kastrationsangst, fordi Kierkegaard underskriver sig som "Farinelli" - der imidlertid var en lystig og alt andet end erotisk deformeret person i et lystspil af samme navn, som netop da var populært på Det Kgl. Teater. Og det ses, når Garff med sit snævre fokus på Kierkegaard som flaneur gør en logerende snedkersvend med familie til del af den magelige magisters voksende tyende.

Et sådant forhold til kilderne har Sebastian Olden-Jørgensen kaldt for "Gestapo-modellen", fordi forfatteren stiller kilden sit forudfattede spørgsmål, som den par- tout må svare på; "med ihærdighed og kreativitet finder han til sidst kildens svage punkt, hvorefter den bryder sammen og tilstår."

Faren er, som Olden-Jørgensen betoner, "ligesom i virkelighedens tredjegradsforhør de falske tilståelser." (Til kilderne! Introduktion til historisk kildekritik, s. 43f. 2003)

Kald mig kildefetichist

Selv forstår jeg det historiske arbejde med kilderne langt mere materielt, hvilket har ledt en del af mine kritikere til at kalde mig positivist og sågar kildefetichist.

Sådan dømmer man som barn af en postmodernistisk skepsis over for historiske sandheder og især som skrivebordshistoriker, der nødigt forlader kontoret for i arkiverne at kontrollere gammelkendte kilder og søge nye. Imidlertid er der, som H.P. Clausen skriver, "ingen tvivl om, at netop mange teoretiserende historikere har været tilbøjelige til at drage meget vidtgående konklusioner med hensyn til de historiske forskningsresultaters relativitet og umuligheden af en blot tilnærmet objektivitet i historien." (Hvad er historie? , s. 17f, 1999)

En sådan teoretiserende historiker synes Garffs oversætter, Bruce Kirmmse, at være, når han den 25. august vurderer, at de påviste fejl i SAK trods deres mængde ikke ville give ham anledning til ændringer i manuskriptet, selv om det havde været muligt at nå det inden oversættelsens udgivelse.

Med andre ord er det selv for en professor i historie som Kirmmse kun ubetydelige detaljer, at en magisters teaterglæde gøres til kastraktionsangst, en logerende snedkersvend til tjener og en lærer til pædofil, selv om der ikke er belæg for noget af det. Havde man haft mulighed for at spørge magisteren, snedkersvenden og læreren, ville de nok have været af en anden mening.

Fejl er fejl, og fejl skal efter min ydmyge opfattelse rettes, store såvel som små.

I diverse nye oplag og udgaver af min egen bog Kierkegaards København, har jeg derfor pligtskyldigt rettet, hvad jeg kunne, selv om ingen af fejlene kunne siges at være betydelige.

En sådan holdning er fremmed for SAK's oversætter, der i stedet udpeger de "formentlig vigtigste detaljer" i det nye materiale, jeg har gravet frem af arkiverne, og derpå slår dem hen som uvæsentlige.

Således henviser Kirmmse til, "at Kierkegaard muligvis (og det bliver på ingen måde bevist af Tudvad) var mere gavmild over for de fattige, end Kierkegaard-forskerne hidtil har troet."

Sørens fattighjælp

Det var sørens! Lige siden Brandts og Rammels Søren Kierkegaard og Pengene udkom i 1935, har "forskerne" troet, at Kierkegaards udgifter til almisser var yderst beskedne, da der i en bevaret regnskabsbog kun var posteret almisser for omkring 30 rigsdaler i løbet af et års tid. Nu har jeg dokumenteret, at regnskabsbogen er et regnskab over den husholdning, som Kierkegaards tjenestekarl førte for ham, hvorfor den alene vidner om, hvad tjenestekarlen åbenbart havde carte blanche til at uddele af husholdningspengene.

Desuden har jeg henvist til en erindring af Kierkegaards overbo, Louise Phister, der fortæller, at Kierkegaard hver lørdag gav en rigsdaler til en spillemand, hvilket alene giver 52 rigsdaler på et år. Dette er ikke med i den samling af erindringer om Kierkegaard, Søren Kierkegaard truffet, som Kirmmse har udgivet.

Endelig har jeg på Københavns Stadsarkiv fundet en indsamlingsprotokol, der røber, at Kierkegaard i 1839 gav 10 rigsdaler i nødhjælp efter en stormflodskatastrofe i Jylland.

Mon ikke dette i andre end professorale øjne tæller som et bevis for, at Kierkegaard vitterligt har givet mere end det, Brandt og Rammel troede - og Garff og Kirmmse åbenbart stadig tror?

Peter Tudvad er forfatter og filosof og tidligere realkommentator ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu